Cuba og AIDS: Frivillighedens vej

Nedenstående artikel er skrevet af Brian Rasmussen, der også har skrevet Cuba – historie og samfund. Artiklen er fra 1994 og beskriver Cubas holdning og tiltag over for HIV og AIDS. I dag fungerer rigtig meget stadig som beskrevet i artiklen, og der diskuteres bl.a., om den cubanske politik med 'internering' af HIV-positive er den rigtige vej at gå.

Frivillighedens vej

Ikke i noget land i hele verden, har man gået så kon­troversielt til værks mod AIDS og HIV smittede som i CUBA, hvilket har ført til et af de lave­ste antal smittede pr. indbygger i den tredje verden.

Hvordan forholder vi os til, og hvordan danner vi en politik over for det stigende antal personer, som bliver smittede med HIV. Dette har været diskuteret både her i landet og internatio­nalt gennem de senere år. Når det gælder prævention, har de danske myndigheder og private organisationer bundet sig op på samme linie vedr. oplysning, frivil­lig testning, samt kampag­ner for »sikker sex« og brug af kondomer.

De fleste andre lande har da også mere eller mindre slået ind på samme vej, og alligevel er situationen kommet helt ud af kontrol. Det gælder mange lande i Afrika og Latinamerika, hvor store dele af bl.a. den yngre befolkning i dag risi­kerer at blive eller være smittet. Dette vil og kan allerede mærkes og ses. Gigantiske sundhedsproble­mer, samt en forværret infrastruktur/indenrigspoli­tisk holdning er blevet føl­gerne af dette.

Et land som har valgt at gå en helt anden vej er Cuba... Man har her bestemt sig for at anvende den af andre lande så kritiserede »isolati­ons-metode«. Dvs. at man mere eller mindre »indsæt­ter« bærere af HIV/AIDS i dertil indrettede »lejre«.

Starten

Allerede i 1983, før mange andre lande i det hele taget ville anerkende problemet, oprettede man i Cuba den nationale komite for kontrol af AIDS.

I 1985 kom dette organ med sin første programsætning:

• alt donor blod vil frem­over blive og være testet for HIV smitte.
• propaganda og uddan­nelse skal sættes i gang.
• isolering af alle HIV positive i specielt bygge­de sanatorier.

For at stoppe smittefaren/­spredningen og for at kunne give den bedst mulige medi­cinske behandling.

Dette resulterede i, at man i 1986 begyndte at teste store dele af befolkningen, især personer som havde været udenlands, eller som havde kontakt med udlændinge. Dette gjaldt bl.a. de godt 400.000 cubanere, som hav­de gjort tjeneste i Afrika som soldater og rådgivere.

Sanatoriet

Det første sanatorie blev åbnet lidt uden for Havana i 1986. Senere er flere kommet til, og der er nu på landsplan 11, spredt ud over Cuba, efter filosofien at så kan patienterne (udtryk cubansk) være tættere på deres familier. Sanatoriet i Havana ligger i yderkanten af byen og bærer navnet Los Cocos.

Det er et afgrænset område og alle skal have direkte tilladelse til at komme ind. Hver har deres lejlighed. Par, hvor begge er HIV positive, bor sammen. Nogle har mødt hinanden under opholdet og er flyttet sammen. Enkelte homoseksuelle par bor også sammen.

Der er forskellige former for at modtage sin løn under opholdet. Enten arbejder man i værksteder/kontorer/organisationer (alle inden for sanatoriets område) med arbejde, som er nært be­slægtet med det civile arbej­de, man havde tidligere, eller også deltager man i undervisning. Begge dele bliver honoreret med en løn svarende til arbejdets art »uden for murene«. Bostedet svarer også til en typisk cubansk lejlighed. Køkken, spisestue, sove­værelse og evt. en lille have. Radio, TV, køleskab findes også. Desuden er der bio­graf, teater og sportshal på området.

Kort sagt, en by i byen. Alle modtager lægekontrol og undersøgelse jævnligt. 90% af beboerne har ikke AIDS i udbrud.

Når den AIDS ramte bliver så dårlig, at lægerne skøn­ner at behandling ikke læn­gere er mulig, overføres denne til et hospital med den mulighed, at de nærme­ste også kan bo der den sid­ste tid.

Hvordan

Er det frivilligt eller er det frivillig tvang at være anbragt på disse sanatori­er?

Dette er nok det mest kon­troversielle spørgsmål. Til dette spørgsmål kan der ikke gives et endeligt svar. Men... det er obligatorisk at cubanere, som er HIV posi­tive skal »indlægges« på et af disse sanatorier.

Men de bliver ikke arreste­rede eller indsat. De kom­mer selv!, for at bruge Dr. Hector Molinet (vicesund­hedsminister) ord. »Den cubanske lovgivning giver os nemlig mulighed for at overtale og gå ind og rådgi­ve og vejlede. Denne metode kan også betegnes som en mild påmindelse. Vi har folk, som er i stand til at overbevise, men vi bruger ikke ekstreme metoder«.

Og der er da også eksempler på folk, som har fået lov til at blive i deres respektive hjem.

Smittede har dog den tilladelse at måtte komme hjem i weekenden inden for de første seks måneder dog ledsaget af en sygeplejerske, som samtidig skal prøve at forklare familien og omgangskredsen sygdommens omfang. Efter disse seks måneder kan den HIV smittede så selv få lov til at tage hjem, men kun i weekenderne.

Facts

På grund af disse tiltag over for befolkningen, kan man fra officiel side fremvise nogle meget lave AIDS tal. Tal fra slutningen af 1993 viser, at der har været en total på 927 kendte HIV til­fælde i alt, siden testningen af den samlede befolkning startede. Af disse har 187 udviklet AIDS i udbrud og 110 er døde. Bemærkelses­værdige tal med en befolk­ning på 11 millioner menne­sker.

29% af de HIV smittede i Cuba er kvinder.

Man har aldrig fra officiel side sagt, at denne sygdom var et homoseksuelt pro­blem.

98% af de smittede er sket ved seksuel omgang, de resterende 2% er sket ved forskellige former for blod­tilførsel.

Uddannelse

De cubanske massemedier har gjort et stort nummer ud af at propagandere om AIDS smittefaren. Hovedtemaerne har været:

• stabilt partnerskab
• undgå tilfældige relationer
• brug kondom og praktiser sikker sex.

Smukke ord i dagens Cuba. Cuba der altid har stået for noget af det mest sensuelle i Caribien.

170.000 legale aborter udføres hvert år.

»Pigerne« flokkes og sværmer rundt om turisthotellerne for at finde den eneste ene.

Det er praktisk taget umuligt at opdrive et kondom nogen steder.

Hvorfor

Det hele kan virke så selvmodsigende i dagens Cuba og for den sags skyld i verden. For os kan det virke utroligt restriktivt, at udforme en AIDS politik på denne måde. Sætter vi med det samme f.eks. denne model i bås ud fra vores normer/-opdragelse og tankevirksomhed eller skal vi prøve at forstå og lære, at der er andre modeller og indfaldsvinkler til livet? Sammenligner vi de opgivne tal med andre lande i det caribiske område, er man jo nået langt i Cuba, og hvad er i det hele taget mulighederne for et tredje verdens land i disse tider.

Derfor er det svært at dømme (det hele) hjemme fra lænestolen.

Reference: Dr. Mercedez Torres, infochef vedr. oplysning om SIDA (AIDS på spansk) i Havana, Cuba.

To top