Perspektiver på kolonihistorie: Romantik eller kritik?
Dette foto er fra en privat samling tilhørende en dansk familie, der var bosat på St. Croix i årene 1912-1920. Det viser en fastelavnsfest i 1917, og en sort dreng sidder i fastelavnstønden. Bag på billedet står: »en af Negrene ville gerne sidde i Tønden medens vi slog til den. Det var vældig sjovt«. Hvordan opfatter du billedet? Tror du, at det tolkes anderledes i dag, end det gjorde i 1917?
Der er to yderpunkter i den måde, den koloniale fortid generelt er blevet – og bliver – anskuet på. Den ene er en nationalromantisk position, som grunder sig i en fascination af tanken om eksotiske kolonier med vajende palmer og dannebrogsflag. Den anden er en kolonikritisk position, hvor der tages kritisk stilling til koloniseringen og dens konsekvenser.
Den romantiske afbildning af kolonierne var fremherskende såvel i historieskrivningen som i den kunst og litteratur, der blev produceret i Danmark i de mange år, hvor Dansk Vestindien var en dansk koloni. Den romantiserende anskuelse er hængt ved længe efter, og i nutiden kan man stadig finde mange spor af koloniromantik. I koloniromantikken sættes der sjældent spørgsmålstegn ved de magtstrukturer, der er i det koloniserede samfund. Derimod fremhæves de idylliske, pittoreske træk ved ’livet under palmerne’, ofte ledsaget af historien om ’den gode dansker’.
I 1894 rejste den ansete danske journalist Henrik Cavling til Dansk Vestindien på reportagerejse for at undersøge forholdene på de danske tropeøer, der på det tidspunkt blev betragtet som en økonomisk klods om benet for Danmark. Cavlings betragtninger blev udgivet i bogen Det Danske Vestindien (1894). Bogen indeholder både elementer af et koloniromantisk syn på fortiden, men også elementer af det, der ligger til grund for et kolonikritisk perspektiv. En del af bogens sider giver malende beskrivelser af øerne og ’folkelivet’, som primært udgøres af den afrocaribiske befolkning. Det er idyllisk, Dannebrog vajer, og:
»Man maatte være Maler for at kunne skildre Naturens Ynde og Folkelivets naive Pudsighed paa denne Ø, som ingen kender Hjemme, skønt dansk Flag har vajet over den i 160 Aar […]
Og Negerbyerne! Vi rider om mellem Bjergene, paa Maa og Faa, og standser ved en lille smuk Plantage, Annaly, der er beliggende en Mils Vej fra Frederiksted. I det lyse Aftensolskin, der forgylder Bjergskraaningerne, ligger hundreder af hvide Huse, spredte mellem Kokuspalmer, der paa tynde Stammer rager op mod Himlen fra en Underskov af blomstrende Buske. Konerne steger Frugt ved Ildsteder, der flammer mellem Træerne; de unge Piger samles ved Cisternen med Lerkrukkerne paa deres Hoveder. Børnene leger langs med Vejen, og Muldyrene græsser paa den grønne Skrænt. Det hele er Billedet af et Idyl«.
Den måde, koloniseringen fremstilles på – i historieskrivningen såvel som i litteratur, kunst og i kommercielt øjemed – er med til at præge den ’almindelige’ befolknings syn på historien. Det er derfor ikke overraskende, at man også i dag ofte møder et idylliseret billede af forholdene i Dansk Vestindien: F.eks. sælges øerne som rejsemål ofte med en koloniromantisk vinkel: Det tabte paradis, en eksotisk ’appendiks’ til den ’rigtige danmarkshistorie’.
Ved siden af de idylliske beskrivelser kan der også skimtes et andet syn på øerne og den afrocaribiske befolkning. Cavling fremlægger sit syn på forholdet mellem Danmark og danskere på den ene side og Dansk Vestindien og de (afrocaribiske) vestindere på den anden. Der er ikke antydning af kritik af den ulighed, som koloniseringen skabte, og som levede ufortrødent videre i 1894, næsten 50 år efter slaveriets ophævelse:
»Efter afsluttet Maaltid strakte vi os med Velbehag i Græsset og indledede en Niggersludder med den Sorte. ’Sig mig, Sebastian, hvad mener Du nu egentlig om Danmark?’ ’Mig mene Danmark meget godt Gentlemen. Dem give sort People Money!’ Ja, deri havde den Sorte desværre altfor megen Ret. ’Ser du, Sebastian. I Danmark er der meget mer fattigt People end i Vestindien. Om Vinteren, naar du gaar og soler Dig og drikker Romsnapse og spiser Sukkerrør, saa tigger vi hjemme Penge sammen for at ikke fattige Folk skal dø af Sult, og vi er glade, naar vi kan faa samlet en nok saa lille Brøkdel af de 500,000 Kr, som vi nu hvert Aar i lange Tider har sendt herover, for at Du kan snapse Rom, mens din væmmelige Sorte Kone staar og steger Skildpaddeben og ryger Kridtpibe og din Søn, Jim, den uopdragne Slubbert, gaar paa Bambula, og din Datter, Noe, driver om paa Gaderne og synder mod det Sjette Bud’«.
På mange måder var det først med Thorkild Hansens ’slavetrilogi’ (Slavernes Kyst (1967), Slavernes Skibe (1968) og Slavernes Øer (1970)), at den danske befolkning for alvor blev introduceret for et kritisk blik på den danske kolonitid. Selvom Thorkild Hansens bøger også indeholder elementer af koloniromantik, konfronterede bøgerne danskerne med en beskrivelse af den danske kolonitid som alt andet end kilde til national stolthed.
Men kolonikritikken som historisk disciplin er en relativt ny indfaldsvinkel. Den blev udviklet i midten af det 20. århundrede i forbindelse med afkoloniseringsprocesserne rundt om i verden. Den postkoloniale teori og kulturforskning indbefatter et opgør med de dominansforhold, der kendetegner koloniale såvel som post-koloniale samfund, altså tidligere koloniserede lande. Udgangspunktet er, at koloniseringen ikke blev afsluttet med opløsningen af kolonialisme, men at koloniseringens politiske, kulturelle og psykologiske påvirkning fortsat præger de tidligere kolonilande, f.eks. i form af mindreværdsfølelse og fremmedgjorthed. Det er klart, at en postkolonial indfaldsvinkel til kolonihistorien forholder sig kritisk til koloniromantikken: I et kolonikritisk syn er romantikken – fortællingen om et lykkeligt og idyllisk samfund – også en slags hvid dominans, en udviskning af det misbrug og den undertrykkelse af befolkningen, der lå til grund for den eurocaribiske idyl i kolonierne.
Det er først indenfor de seneste ti års tid, at kolonikritikken for alvor er begyndt at slå igennem i historieforskningen i Danmark. Der findes en lille håndfuld forskere, som har skrevet afhandlinger med udgangspunkt i kolonikritikken, og som på den måde har udvidet den historiske viden, som den mere traditionelle handels- og søfartshistoriske historieforskning har bidraget med. Den nyeste forskning handler i høj grad om at bruge kildematerialet på nye måder og om at forsøge at zoome ind på individer, hvis stemme ikke tidligere har været repræsenteret i historieskrivningen.
Når man arbejder med fortidens syn på klasse, køn og race i dansk kolonihistorie ud fra en kolonikritisk indfaldsvinkel støder man ofte på elementer, der i nutidens syn opfattes anderledes, end de nok gjorde i deres samtid. Det står f.eks. klart, når man arbejder med de historiske kilder og litteratur, at de færreste danskere og eurocaribiere i kolonitiden i Dansk Vestindien reflekterede særligt over racisme eller satte spørgsmålstegn ved racistisk hierarki eller undertrykkelse. Relationer, mønstre og begivenheder, der i vore øjne er negative eller problematiske, er (set fra det privilegerede, eurocaribiske synspunkt) i fortiden ofte blevet betragtet som helt almindelige, og man har ikke følt sig som et ’dårligt menneske’, selvom man i nutidens øjne har deltaget i og opretholdt en kultur, der var baseret på undertrykkelse og misbrug.
Kan – og skal – man forholde sig til problematiske begivenheder i fortiden uden at dømme fortidens mennesker på nutidens præmisser? Som nutidsmenneske skal man holde sig for øje, at fortidens mennesker levede i et andet samfund end vores, med andre værdier og moralske retningslinjer. Fortidens mennesker forholdt sig naturligt til de fortællinger, der var selvfølgelige i deres egen tid. Det skal man forholde sig til, men det skal ikke fritage os fra kritisk stillingtagen: Historiefaget handler ikke kun om at gengive historien ’som den var’ (eller som den blev fremstillet af den dominerende gruppe, som skrev historien ned), men i høj grad også om at gå i dialog med fortiden og derved bruge historien til at forstå nutiden – og i sidste ende til at skabe fremtiden.
Lidt overordnet set kan man sige, at det ikke er konstruktivt at bruge fortidens synder til at bringe skyld og skam over nutiden, men man kan til gengæld godt tage ansvar for at belyse så mange nuancer af fortiden som muligt i nutiden. Oplysning og indsigt i fortiden kan bidrage til et opgør med nedarvede (u)sandheder: Vi skal lære af historien. Man kan også gøre sig overvejelser om, hvordan fremtidens historikere vil dømme os, nutidens mennesker. Kan vi allerede i vores samtid forudse, hvad fremtiden vil dømme os for?
Rikke Lie Halberg og Bertha Rex Coley
Læsetips:
Fog Olwig, Karen: Hvad skal vi med dansk kolonihistorie? I: Fortid og Nutid, Bind XXXII, 1985.
Sebro, Louise: Danmark og den koloniale fortid. I: Arkæologisk Forum, nr. 14, 2006.
Thisted, Kirsten: Hvor Dannebrog engang har vajet i mer end 200 Aar. I: Tranquebar Initiativets Skriftserie, nr. 2. Nationalmuseet, 2008.
