Det Muslimske Broderskabs otte generalvejledere (murshid)
Her kan du læse mere om det Muslimske Broderskabs otte generalvejledere (murshid)
- Hasan al Banna
- Hassan al-Hudaybi
- Umar al-Tilmisani
- Muhammad Hamid Abu al-Nasr
- Mustafa Mashur
- Ma'mun al-Hudaybi
- Mohammed Mahdi Akef
- Mohammed Badie
Skolelæreren Hasan al Banna var bevægelsens grundlægger og murshid fra 1928-1949. Han er naturligvis indbegrebet af 'den gamle garde'. Banna så bevægelsen som en avantgarde af forkyndere, der med deres dobbelte dawa (forkyndelse + opbygning af islamiske institutioner) skulle omforme og forene de nationalt opdelte ummaer, så de i tidens fylde kunne forenes i et islamisk kalifat, så islam kunne blive svaret for alle. Naturligvis i første omgang muslimerne, men Banna var overbevist om, at alle andre, når de ved selvsyn så islams overlegenhed, mere eller mindre frivilligt ville tilslutte sig umma, som det jo også var sket for profeten i Medina.
Banna afskyede de vestlige korsfarere (England, Frankrig, USA), der sammen med Israel og kommunismen var hans hadeskikkelser. Og især afskyede han de menneskeskabte ideologier, som de havde udviklet.
Banna nærede ikke noget ønske om, at Det Muslimske Broderskab skulle deltage i politik, som han betragtede som svindel. Han ville heller ikke høre tale om, at Det Muslimske Broderskab skulle vælge en mellemvej ved at forsøge at få anerkendt et politisk parti, der på den måde kunne sikre Broderskabet politisk repræsentation. Spørgsmålet var uvelkomment og irrelevant, for Det Muslimske Broderskabs magtovertagelse ville over tid ske helt af sig selv.
Banna ville dog indtil magtovertagelsen gerne samarbejde med myndighederne med henblik på at få dem til at respektere sharias overholdelse. Denne del af Bannas strategi lykkedes dårligt.
Islam er Bog og Sværd, og det betød for Banna, at det var religiøs pligt for Det Muslimske Broderskab at gribe til væbnet opstand, hvis islam og Broderskabet var truet.
Advokaten og dommeren Hassan al-Hudaybi var murshid i perioden fra 1949 til 1972. Han er så ubetinget den længst siddende murshid. Han blev efter mordet på Banna udpeget, fordi han som et respekteret samfundsmedlem skulle fjerne den aura af vold, der på dette tidspunkt omgav Broderskabet.
I Hassan al-Hudaibys embedsperiode væltede kritikken fra 1954 frem mod 'den gamle garde' ledet af Hudaiby, fordi den fortsatte samarbejdet med Nassers stat, selvom brødrene blev udsat for vilkårlig fængsling, tortur og henrettelse. Specielt Qutb stod for denne kritik, som han fremførte i sin Milestones, hvor han opfordrede til hidjra fra jahiliya og væbnet jihad.
Hudaiby holdt fast i Bannas stategi og kritiserede Qutb. Han skrev bogen Vi er forkyndere, ikke dommere, hvor han afviste Qutbs ret til at vurdere, om andre muslimer var frafaldne. Hudaiby var udmærket klar over, at hvis man beskyldte andre muslimer for takfir, så var der kun opgøret og ummas sprængning tilbage.
Generelt kan man vistnok sige, at Hudaibys lange embedsperiode var præget af hans opgør med Qutb, hvor Qutb synes at have trukket det længste strå, da det var hans opfattelser, der nød interesse og gennemslagskraft hos de yngre generationer.
Hudaiby blev i 1965 fængslet af Nasser, men han blev lukket ud af fængslet i 1971 efter at Sadat havde overtaget magten efter Nasser.
Advokaten Umar al-Tilmisani, der kom fra en rig jordejende familie i Algier, blev Det Muslimske Broderskabs tredje murshid i perioden 1972–1986. Han tilhørte som de øvrige 'den gamle garde', idet det var Hasan al-Banna selv, der i 1933 sørgede for, at han blev tilknyttet Det Muslimske Broderskab.
Det var i Tilmisanis embedsperiode, at den store islamiske vækkelse fandt sted, og det var ligeledes under Tilmisani og med hans billigelse, at Det Muslimske Broderskab påbegyndte den overtagelse af fagforeningerne, der havde som resultat, at bevægelsen, selv om den principielt var forbudt, fik indvalgt medlemmer i parlamentet. Tilmisani stod således neo-brødrenes nye orientering nær, hvor politisk indflydelse og ønsket om at deltage i valg blev højt prioriteret, også selv om Tilmisani så udmærket var klar over, at der blev snydt ved valgene.
Tilimisani kom af flere omgange til at tilbringe tid i fængsel. Nasser lod ham fængsle i 1954, Sadat lod ham fængsle i 1981, og Hosni Mubarak fængslede ham igen i 1984.
Muhammad Hamid Abu al-Nasr var den fjerde murshid. Han virkede i perioden 1986–1996. Hans valg betød en styrkelse af 'den gamle garde' og dens afvisning af, at broderskabet skulle danne et set selvstændigt parti og forsøge at skaffe sig politisk indflydelse.
Nasr var en overgangskandidat, der ikke tillægges stor betydning. Det var efter det oplyste hans efterfølger, Mustafa Mashur, der overtalte Shura til at udpege Nasr.
Mustafa Mashur (1921-2002) var en velstående jordbesidder, der virkede som Det Muslimske Broderskabs femte murshid i perioden 1996–2002. Han tilhørte udpræget 'den gamle garde', der stædigt holdt fast ved sharia og var modstander af, at det var ummas flertal, der skulle udstikke kursen.
Mashur havde været fængslet, fordi han i 1948 var en del af inderkredsen i det af Banna nedsatte Hemmelige Apparat, der førte væbnet kamp mod kong Faruks regime.
Mustafa Mashur er et godt eksempel på, hvordan den gamle garde med dens shariafiksering og beredthed til jihad fortsat sad tungt på Det Muslimske Broderskab. Han havde derudover siden 1980'erne ledet den avantgardegruppe, der tilhørte 'Det Specielle Projekt'.
Mustafa Mashur blev ikke formelt udpeget af Shura Rådet. Han blev valgt som generalvejleder, da han ved Nasrs begravelse aflagde troskabseden over for Det Muslimske Broderskab.
For Neo-Brødrene var Mashur en reaktionær, der med sin insisteren på sharia og afvisningen af at gøre op med jihad, dvs. væbnet kamp, stædigt holdt Det Muslimske Broderskab fast på Bannas konservative linje med afvisning af kvinder, demokrati og kopterne. Neo-Brødrene var overbeviste om, at hvis Det Muslimske Broderskab skulle komme videre, måtte man afsværge væbnet opstand, erstatte sharia med Det Muslimske Broderskabs enighed og åbne for koptere og kvinder og parlamentarisk demokrati. Sagt på en anden måde kan man sige, at Mashur mere tænkte på islam som globalt fænomen, mens Neo-Brødrene tilsyneladende var mere egyptisk-nationale i deres målsætning for islam.
Ma'mun al-Hudaybi var den sjette murshid i perioden 2002–2004. Han var søn af Hassan al-Hudaybi, der havde været generalvejleder fra 1949 til 1972.
Der er almindelig enighed om, at Ma'mun al-Hudaybi i fængslet havde spillet en afgørende rolle i formuleringen af Vi er forkyndere, ikke dommere, der markerede 'den gamle gardes' opgør med qutbismen.
I den korte tid han var generalvejleder, nærmede han sig Neo-Brødrene, idet han markerede sin sympati for demokrati, modstand mod vold, ummas afgørelser m.m.
Mohammed Mahdi Akef (1928-) var den syvende murshid i perioden fra 2004 til 2010. Han blev udpeget af Shura Rådet ved Hudaybis død.
Akef var uddannet som fysiker og jurist. Han sluttede sig til Det Muslimske Broderskab i 1940 og havde nær kontakt til Hasan al-Banna. Akef tilbragte mange år i Nassers fængsel, hvorfra han blev lukket ud i 1974, da Sadat forsøgte sin tilnærmelse til broderskabet.
Akef tilhørte principielt 'den gamle garde' med dens shariafiksering, men han fremstod på trods heraf som en slags kompromiskandidat mellem den gamle garde og Neo-Brødrene. Ved sin tiltræden præsenterede han et manifest, hvori han gjorde klart, at Det Muslimske Broderskab gik ind for demokrati og pluralisme. Det Muslimske Broderskab ønskede at deltage i valg, og broderskabet anerkendte, at kopterne var en del af den egyptiske nationale enhed.
For 'den gamle garde', som Akef selv tilhørte, var denne tilnærmelse til nationalstaten og vestlige værdier uspiselig, også selv om den garneredes med løfter om, at sharia skulle være den egyptiske stats eneste kilde til lovgivning, samt at der skulle nedsættes et Vogternes Råd, der skulle bremse lovforslag, der var uforenelige med sharia.
Akef er den første generalvejleder, der valgte ikke at stille op til nyvalg, da hans periode udløb i januar 2010. Der er grund til at tro, at den stadigt mere accentuerede konflikt mellem 'den gamle garde' og Neo-Brødrene har gjort, at han har ønsket at slutte.
Mohammed Badie (1943-) er Det Muslimske Broderskabs ottende murshid siden 16. januar 2010.
Badie er uddannet som dyrlæge. Han sluttede sig til Det Muslimske Broderskab i 1959, hvor han hurtigt kom til at tilhøre inderkredsen. Nasser fængslede ham i 1965. Han blev lukket ud af fængslet i 1974 i forbindelse med den amnesti, som Sadat gav. Mohammed Badie er i dag både generalvejleder og professor på veterinærstudiet på universitetet Beni Suef.
Valget af Badie ses som oftest som et udtryk for en styrkelse af 'den gamle garde', men man må på den anden side sige, at han også har forsøgt at vise imødekommenhed over for Neo-Brødrene, hvor han har bekræftet bevægelsens forpligtelse til at afstå fra væbnet opstand, ønsket om gradvis demokratisk reform, aktiv deltagelse i det politiske liv samt forpligtelsen til den traditionelle dobbelte dawah.
Det Muslimske Broderskabs murshider har alle været højtuddannede advokater og lignende, og derudover har flere også været store jordbesiddere. Murshidernes klassemæssige tilhørsforhold understreger Det Muslimske Broderskabs solide fundering i samfundets højere middelklasse. Det Muslimske Broderskabs medlemmer var fra starten en avantgarde af uddannede og ressourcerige, der med deres indsigt og organisatoriske træning formede menighederne i deres billede, så alle kom til at dele deres syn på islams sharia som norm for det islamiske samfund.
Et dominerende træk i dette helhedssyn var bevægelsens had til kommunismen, som Det Muslimske Broderskab har fælles med alle islamistiske bevægelser. Kommunismen markerede kulminationen på menneskelig selvovervurdering med deraf følgende ekskommunikation af Allah og hans vilje. Helvedestrekanten består for to af benenes vedkommende af korsfarernationerne Israel og USA, mens trekantens sidste ben udgøres af kommunismen.
