Demokrati efter folkmord
Kronik af Peter Frederiksen, historiker og forfatter til De røde khmerer – folkemord og forsoning i Cambodja.
Bragt i Politiken 7. december 2000.
Tidligere topfolk i et af det 20. århundredes blodigste regimer nyder frihed og magt i dagens Cambodja. Et retsopgør, der skal stille de kriminelle Røde khmer-ledere for retten er nødvendigt, hvis det spæde demokrati i landet skal overleve. Men der kan gå langt tid før et sådant kommer, hvis det da nogensinde kommer. Artiklens forfatter er historiker og har netop besøgt Cambodja.
Ondskab og brutalitet, mord og magtbegær har altid eksisteret, og der kan op gennem historien gives utallige eksempler på barbariske massakrer og bestialske folkemord. Selvom folkemord ikke kan gradbøjes er Røde Khmer-revolutionen i 1975-79 et af de mørkeste og mest brutale folkedrab i det 20. århundredes historie. Beviserne for De Røde Khmerers rædselsregime findes i overflod. Historikere og menneskerettighedsorganisationer har gennemført et minutiøst dokumentationsarbejde og alle er enige om forbrydelsen, men strides om antallet af ofre – var det en million, halvanden eller måske to millioner. Antallet er på sin vis ligegyldigt, kendsgerningen er, at borgerlige intellektuelle systematisk blev henrettet, familier opløst og landet forvandlet til en gigantisk arbejdslejr, hvor landområder blev udsultet og tusindvis af Cambodjanere blev fængslet og henrettet. Ligeså sikkert som dette folkemord er dokumenteret, ligeså sikkert er det, at de ansvarlige i dag er på fri fod. Og det vil de formentlig blive ved med, for de nyder godt af den amnesti og beskyttelse som deres mangeårige hovedmodstander under borgerkrigen 1979-89, ministerpræsident Hun Sen, giver dem. Alt tyder på, at Hun Sen, der er tidligere major i De Røde Khmerer, vil forsøge at holde hånden over sine tidligere våbenbrødre og modstandere. Hvorfor? Svaret er ikke enkelt og skal man nå til en forståelse af situationen i Cambodja i dag er det nødvendigt, at kigge tilbage i historien.
De første ideologiske kugler til Røde Khmer-revolutionen i 1975 blev ikke støbt i hovedstaden Phnom Penh, men derimod i Paris. Det begyndte i en ånd af håb og optimisme: I september 1949 ankom 21 cambodjanske studenter – de fleste som klassekammerater fra det samme gymnasium i Phnom Penh - med dampskib til Marseilles. På Cite Universitaire i Paris blev de rystet sammen med andre udvalgte studenter fra Frankrigs oversøiske besiddelser. De unge, begavede khmerer så lyst på deres muligheder. Deres samtaler drejede sig ofte om fremtiden for hjemlandet, som havde været fransk protektorat siden midten af 1800-tallet. De var bevidste om, at Cambodja byggede på resterne af den årtusindgamle khmer-kultur, som 800 år tidligere havde været en regional stormagt i Sydøstasien.
I universitetsmiljøet stod det franske kommunistparti uhyre stærkt og hvervede mange unge sjæle fra de oversøiske besiddelser. To af dem var Saloth Sar og Ieng Sary, som få år senere blev beslægtede som svogre gennem ægteskab med to søstre. Saloth Sar og Ieng Sary blev nøglefigurer i de cambodjanske studerendes forening og knyttede sig hurtigt til ungdomsforbundet i det franske kommunistparti.
Her opstod inspirationen til det samfundseksperiment, der et kvart århundrede senere kostede omkring halvanden million cambodjanere livet. På det tidspunkt har Saloth Sar taget navneforandring til Pol Pot og sammen med Ieng Sary og de andre studiekammerater fra Paris udgør de den kollektive ledelse af Demokratisk Kampuchea, der er Cambodjas officielle navn i perioden fra april 1975 til regimets fald i januar 1979.
Pol Pot var den militære og ideologiske leder af den partisanhær, som under en blodig krig 1970-1975 bekæmpede et USA-støttet republikansk regime i Phnom Penh. Om morgenen 17. april 1975 rykkede de sortklædte partisaner - mange af dem kun teenagere eller først i 20erne - ind i den ødelagte hovedstad og udråbte revolutionen, og beordrede tiden ændret til ”År 0” – eller ”genfødslens år”, som Pol Pot selv kaldte det. Hvorfor lykkedes det De Røde Khmerer at tage magten i Cambodia? Et af svarene finder man seks år forinden. 18. marts 1969, iværksatte amerikanske B-52 bombefly Operation Breakfast en serie hemmelige bombninger af mål i det østlige Cambodja for at ramme de områder, hvor sydvietnamesiske og cambodjanske partisaner hævdedes at have baser. Bombningerne, der blev beordret af daværende præsident Richard Nixon og hans sikkerhedsrådgiver, Henry Kissinger, fortsatte regelmæssigt i de følgende fire år, indtil Kongressen kendte dem ulovlige og tvang Nixon til at standse dem i august 1973.
I denne periode blev den skrøbeligt neutrale buddhistiske stat forvandlet til et veritabelt slagtehus, hvor det amerikanske luftvåben havde frit slag til at pulverisere de cambodjanske landdistrikter. Hundredevis af landsbyer med civile og bønder blev jævnet med jorden, og kampagnen skabte dermed en massiv tilslutning til de Røde Khmerers partisanhær. USA kan således ikke se sig fri for ansvar for at det lykkedes De Røde Khmerer at tage magten.
Inden for de første to uger blev alle byboere (også de hospitalsindlagte) tvangsforflyttet ud på landet og anbragt i arbejdshold for at udføre tvangsarbejde 12-15 timer i døgnet. Hele landet blev lavet om til en stor koncentrationslejr, hvor ingen kunne føle sig sikre, og hvor ulydighed af enhver art medførte omgående henrettelse.
Evakueringen af Phnom Penh skulle være begyndelsen til et samfund uden byer og uden institutioner af nogen art. Det som De Røde Khmerer forsøgte at gennemføre i 1975, var det, som marxismens dogmatikere hævdede ville tage årtier, ja, måske endda århundreder; det klasseløse samfund og statens bortdøen. ”Det virker næsten forkert at give Khmer Rouges rædselsregime betegnelsen diktaturstat” skriver forfatteren Carsten Jensen i bogen Jeg har set verden begynde ”Torturstat er mere betegnende, for nok blev mennesker i Kampuchea reduceret til midler ligesom i et traditionelt diktatur, men ikke for at opbygge eller konsolidere en magt. De var blot midler til deres egen tilintetgørelse, i sidste ende til nationens selvmord som et samfund med genkendelige træk eller nogen nævneværdig sammenhængskraft”.
Hver femte indbygger blev offer for De Røde Khmerers folkemord. Hundredetusinder - ikke mindst intellektuelle med samme over- og middelklassebaggrund som Pol Pot og hans kammerater fra studenterårene i Paris - blev torteret til døde eller likvideret som ”statsfjender”. ”At holde ham i live er ingen nytte, at ofre ham er intet tab”, forklarede regimets unge bødler deres ugerninger, og de sparede deres patroner til revolutionen ved at dræbe deres ofre med et kølleslag i nakken. Briller afslørede, at man var intellektuel eller kapitalist. Det samme gjorde lys hus eller bløde håndflader. Kvinder blev beordret til at klippe deres lange hår, fordi langt hår var tegn på forfængelighed.
I S-21 fængslet i midten af Cambodjas hovedstad Phnom Penh blev tusinder af fanger tortureret til døde. Under strenge sikkerhedsregler foregik et forhør under umenneskelige vilkår, der efterlod torturens ofre i blod, smerte og tavshed. Bødlerne, der havde gjort sig til herre over liv og død, havde i et direkte sprog opsat et regelsæt, der i dag står som vidnesbyrd på den totale destruktion af mennesket. For ofrene i dette dødehus eksisterede verden ikke længere, kun smerten. Fængslet blev indrettet i et tidligere gymnasium, hvis indretning naturligvis var praktisk da klasseværelserne kunne anvendes som celler og forhørslokaler. Men der ligger også et paradoks i at benytte netop et gymnasium til gerningssted, for netop gymnasiet er det sted, der former fremtidens elite og der, hvor det enkelte individs personlighed og ansvar opbygges. Der skulle nu ske det modsatte: landets elite og fremtid blev knust og dets personligheden tilintetgjort.
De Røde Khmerer bekendte sig ideologisk til den dogmatiske marxisme, men kaldte sig blot ”angkhar”, organisationen. ”Angkhar er som en ananas på grund af sine mange øjne, alt hvad folk foretager sig ved angkhar”, hviskede de terroriserede Cambodjanere til hinanden i de 44 måneder, Pol Pots rædselsregime farvede Cambodjas rismarker blodrøde. Det organisatoriske apparat, som den dengang 47-årige Pol Pot var chef for, var i sin opbygning et klassisk, marxistisk-leninistisk kommunistparti, ganske som det kendtes fra Vietnam, Kina, Sovjetunionen og Frankrig. Internt i organisationen blev Pol Pot betegnet som Broder nr. 1, den første blandt ligemænd. Den hierarkiske placering for organisationens øvrige brødre kom senere til at betyde liv eller død for ledelsens medlemmer i de udrensninger, som i sidste ende førte til regimets undergang i 1979.
Tvunget fra magten af vietnamesiske besættelsesstyrker i januar 1979 regrupperede Pol Pot sine Røde Khmerer omkring sit gamle skjulested i byen Pailin i grænselandet til Thailand. Vietnameserne indsatte en regering i Phnom Penh, der bestod af tidligere Røde Khmer-politikere og soldater. Blandt disse politikere var den nuværende ministerpræsident Hun Sen, der havde været major i Røde Khmer-hæren i midten af 1970’erne. Hun Sens regering blev anerkendt af Sovjetunionen og dets allierede i Østeuropa, men den blev derimod hverken anerkendt af USA og den vestlige verden eller af tredjeverdenslande med Kina i spidsen. Til gengæld blev den gamle Røde Khmer-regering fortsat anerkendt som Cambodjas lovlige regering og beholdt fx sin plads i FN frem til 1991.
I den borgerkrig der fulgte den vietnamesiske invasion og som varede helt frem til 1991, fik Røde Khmer-partisanerne, der kontrollerede det meste af Cambodjas jungle, støtte fra de vestlige lande USA, England og Frankrig. Der er strid om, hvor de miner der stadig ligger i jorden i Cambodja kom fra. De fleste forklaringer peger på, at stor set al militær bistand til partikolitionen kom fra Kina via Thailand. I 1993 forsøgte UNTAC at presse Thailand og Kina til at indstille denne militære trafik.
I 1989 pressede Moskva Vietnam til at trække sig ud af Cambodja, og i 1991 trådte FN til med en ambitiøs fredsplan, der tilbød De Røde Khmerer politisk deltagelse på parlamentariske vilkår i et nyt Cambodja. Hun Sens omdannede kommunistparti, Cambodjan People´s party, tabte de FN-kontrollerede valg i maj 1993, men med trusler om terror tiltvang Hun Sen sig en post som ”Anden ministerpræsident” under valgets vinder, Prins Norodom Ranariddh, søn af landets konge, Sihanouk.
De to regeringschefer, Ranariddh og Hun Sen, så mulighederne for at hverve tilhængere i den magtkamp, der opstod i kølvandet på at FN-administrationen ophørte i 1993. For talrige Røde Khmer-officerer har begge ministres tilbud om alliancer og samarbejde været en bekvem måde at undgå international retsforfølgelse.
Det var tilfældet da Røde Khmer-kommandanterne, Ieng Sary og Khieu Samphan i 1996 indgik en fredsaftale med regeringen. Aftalen gik ud på, at Røde Khmer-højborgen Pailin skulle være et autonomt område og Røde Khmer-hæren skulle indgå i regeringehæren. I dag lever Ieng Sary (tidligere kaldt ”Broder nr. 2”) en fyrstelig tilværelse i Pailin under beskyttelse af regeringens amnesti. Pailin har lige siden 1979 været De Røde Khmers skjulested. Og Pailin med tilnavnet ”mordernes by” er et nærmest uforståeligt fænomen. Carsten Jensen beskriver det således i en kronik i Jyllandsposten (9/3-1999): ”For at forstå Pailin, må man forestille sig noget fuldkomment usandsynligt. F.eks. at Sovjetunionen ved Anden Verdenskrigs afslutning kom de allierede i forkøbet og løb hele Tyskland over ende, at der aldrig kom nogen Nürnberg-processer, men at hele den nazistiske ledelse undslap til Bayern, hvor de forskansede sig, og at vestmagterne med den den kolde krigs særlige logik besluttede sig for at støtte dem for at skabe en modvægt til den sovjetiske indflydelse i resten af Tyskland. At Sovjetunionen omsider kollapsede og trak sig ud af Tyskland, og at den nye tyske regering derpå tilbød Hitler, Goebbels, Himmler og Göring forsoning med forsikringer om, at de, hvis de strakte hånden frem, ville blive generøst belønnede, hvorpå de blev tilbudt hele Bayern kvit og frit som deres private ejendom, et feudalt len, hvor de kunne herske enevældigt, hvis de til gengæld blot ville anerkende den tyske regerings legitimitet”.
Den besynderlige regeringskonstruktion med både Ranariddh og Hun Sen som ministerpræsidenter varede frem til sommeren 1997, hvor Hun Sen tog den fuldstændige kontrol med magten og fordrev Ranariddh efter et blodigt militærkup.
Udviklingen i Cambodja siden Hun Sens militærkup stiller det internationale samfund over for en serie ubehagelige spørgsmål. Trods sin fortid som Vietnam-støttet leder af et kommunistisk regime i Phnom Penh i 1980erne er Hun Sen blevet internationalt accepteret, også af USA og EU, som den nødvendige garant for, at de Røde Khmerer ikke på ny tager magten i det krigsødelagte land. Den ubehagelige kendsgerning i dagens Cambodja er, at en stor del af Røde Khmer-bevægelsen ikke er blevet elimineret, men benådet og optaget i det siddende regime. I den nuværende cambodjanske regering er en række af nøgleposterne besat af folk med en fortid i de Røde Khmerer. Udover regimets stærke mand, Hun Sen, gælder det således forsvarsministeren, indenrigsministeren, formanden for Nationalforsamlingen, samt hundredvis af embedsmænd i provinsadministrationerne.
De seneste års afhopninger har splittet den engang så frygtede og magtfulde partisanbevægelse op i to hovedgrupper: En lille gruppe på højst et par tusinde, som holder stand i junglen og stadig forsøger at kæmpe imod regimet i Phnom Penh - og en langt større gruppe, som er effektivt reintegreret i regeringsapparatet. Det er vanskeligt at forestille sig, at de nogen sinde bliver stillet for en krigsforbryderdomstol.
Den tidligere general Ta Mok også kendt under navnet ”slagteren” sluttede til gengæld ikke fred, og i 1999 blev han fanget og sidder i dag i fængsel i Phnom Penh. Igennem det seneste halve år har det været diskuteret om Ta Mok skal stilles for en international krigsforbryderdomstol eller for en national domstol, ja, nogen har talt om, at der skulle etableres en sandhedskommission i stil med den man har i Sydafrika. Selvom et retsopgør mod Cambodjas morderiske Røde Khmerer har stået højt på den internationale dagsorden det seneste år, ser det ud til at Cambodja aldrig får chancen for at stille deres bødler til regnskab. Det blev klart i august 1999, da Cambodjas Nationalforsamling vedtog en lov, der medfører, at personer mistænkt for folkemord, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden kan holdes fængslet i op til tre år uden en retssag mod tidligere seks måneder. Loven var specifik rettet mod Ta Mok, der blev arresteret 6. marts og ifølge den gamle lov skulle stilles for en dommer inden 6. september.
Når Cambodja ikke griber til handling, skyldes det ikke mindst, at sagen mod Ta Mok kan få vidtrækkende konsekvenser for det hårdtprøvede land. En retssag af den ene eller anden art kan nemlig hurtig komme til at betyde, at gamle sår springer op og måske kan udvikle sig til en ny borgerkrig - også selvom der ikke er stor sandsynlighed for, at de Røde Khmerer griber til våben. Men kan landet og dets hårdtprøvede befolkning være tjent med, at retsopgøret udsættes eller måske helt udelades?
Tusindvis af familier har mistet familiemedlemmer under Pol Pot og nogle observatører taler om landets traume, hvor befolkningen fortrænger deres oplevelser for at overleve. På overfladen lever Pol Pot-tiden således ikke i dagens Cambodja, men når man kommer ind på livet af Cambodjanerne bliver der lukket op for grusomme oplevelser. Tiden er inde til et retsopgør, hvis det spæde demokrati i Cambodja skal overleve. Overalt i Cambodja skyder nye græsrødder og NGO’er op; demokratiet spirer og i kølvandet på denne langsommelige proces vokser ønsket op et retsopgør. Mange Cambodjanere satte deres lid til det blandede Cambodjanske, internationale tribunal, som FN sidste år arbejdede på at konstruere. Men også denne løsning stødte på modstand i den Cambodjanske regering. Hun Sen ønsker ikke en forbrydertribunal og FN kan ikke danne et tribunal uden Cambodjanernes accept. Det er derfor vigtigt, at Vesten bakker op omkring demokratiseringsprocessen i Cambodja, som det også er tilfældet med Folkekirkens Nødhjælp, der støtter mange af de nye græsrødder, der skyder op. Men også andre initiativer bør støttes, så den Cambodjanske befolkning uddannes i humanistiske værdier. Der skal opbygges en humanistisk basis, for uden en sådan basis kan man slet ikke lære noget om de folkemord og grusomheder, der fandt sted i Cambodja. Den humanistiske basis skal sikre, at alarmklokkerne ringer og siger, at her er noget rivende galt. Resultatet skulle gerne blive, at den unge generation af Cambodjanere forstår, at deres medbestemmelse er nødvendig. Det er vigtigt, at befolkningen inddrages i retsopgøret og deltager i det. Retsopgøret skal bidrage til forsoning og enhed ved at finde sandheden om det, der skete. Opbygningen af det spæde demokrati i Cambodja er uløseligt forbundet med dette retsopgør. Alene af den grund bør Vesten spille en aktiv rolle for at få retsopgøret sat i gang.
