Den røde terror – og den danske forbindelse
Peter Frederiksen, forfatter til De røde Khmerer – folkmord og forsoning i Cambodja, har skrevet nedenstående artikel.
I 1970’erne støttede dele af den yderste venstrefløj i Danmark det pro-kinesiske og maoistiske samfundseksperiment, der under De Røde Khmerers ledelse udspandt sig i Cambodja. De Røde Khmerer var ved magten fra 1975 til 1979 og kostede mellem 1,7 og 2½ million mennesker livet. Cambodja lider stadig under dette rædselsherredømme og for at landet kan komme ud af det kollektive traume som tragedien medførte, er forsoning og et retsopgør mod de tidligere ledere nødvendigt. En danskers mødereferat kan i et eventuelt retsopgør blive fremlagt som dokumentation på styrets brutalitet. Kronikøren er historiker og har været i arkiverne i Documentation Center of Cambodia i Phnom Penh.
Papiret er gulligt og blækket på det håndskrevne notat er begyndt at flyde ud. Hjørnerne er bukkede og papirets fibre har trukket sig sammen som resultat af den fugtige og tropiske varme. Det er et interessant dokument som det tidligere topmedlem af Kommunistisk Arbejder Parti (KAP) Peter Bischoff er forfatter til. Det er et referat fra mødet med Nuon Chea, der blev betragtet som ”Broder nummer to” i Demokratisk Kampuchea som Cambodja hed mens Pol Pots morderiske regime var ved magten fra april 1975 til januar 1979. Mødet fandt sted i sommeren 1978, hvor to topmedlemmer af det relativ unge parti KAP besøgte Kampuchea. Partiet støttede det kommunistiske Kina og havde efter et besøg i Beijing fået en invitation til at komme til det Kina-støttede Kampuchea. Bischoff og den senere formand for KAP, Svend Aage Madsen, blev taget godt i mod og på en guidet tur besøgte danskerne mønstrekollektiver, hvor folk hverken sultede eller døde foran næserne på gæsterne – alt sammen noget der var i skærende kontrast til hverdagen i det maoistiske samfundseksperiment under Pol Pot og Nuon Cheas ledelse.
De Røde Khmerer kom til magten 17. april 1975, da de barfodede guerillasoldater i deres sorte pyjamasser og med rødternede tørklæder viklet om hovedet marcherede ind i Phnom Penh. Mange af dem var kun store børn. Alle steder hilste Phnom Penhs indbyggere dem velkommen med jubel og glæde. Efter fem års borgerkrig troede cambodjanerne, at De Røde Khmerer kom med fred og fremgang - ikke mere krig, sult, nød og elendighed. Få kunne have forestillet sig det samfund, som Pol Pot og hans medsammensvorne gik i gang med at skabe, få timer efter at Røde Khmer-tropperne marcherede ind i Phnom Penh: Demokratisk Kampuchea skulle være den ultimative, klasseløse bondestat.
Ideologisk byggede Røde Khmer-revolutionen på en blanding af bondekommunisme og stærk nationalisme, der tog udgangspunkt i khmerernes storrige i Sydøstasien i 11-1200-tallet. Den kommunistiske inspiration kom fra Mao’s Kina og ’Det store spring fremad’, og flere af fireårsplanens elementer var næsten tro kopier af kinesiske fremtidsvisioner. Men ellers fulgte khmererne ikke en konsekvent marxistisk ideologi eller teori. Dette bevidner tvangsevakueringen af byerne, der blev påbegyndt allerede 17. april 1975. At flytte befolkningen ud på landet er i dyb modstrid med Lenin og Marx’s kommunistiske doktriner om, at byerne skal føre an i forhold til landområderne. Tømningen af byerne var således i klassisk kommunistiske øjne det rene vanvid.
Der lå en helt anden tankegang til grund for evakueringen. I Peter Bischoffs referat fra mødet med Nuon Chea ses det tydeligt, at det paranoide regime mest af alt var bange for ”den indre fjende”, der kunne samles i byerne og udgøre en trussel mod det nye styre. Den indre fjende skulle knuses og det skulle ske ved, at befolkningen blev sendt ud på landet og dyrke ris som ligestillede bønder.
De Røde Khmerers regime var præget af en grundlæggende mistillid overfor den cambodjanske befolkning, hvilket kom til udtryk i hemmeligholdelsen af stort set alt. Det var en central del af De Røde Khmerers politik at skabe mistillid i befolkningen ved at ødelægge de menneskelige relationer og på familieområdet befalede det nye regime en opsplitning af familierne, tvangsægteskaber og udbredt brug af børnespioner. Netop hemmeligholdelsen undrede de to danskere og mødereferatet bevidner også flere kritiske spørgsmål netop til denne hemmeligholdelse. Efter hjemkomsten rapporterede Peter Bischoff og Svend Aage Madsen til KAP’s ledelse, at De Røde Khmerers sikkerhedspolitik bar præg af illegalitet og ikke som forventet som et statsbærende parti, hvilket måtte tyde på, at den cambodjanske befolkning ikke stod bag regimet. Dette bevirkede, at KAP’s ledelse ikke indledte partisamarbejde med Pol Pot-styret.
Men hvem var de ledere som de to danskere mødte i sommeren 1978, og som sad i Phnom Penh og udtænkte de politikker og kampagner, der slog både bønder og byboeres dagligdag i stumper og stykker? Langt størstedelen af cambodjanerne fandt aldrig ud af, hvem der egentlig regerede landet, for partiledelsen omgav sig selv med næsten total hemmelighed. Udadtil hed det sig, at Cambodja blev styret af Angkar, ’organisationen’. Angkar udgav retningslinier for, hvor maget korn der skulle produceres og hvor meget bønderne selv måtte fortære. Angkar bestemte, at religion var ødelæggende for den revolutionære bevidsthed. Angkar skrev de eneste sange, som måtte synges. Og Angkar så alt og var alle steder. Men der blev aldrig sat navn eller ansigt på landets ledelse.
Bag facaden blev Demokratisk Kampuchea regeret af en lukket gruppe mænd og kvinder, der sjældent udgjorde mere end et dusin. Landet var formelt en republik med præsident, regering og ministerpræsident, men den egentlige magt lå i kommunistpartiets organisation. Ifølge partiets vedtægter var den øverste myndighed Centralkomiteen, der bestod af et varierende antal højtstående partikommissærer. Det er dog uvist, om komiteen nogensinde mødtes, og dens daglige arbejde blev varetaget af Den Stående Komite og Militærkomiteen. De havde begge omkring en håndfuld medlemmer – ofte de samme. De to komiteers medlemmer udgjorde samtidig en uformel kerne af ledere, som samlede sig omkring Pol Pot, og som var det reelle magtcentrum i Demokratisk Kampuchea.
Nuon Chea var partiideolog med kontrol over De Røde Khmerers interne sikkerhedsapparat og således en af de hovedansvarlige for de mellem 1,7 og 2½ million cambodjanere, der mistede livet under De Røde Khmerer. Selvom adskillige folkemordseksperter konkluderer at Nuon Chea var vidende om og ansvarlig for mordene, er det kun lykkedes at finde telegrammer fra underordnede til Nuon Chea. Det er ikke lykkedes at finde Nuon Cheas egne ordrer – og det er ikke tilfældigt for den dybt paranoide Chea har formentligt aldrig givet ordrerne skriftligt, kun mundtligt. Det er i denne sammenhæng nogle mener, at Peter Bischoffs referat kan blive interessant. Ifølge referatet sagde Nuon Chea ”Vi bekymre os mest om den indre fjende. Ledelsesapparatet skal forsvares for enhver pris. Hvis vi mister medlemmer, kan vi ikke fortsætte med at vinde sejre. Der er ingen sammenligning mellem at miste to eller tre ledende medlemmer og så miste 200 til 300 menige medlemmer. Hellere det sidste end det første”. Dette betragter ledende eksperter som bevis for, at Nuon Chea var hovedansvarlig for den hårde og kyniske politik overfor befolkningen. Det er dog tvivlsomt at referatet kan tolkes på den måde, idet der her er tale om medlemmer af partiet og ikke befolkningen i al almindelighed. Vidneudsagnet af Duch, den ene af de i alt to Røde Khmerer, der i dag sidder fængslet i Phnom Penh, er derimod langt vigtigere. Duch var leder af det berygtede Tuol Sleng torturcenter og har til den amerikanske journalist Nate Thayer fortalt, at han af Nuon Chea fik mundtlig ordre til at myrde alle ”indre fjender”.
Som de fleste af de tidligere Røde Khmerer nyder Nuon Chea i dag den amnesty som Cambodjas magtfulde ministerpræsident Hun Sen gav dem i 1998. Og spørgsmålet er om han nogensinde bliver stillet overfor en dommer – med det danske vidne som bevis på hans uhyrligheder.
I dag føler Peter Bischoff at han lod sig manipulere af sine cambodjanske værter. Med sin maoistiske holdning ville danskerne gerne have at det de så, skulle være godt. Derfor lod de sig manipulere. Efter hjemkomsten skrev den dengang 28-årige redaktør af Arbejderavisen en række artikler, hvor han tegnede et positivt billede af Demokratisk Kampuchea. Han skrev blandt andet at ”mange af arbejdsgrupperne sang under arbejdet, og overalt mødte vi en optimistisk og munter stemning. Vi fik et stærkt indtryk af, hvordan revolutionen har frigjort massernes initiativ og skaberkraft. Arbejdstempoet var hurtigt, men bestemt ikke hårdt”. I dag fastholder Peter Bischoff, at det billede han tegnede af Kampuchea var, hvad han rent faktisk så, men siger i samme åndedrag, at han jo naturligvis heller ikke så alt, hvad der fandt sted væk fra vejen, hvor deres bil ved punktering tilfældigt gjorde ophold på vejen fra Phnom Penh til Siem Reap i det nordøstlige Cambodja.
De to danskere har for længst gjort op med De Røde Khmerer og støtter i dag et retsopgør mod De Røde Khmerer. Det ser dog ikke ud til at det retsopgør, der er så nødvendigt for at Cambodja kan blive forsonet efter De Røde Khmerer bliver et internationalt tribunal med deltagelse af FN. Verdensorganisationen har længe været bekymret for, at dele af tribunalets dommere skal udpeges af den korrupte og uduelige cambodjanske dommerstand og meldte i begyndelsen af februar 2002, at FN ikke ønsker at deltage. Dette er i virkeligheden både beklageligt og overraskende idet FN har involveret sig i et tribunal i Sierra Leone, der er udformet efter den cambodjanske model, nemlig et blandet nationalt og internationalt tribunal.
Det er således uvist, hvordan forsoningen i Cambodja kommer til at finde sted, og et retsopgør vil formentlig kun retsforfølge de tidligere ledere. Men dem kender mange cambodjanere slet ikke. De ved, hvem Pol Pot var men har aldrig hørt om Demokratisk Kampucheas andre topledere. Derimod kender de godt den gamle Røde Khmer-kommandant, der har boet nede i den anden ende af landsbyen i mange år. Måske var det oven i købet ham, der torturerede dem eller myrdede deres bror. Så når nogle ukendte ansigter skal straffes ved en eller anden retssag langt væk i Phnom Penh, skal han da også. Og når nu regeringen ikke vil gøre det, så må man selv…
