Hvem er hvem i Den Russiske Revolution?
Find en person via alfabetet her.
A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z
Aleksander 2. (1818-1881): ’Reformzaren’, som efter Krimkrigen gennemførte en række reformer, især af det russiske landbrug. Myrdet i Skt. Petersborg ved et bombeanslag under en karettur. Far til den senere zar Aleksander 3.
Aleksander 3. (1845-1894): Havde i modsætning til sin far (Aleksander 2.) ikke nogen sympatier for nye liberale tanker. Da han blev zar efter drabet på sin far, slog han hurtigt ind på en mere reaktionær og konservativ kurs, hvor staten strammede sit opsyn med diverse reformbevægelser. Far til den sidste zar, Nikolaj 2.
Bakunin, Mikhail (1814-1876): Russisk anarkist som grundlæggende mente, at staten var årsag til ulighed og elendighed og derfor måtte afskaffes. Terror var ifølge Bakunin et af de våben, man kunne bruge for at nå dette mål. Kom efter dannelsen af Første Internationale i modsætningsforhold til Karl Marx, som kritiserede Bakunins ideer.
Berkman, Alexander (1870-1936): Russiskfødt, men emigrerede i 1888 med sin familie til USA. Udviklede med tiden anarkistiske synspunkter og begyndte at udøve politisk aktivisme. I 1919 blev han smidt ud af USA og deporteret tilbage til Rusland, hvor han hurtigt blev en skarp kritiker af bolsjevikkerne. Tilbragte de sidste år af sit liv i eksil.
Bernstein, Eduard (1850-1932): Tysk politiker og medstifter af det tyske socialdemokrati. Bernstein var inspireret af Marx, men blev hurtigt kritisk over for det revolutionære element i marxismen. Han advokerede for, at sociale forbedringer for arbejderne kunne nås gennem det demokratiske system under kapitalismen.
Bogdanov, Aleksandr (1873-1928): Oprindelig bolsjevik, men der opstod efterhånden uenigheder mellem ham og Lenin om, hvordan Ruslands udvikling skulle tolkes i et marxistisk perspektiv. Dette førte til, at han forlod bolsjevikkerne, og han var i perioden mellem Februar- og Oktoberrevolutionen tilknyttet mensjevikkerne. Efter Oktoberrevolutionen arbejdede Bogdanov bl.a. ved universitetet i Moskva.
Bukharin, Nikolaj (1888-1938): Sluttede sig i begyndelsen af 1900-tallet til bolsjevikkerne og blev hurtigt et fremtrædende medlem. Bukharin blev efter Februarrevolutionen medlem af Moskva-sovjetten, hvor han sad i det ledende organ. Fra 1918 blev han redaktør af partiavisen Pravda. Han blev henrettet af Stalin i 1938 for landsforræderi.
Darwin, Charles (1809-1882): Engelsk naturforsker, som i 1859 udsendte sit hovedværk Arternes oprindelse. Her hævdede han, at menneske-, dyr- og plantearter var resultatet af en lang udviklingsproces – evolutionen.
Denikin, Anton (1872-1947): Hvid general under borgerkrigen, som søgte at etablere en alternativ regering i Ukraine. Denikin kom dog hurtigt på kant med alle andre grupper i området og valgte i 1920 at forlade Rusland.
Dostojevskij, Fjodor (1821-1881): Verdenskendt russisk forfatter, som er bedst kendt for romanerne Forbrydelse og straf (1865) og Brødrene Karamazov (1879-1880). Dostojevskij har været inspirationskilde for mange i forbindelse med filosofiske og eksistentielle spørgsmål.
Dzerzjinskij, Feliks (1887-1926): Af polsk oprindelse, var siden gymnasietiden tilhænger af forskellige socialistiske grupper. Efter Februarrevolutionen blev han tilknyttet bolsjevikkerne og grundlagde efter Oktoberrevolutionen det hemmelige politi Tjeka.
Feodorovna, Aleksandra (1872-1918): Zarina, gift med Nikolaj 2. Aleksandra var en stor fortaler for zardømmet og er i eftertiden blev kendt for sit forhold til Rasputin i årene frem til revolutionen.
Gapon, Georgij (1870-1906): Russisk-ortodoks præst som blev landskendt under oprøret i 1905. Gapon var meget populær i arbejderklassen og ledte i januar 1905 en arbejderdemonstration mod zardømmet. Det kom i den forbindelse til voldsomme kampe mod zarens personlige garde. Dette blev senere kendt som den ’blodige søndag’. Sideløbende med sine oprørske tilbøjeligheder havde Gapon også kontakt med zarens hemmelige politi. Han blev året efter ’blodige søndag’ fundet hængt i en lejlighed i Skt. Petersborg.
Goremykin, Ivan (1939-1917): Var statsminister af to omgange. Første gang fra maj 1906 til juli 1906, hvor han afløste Sergej Witte, og igen under 1. Verdenskrig, fra 1914 til 1916. Goremykim var generelt meget tro over for zaren og skeptisk over for de folkevalgte repræsentanter i Dumaen.
Gutjkov, Aleksandr (1862-1936): Krigsminister i den første provisoriske regering og medlem af Oktobristerne. Gutjkov sad kun få måneder som minister og måtte træde tilbage efter aprilkrisen. Han bakkede i august op om Kornilov-kuppet, og under borgerkrigen støttede han de hvide. Efter Oktoberrevolutionen flygtede han først til Tyskland og senere til Frankrig.
Hegel, Georg Wilhelm Friedrich (1770-1831): Tysk filosof, som blandt meget andet udviklede tanken om, at dialektikken (modsætninger) var et grundvilkår for den vestlige historie.
Jurovskij, Jakov (1878-1938): Tjeka-leder, som i 1918 stod i spidsen for henrettelsen af zar Nikolaj 2. og hans familie.
Jusupov, Feliks (1887-1967): Rigmandssøn, som stod i spidsen for den sammensværgelse, der tog livet af Rasputin.
Kamenev, Lev (1883-1936): Socialist, som fra begyndelsen af 1903 støttede Lenin og bolsjevikkerne. Kamenev var i tiden op til Oktoberrevolutionen skeptisk over for den bolsjevistiske magtovertagelse og endte også med at stemme imod, da dette kom til afstemning i bolsjevikkernes centralkomité. I 1918 blev han formand for Moskva-sovjetten og Lenins stedfortræder. Under Stalin faldt Kamenev i unåde og blev henrettet i 1936 for at være medlem af en »trotskistisk sammensværgelse«.
Kaplan, Fanni (1890-1918): Revolutionær socialist tilknyttet venstrefløjen hos De Socialrevolutionære. Hun er mest kendt for sit attentatforsøg mod Lenin i Moskva i august 1918.
Kautsky, Karl (1854-1938): Født i Prag, men kom fra 1880’erne i kontakt med det tyske socialdemokrati. I 1890’erne var han sammen med Eduard Bernstein med til at skrive partiets program. Kautsky var efter Oktoberrevolutionen meget kritisk over for bolsjevikkerne, hvis politik, han mente, ville føre til et diktatur.
Kerenskij, Aleksandr (1881-1970): Efter at have været fængslet for mistanke om at være medlem af en militant gruppe i 1905 blev Kerenskij tilknyttet en moderat socialistisk gruppe og valgt til Dumaen i 1912. Efter Februarrevolutionen blev han, samtidig med at han var medlem af Petrograd-sovjetten, også medlem af den første provisoriske regering som justitsminister. Efter Juliopstanden i 1917 efterfulgte han fyrst Lvov som leder af regeringen. En post han besad indtil Oktoberrevolutionen, hvor han flygtede fra Petrograd til Frankrig. Senere kom han til USA, hvor han boede til sin død i 1970.
Khrusjtjov, Nikita (1894-1971): Født tæt på grænsen mellem Rusland og Ukraine, hvor han arbejdede som smed. Under borgerkrigen kom han i kontakt med bolsjevikkerne. I løbet af 1920’erne arbejdede han sig op gennem det sovjetiske hierarki og blev i 1939 sendt til Ukraine af Stalin for at styre området. Efter Stalins død stod Khrusjtjov i 1956 som leder af kommunistpartiet og leverede ved den 20. partikongres sin berømte ’hemmelige tale’, som indvarslede et opgør med Stalin-tidens undertrykkelse. Resultaterne af hans efterfølgende reformer forblev dog begrænsede, og efter Cubakrisen var han svækket i partiet. I oktober 1964 blev han sendt i husarrest af et flertal i centralkomitéen, og hans plads blev overtaget af Leonid Brezjnev.
Kirov, Sergej (1886-1934): Bolsjevik, som efter Oktoberrevolutionen var med til at opbygge sovjetmagten i bl.a. Kaukasus. Fra 1925 blev han kommunistpartiets leder i Leningrad. Kirov blev myrdet i 1934, sandsynligvis efter ordre fra Stalin. Ledende bolsjevikker blev af Stalin beskyldt for mordet.
Kollontaj, Aleksandra (1872-1952): Var datter af en general i zarens hær og blev fra slutningen af 1890’erne optaget af arbejderhistorie og blev efterfølgende socialist. Ved splittelsen af Socialdemokratiet i 1903 tilsluttede hun sig mensjevikkerne, men valgte dog at gå over til bolsjevikkerne i 1915. Kollontaj blev folkekommissær for socialvæsen i den første bolsjevistiske regering efter Oktoberrevolutionen. Under Stalin blev hun sendt ud som diplomat og var både i Norge og Sverige.
Koltjak, Aleksandr (1874-1920): Var admiral i den russiske hær og kæmpede både i Den Russisk-Japanske Krig 1904-1905 og i 1. Verdenskrig. Han blev under borgerkrigen en af de ledende i den hvide hær og oprettede et alternativt styre omkring byen Omsk i Sibirien. I begyndelsen af 1920 blev han fanget af bolsjevistiske styrker og henrettet.
Kornilov, Lavrentij (1870-1918): Øverstkommanderende for den russiske hær fra sommeren 1917. Huskes i dag mest for det såkaldte Kornilov-kup, hvor han efter en række misforståelser forsøgte at vælte regeringsleder Kerenskij i august 1917. Blev dræbt under borgerkrigen, hvor han med sine styrker havde tilsluttet sig de hvide.
Krasnov, Petro (1969-1947): Var general i den russiske hær, da revolutionen brød ud i februar 1917. Efter Oktoberrevolutionen blev han af Kerenskij udpeget til øverstkommanderende for den russiske hær, fordi Kerenskij regnede med, at Krasnov ville hjælpe ham tilbage til magten. Dette mislykkedes, og efter at have kæmpet i borgerkrigen trak Krasnov sig ud af militæret og bosatte sig i Tyskland.
Lenin, Vladimir Iljitj (1870-1924): Bolsjevikkernes leder under revolutionen og den første leder af Sovjetunionen. Lenin blev uddannet jurist, men tilsluttede sig sideløbende med studierne revolutionære kredse i Skt. Petersborg. Efter splittelsen af Socialdemokratiet i 1903 blev han leder for den bolsjevistiske fløj og dennes fremmeste teoretiker. Efter flere perioder i eksil uden for Rusland kom han hjem efter Februarrevolutionen og satte hurtigt bolsjevikkernes kurs mod en revolution med et socialistisk udgangspunkt. Lenin pressede derfor på, for at bolsjevikkerne skulle gribe magten i oktober 1917. Mod slutningen af sit liv blev Lenin ramt af en række slagtilfælde og døde i 1924.
Lvov, fyrst Georgij (1861-1925): Uddannet jurist. Under sultkatastrofen i 1890’erne blev han en af hovedkræfterne bag den frivillige hjælp til sultende. Lvov meldte sig i 1905 ind i det liberale Kadetparti og blev efter Februarrevolutionen leder af den første provisoriske regering. Boede efter Oktoberrevolutionen resten af sit liv i Paris.
Makhno, Nestor (1888-1934): Var leder af den grønne hær i Ukraine under borgerkrigen. Makhno havde både anarkistiske og ukrainsk-nationalistiske sympatier. Flygtede efter borgerkrigen til Frankrig.
Martov, Julius (1873-1923): Oprindeligt fra Tyrkiet, men kom i studietiden i kontakt med revolutionære kredse i Rusland og kom i den forbindelse til at arbejde tæt sammen med Lenin. Efter splittelsen af det russiske socialdemokrati i 1903 blev Martov anset for en af de ledende skikkelser af mensjevikkerne. Blev efter Oktoberrevolutionen i 1920 nægtet indrejse i Rusland efter et besøg hos det tyske socialdemokrati. Han døde i Tyskland tre år senere.
Marx, Karl (1818-1883): Grundlæggeren af den moderne socialisme. Marx blev født i Tyskland, men flyttede i 1845 til Paris, hvor han begyndte at udvikle sine ideer. 1847-1848 forfattede han sammen med sin ven Friedrich Engels Det kommunistiske manifest, som blev udgangspunktet for mange socialistiske partier rundt om i Europa. I 1864 var Marx med til at stifte Første Internationale, og tre år senere udkom første bind af hans største videnskabelige værk Kapitalen.
Miljukov, Pavel (1959-1943): Medlem af Kadetpartiet og udenrigsminister i den første provisoriske regering. Miljukov kom med sin egen erklæring til Ruslands allierede i 1. Verdenskrig, som han afleverede ved siden af den officielle, til at udløse aprilkrisen i 1917. Han trådte tilbage som minister i maj. Sluttede sig efter Oktoberrevolutionen til de hvide og emigrerede til Frankrig efter borgerkrigen.
Nikolaj 1. (1796-1855): Udnævnt til zar efter sin brors (Alexander 1.) pludselige død i 1825. Nikolaj var en stærkt reaktionær zar, der regerede med udbredt brug af angivere og hemmeligt politi. Der blev slået hårdt ned på kritikere i hans regeringstid. Far til den senere Alexander 2.
Nikolaj 2. (1868-1918): Ruslands sidste zar, der fra begyndelsen fulgte sin fars (Alexander 3.) konservative linje. Selv efter oprøret for mere demokrati i 1905 og den efterfølgende oprettelse af Dumaen fortsatte han sin reaktionære politik. Kastede i 1914 ivrigt Rusland ind i 1. Verdenskrig, men måtte abdicere midt under krigen ved Februarrevolutionen i 1917. Han blev efter Oktoberrevolutionen sat i husarrest af bolsjevikkerne og i 1918 myrdet sammen med sin familie.
Plekhanov, Georgij (1856-1918): Begyndte sin politiske karriere som populist, men blev med tiden inspireret af Karl Marx og socialismen. Var med til at oprette den socialistiske avis Iskra, som blev katalysator for Ruslands Socialdemokratiske Arbejderparti. Blev efter 1905 kritiker af Lenin og bolsjevikkerne, han kritiserede dem for ikke at følge den rette marxistiske logik for en trinvis udvikling frem mod socialismen.
Rasputin, Grigorij (1869-1916): Munk og pilgrim fra Sibirien, som fra 1906 fik stor indflydelse ved det russiske hof. Især efter Rasputins ’helbredelse’ af tronarvingen Aleksej i 1912 steg hans indflydelse på specielt zarina Aleksandra. Under 1. Verdenskrig steg hans indflydelse på zaren til nye højder, hvilket gjorde stor skade på Nikolaj 2.’s anseelse. Rasputin blev myrdet ved en sammensværgelse i 1916.
Romanov, Aleksej (1904-1918): Tronarving til Rusland og søn af zar Nikolaj 2. og zarina Aleksandra. Aleksej led af en blødersygdom, som zarinaen forsøgte at få Rasputin til at helbrede. Blev sammen med sin familie myrdet af bolsjevikkerne i 1918.
Romanov, Anastasia (1901-1918): Nikolaj 2. og zarina Aleksandras yngste datter. Hun blev myrdet af bolsjevikkerne sammen med sin familie i 1918.
Rykov, Aleksej (1881-1938): Meldte sig ind i Socialdemokratiet og fulgte Lenin og bolsjevikkerne ved partiets splittelse i 1903. Efter Oktoberrevolutionen blev Rykov tildelt posten som indenrigskommissær, og efter Lenins død blev han formand for regeringen frem til 1930. Efterfølgende blev han af Stalin beskyldt for højforræderi og fængslet. Han blev henrettet i 1938.
Stalin, Josef (1878-1953): Kom oprindeligt fra Georgien. Blev op gennem 1890’erne grebet af marxismen. Efter splittelsen af Socialdemokratiet i 1903 sluttede han sig til den bolsjevistiske fløj. Efter Oktoberrevolutionen blev han tildelt posten som kommissær for nationale mindretal. Selv om Lenin var skeptisk over for Stalin som sin efterfølger, fremstod Stalin fra slutningen af 1920’erne – efter en bitter magtkamp med Trotskij – som urørlig i toppen af kommunistpartiet. Til sin død gennemførte Stalin stribevis af udrensninger i både partiet og samfundet sideløbende med brutale reformer af den sovjetiske økonomi. Især gik det hårdt ud over landbruget. I samme periode opnåede han en hidtil uset kultstatus og dyrkelse af sin person, som kulminerede efter sejren over Nazityskland i 2. Verdenskrig. Stalins diktatur kostede direkte eller indirekte millioner af menneskeliv.
Stolypin, Pjotr Arkadjevitj (1862-1911): Var statsminister i perioden 1906-1911. Stolypin samarbejdede meget dårligt med den folkevalgte Duma, som han opløste to gange for efterfølgende at styre landet via dekreter. I sin periode som regeringsleder fik Stolypin gennemført omfattende reformer af det russiske landbrug, hvorigennem mirens betydning blev betydeligt svækket. Stolypin blev skudt i Kiev i 1911 af en socialistisk student.
Sukhanov, Nikolaj (1882-1940): Oprindeligt medlem af De Socialrevolutionære, men blev efterhånden tilknyttet mensjevikkerne. Fortsatte efter Oktoberrevolutionen med at være kritiker af det nye styre. Sukhanov blev på Stalins ordre skudt i 1940.
Teresjtjenko, Mikhail (1886-1956): Var medlem af den såkaldt progressive blok, som samarbejdede med Kadetterne. Teresjtjenko blev finansminister i den første provisoriske regering, og efter urolighederne i april blev han udpeget til udenrigsminister. Efter Oktoberrevolutionen blev han fængslet i Peter-Paul-fæstningen, hvorfra det dog lykkedes ham at flygte i foråret 1918 – først til Norge og herefter til Frankrig.
Tjernysjevskij, Nikolaj (1828-1898): Revolutionær, som i 1862 blev fængslet for at være kritisk over for zarismen. Under fængselsopholdet skrev han den berømte novelle Hvad må der gøres?, som senere blev en stor inspirationskilde for mange russiske revolutionære. Tjernysjevskij betragtes som en af grundlæggerne af den populistiske bevægelse i Rusland.
Tkatjev, Petr (1844-1886): Af mange anset som ’den første bolsjevik’. Sad mange år i fængsel i Peter-Paul-fæstningen for sin rolle under studenterurolighederne i 1861. Tkatjev byggede bro mellem populisterne og marxismen ved at understrege, at Rusland var moden til en socialistisk revolution, som dog ikke ville udvikles af sig selv, men som måtte hjælpes på vej af en elite af revolutionære. En tanke Lenin senere tog op.
Tolstoj, Lev (1828-1910): Verdenskendt russisk forfatter, som er bedst kendt for romanerne Krig og fred (1865-1869) og Anna Karenina (1875-1877). Tolstoj gjorde sig også en del politiske og religiøse tanker og blev efter sin død inspirationskilde for bl.a. en del antivold-bevægelser.
Trotskij, Lev (1879-1940): Russisk marxist og teoretiker, som blev den første leder af Den Røde Hær. Oprindeligt var Trotskij tilknyttet den mensjevistiske fløj af Socialdemokratiet, men nærmede sig med tiden mere og mere de bolsjevistiske synspunkter. Blev endeligt tilknyttet bolsjevikkerne i tiden op til Oktoberrevolutionen og var en de ivrigste fortalere for, at bolsjevikkerne skulle gribe magten. Efter Lenins død kom han i et modsætningsforhold til Stalin og blev i 1929 udvist af Sovjetunionen. Blev myrdet i Mexico i 1940 af en sovjetisk agent.
Tsereteli, Irakli (1881-1959): Oprindeligt fra Georgien og tilknyttet mensjevikkerne. Blev efter aprilkrisen i 1917 minister for post- og telegrafvæsen i den anden provisoriske regering. Forsøgte efter Oktoberrevolutionen at oprette en selvstændig georgisk republik, men blev væltet, da Den Røde Hær rykkede ind i 1921. Fra 1923 boede han i Paris.
Uritskij, Moisei (1873-1918): Blev i perioden efter Februarrevolutionen tilknyttet bolsjevikkerne og kom i juli med i partiets centralkomité. Han blev myrdet af et medlem af Kadetpartiet i august 1918.
Witte, Sergej (1849-1915): Finansminister under en stor del af Ruslands industrialisering i 1890’erne. Witte blev i 1903 udpeget til statsminister og var derfor ledende politiker under oprøret i 1905. Han var ivrig fortaler for politiske reformer og et konstitutionelt monarki, der kom til udtryk i det såkaldte Oktobermanifest, som han var en af hovedforfatterne på. Han trak sig tilbage i 1906 efter valget til den første Duma.
Zasulitj, Vera (1849-1919): Marxist og forfatter, som blev landskendt, da hun i 1878 udførte et attentat mod Skt. Petersborgs guvernør. Hun bakkede efter splittelsen af det russiske socialdemokrati op om mensjevikkerne.
Zinovjev, Grigorij (1883-1936): Bolsjevik, som i mange år var leder af den kommunistiske internationale. Efter Oktoberrevolutionen blev han leder af Petrograds bystyre. Da Lenin døde, tog han parti for Stalin imod Trotskij, men faldt senere selv i unåde hos Stalin. Zinovjev blev sammen med Kamenev henrettet i 1936.
Zjdanov, Andrej (1896-1948): Blev i 1915 tilknyttet bolsjevikkerne. Under borgerkrigen blev han politisk agitator for Den Røde Hær. Fra 1930 var han med i de øverste cirkler i kommunistpartiet. Under 2. Verdenskrig stod han for forsvaret af Leningrad, som tyskerne havde belejret. Zjdanov blev af mange anset for Stalins arvtager, men døde i 1948, fem år før Stalin.
