Rwandiske gerningskvinder

af Morten Severin

Som i alle andre folkedrab var der også kvinder blandt gerningspersoner, selvom mændene udgjorde størstedelen. Som en rwandisk mistænkt gerningsperson udtrykte det fra et interview, mens han sad i Kigali Central Prison: »I believe that women are just as guilty of this genocide as men.«

Der er da også flere internationale forskere, som har undersøgt gerningskvinder i det rwandiske folkedrab, og forskerne er bl.a. nået frem til deres konklusioner ved at foretage interviews af en række anklagede eller dømte gerningskvinder. F.eks. har juristen Nicole Hogg interviewet 71 anklagede gerningskvinder. Konklusionen er entydig. Selv om der var flest gerningsmænd, holdt kvinderne sig heller ikke tilbage med at tage del i uhyrlighederne.

Det rwandiske retssystem dømte efter folkedrabet de anklagede efter tre kategorier. Den mest alvorlige var kategori 1, som omfattede bagmænd og planlæggere af folkedrabet, og de blev grundlæggende dømt hårdest, mens kategori 2 var rettet mod dem, der slog ihjel eller fysisk skadede ofrene. Endelig var der kategori 3, som omhandlede dem, der plyndrede ofrenes ejendele. Dem, der blev dømt efter kategori 2, kunne også idømmes lange fængselsstraffe, hvorimod dem, der blev dømt efter kategori 3 oftest slap med at skulle betale erstatning. Under folkedrabet var der kvinder repræsenteret i alle tre kategorier, selvom de fleste gerningskvinder blev dømt for plyndringer.

I 2002 figurerede 47 rwandiske kvinder på en liste over mistænkte kategori 1-forbrydelser. To af disse var den dræbte præsidents hustru, Agathe Kanziga, og hendes ungdomsveninde, Pauline Nyiramasuhuko, der var minister for familievelfærd og kvinders fremskridt før og under folkedrabet.

Agathe Kanziga var et centralt medlem af det hutu-ekstreme netværk Akuza, der er mistænkt for at være de centrale planlæggere af folkedrabet. Agathe Kanzinga har ganske vist været stillet for en civil domstol i Frankrig, men er aldrig blevet udleveret, og hun lever en tryg pensionisttilværelse i Frankrig.

Pauline Nyiramasuhuko har derimod ikke været så heldig. Hun stammer fra byen Butare i det sydlige Rwanda, og som minister i Kigali fik hun nys om, at mange tusinde tutsi-flygtninge havde søgt tilflugt på byens stadion. Derfor gav hun områdets guvernør besked om at igangsætte en massakre på stadionet og ved lokationerne Mugombwe Kirke, Kabuye Hill, Kabakobwe Hill og Matyazo Clinic. Guvernøren nægtede og blev selv dræbt. Herefter tog Pauline Nyiramasuhuko selv til Butare og sørgede for at igangsætte massakren. Forinden havde hun opildnet gerningsmændene, som bl.a. talte hendes egen søn, til at voldtage en række tutsi-kvinder, inden de blev dræbt. Hun blev senere idømt livsvarigt fængsel ved den internationale folkdrabsdomstol (ICTR) i Arusha, Tanzania; en dom, der senere blev nedsat til 47 år fængsel.

De kvinder, som blev dømt efter kategori 2, talte dem, der havde været med til at dræbe eller gøre fysisk skade på deres ofre. Dømte under denne kategori er for det meste mænd, men der var også kvinder, som havde været aktive i drabene. Det har efterfølgende været udgangspunkt for mange dilemmaer og en stor skamfuldhed og uforståenhed blandt de kvinder, som deltog i drabene.

Det gælder også for den i dag mere end 70-årige hutu-kvinde Fortunate Mukankuranga, som en dag skulle ud at hente vand til morgenmad til sin mand og syv børn, men som under vandringen mod brønden stødte på nogle gerningsmænd, der var i gang med at slå to tutsi-mænd ihjel. For Fortunate virker det uforklarligt, at hun søgte hen mod drabsmændene og tilsluttede sig råbene om, at de to tutsi-mænd måtte dø. Herefter samlede hun en kæp op og deltog i drabene på de to tutsi-mænd. Skamfuldt vendte hun efterfølgende hjem til sine syv børn. Særligt dilemmafyldt forekom det, at hun et par dage efter ugerningen valgte den medmenneskelige gerning at tage sig af et par tutsi-børn, hvis forældre var blevet dræbt i folkedrabet.

Denne humane handling har dog ikke hjulpet på Fortunate Mukankurangas dårlige samvittighed. Efterfølgende har hun været tynget af stor skamfuldhed og mareridt, idet hun får flashback tilbage til drabsscenen, og som hun brødebetynget indrømmer: »I am a mother. I killed some children's parents.« Fortunate meldte sig selv til myndighederne, og i 2007 blev hun dømt som drabs- og gerningskvinde, hvorfor hun stadig sidder fængslet.

De fleste gerningskvinder er dog blevet dømt efter kategori 3, og disse er sluppet mildt med at skulle betale erstatning og bødestraf. 

Det samlede antal kvinder i det rwandiske folkedrab er der stor usikkerhed om, og det afhænger bl.a. af, hvordan en gerningskvinde defineres. Er man f.eks. en gerningskvinde, hvis den eneste forbrydelse, man har taget del i, er at plyndre ofrenes ejendele? 

Derfor er der også en stor spændvidde i de estimeringer af det samlede antal gerningskvinder, som er blevet angivet fra nogle få tusinder og op til BBC’s angivelse af knapt 100.000. Når det er så vanskeligt at regne sig frem til det samlede antal gerningskvinder i folkedrabet, hænger det også sammen med kønsstrukturen i Rwanda anno 1994. Dengang var Rwanda tydeligt patriarkalsk, og det var kvindens rolle at være i hjemmet, hvor hun skulle sørge for børneopdragelse, rengøring, madlavning og i det hele tage agere værtinde ved besøg, ligesom det forventedes, at kvinden bakkede manden op i det daglige.

At de rwandiske kvinder besad en tilbagetrukket rolle i samfundet resulterede i, at det efterfølgende reelt fremstod som et decideret tabu, at kvinder også kunne agere mordere under folkedrabet. Dette sås f.eks. ved, at mange rwandere var tøvende med at vidne mod anklagede gerningskvinder efter folkedrabet, og selv det rwandiske retssystem har generelt været tilbageholdende med at føre retssager mod kvinder for deres rolle i folkedrabet.

Hvorfor endte nogle rwandiske kvinder med at blive gerningspersoner?

Ifølge internationale forskere var der især tre årsager til, at rwandiske kvinder endte med deres ugerninger:

1. Katastrofementalitet
Da Habyarimanas fly blev skudt ned, og præsidenten blev dræbt, førte det til en katastrofementalitet, hvor mange var i vildrede over, hvordan Rwanda igen skulle kunne regeres. Nogle blev paniske, andre følte håbløshed, men der var også de kvinder, som udviklede udpræget had mod de ubevæbnede tutsier, som de hævnede sig på, idet Rwandas regering påstod, at de menige tutsier var RPF-sympatisører og som sådan medansvarlige for Habyarimanas død.

2. Frygt
Der opstod en frygt for, hvilken form for social orden, som ville opstå, ligesom rwandiske kvinder, der ellers traditionelt skulle opholde sig i hjemmet, frygtede for eget liv, da de risikerede at blive anset som tutsi-sympatisører af Interahamwe og andre gerningsmænd, hvis de ikke deltog aktivt i folkedrabet.

3. Påvirket af propaganda
I det hutu-ekstreme blad Kangura havde der op til folkedrabet været en hadsk anti-tutsi-propaganda, som blev videreført af den lige så tutsi-hadske radiostation RTLM. Heri viderebragtes et billede af tutsier som destruktive og inhumane. Den gennemgående propaganda fik også hutu-kvinder til at ønske tutsier dræbt ud fra følgende bevæggrunde:

• Man troede på propagandaen og blev efterhånden overbevist om, at rwandiske tutsier var at sidestille med RPF.
• Et spirende had mod de tutsier, som var velhavende. Man ønskede at overtage deres rigdom.
• Generel jalousi mod tutsi-kvinder, som havde ry for blandt hutuerne at være både arrogante og smukke.

Hvad var det af ugerninger, som gerningskvinderne bidrog til under folkedrabet?

Ifølge en veluddannet og mistænkt gerningskvinde, der var gift med en tutsi-mand, var forbrydelserne især begrænset til tre aspekter. For det første nægtede kvinderne at gemme tutsier på flugt, for det andet assisterede de gerningsmændene ved at agere hjælpere med mad, drikkevarer og generel opmuntring. Og for det tredje var kvinderne gode til at spotte tutsier, der havde gemt sig, hvorfor gerningskvinderne angav gemmestederne til de blodtørstige mordere.

Derudover var der som tidligere nævnt også kvinder, som var med til at organisere og planlægge mordene, men det var typisk for disse gerningskvinder, at de allerede besad en magtposition i det rwandiske samfund med udstrakte privilegier. Hertil kom også de almindelige kvinder, som deltog aktivt i drab af tutsier, men slet ikke i samme antal som gerningsmænd. Til gengæld tog mange kvinder del i plyndringer af ofrenes ejendele og ejendomme.