Påskeaftalen 20 år efter
April 2018 var det 20 år siden, at Påskeaftalen blev indgået. The Belfast Agreement var den foreløbige afslutning på over 30 års borgerkrig og urolighederne The Troubles i Nordirland. Over 3.500 mennesker døde under urolighederne. I de seneste 20 år er der ikke på samme måde angivet, hvor mange der i 'fredstid' er omkommet, men forsigtige skøn siger mellem 500 og 700. Det er dog ikke tabstallene og ofrene, der blev talt om i forbindelse med 20-årsdagen. Det eller de spørgsmål, der skabte overskrifter i medierne, var, hvad aftalen har betydet, og hvilke konsekvenser den har haft for udviklingen i Nordirland. Her er der blot et par forsøg på svar:
Økonomisk er der ikke skabt den vækst, som freden måske kunne skabe, i form af flere investeringer fra især udenlandske selskaber. Arbejdsløsheden er stadig høj i regionen. Nordirland er stadig et af de svageste områder i Storbritannien hvad angår økonomisk vækst, arbejdsløshed, social levestandard og forbedring af levevilkårene. Fredsaftalen skabte ikke de forventninger om fremgang for almindelige mennesker. Der har været forbedringer for dele af den katolske middelklasse og den protestantiske overklasse. Men i den nedre del af den sociale rangstige er der kun en forholdsvis forbedring. Er der så fred? Ja, i den forstand at vold og drab ikke hører til den daglige orden som i de værste år under The Troubles i 1970'erne og 1980'erne.
Det positive er, at der er etableret politiske platforme, som har skabt basis for samtaler, forhandlinger og løsninger. Og dog. I foråret 2018 var der et markant dødvande mellem de dominerende partier i Nordirland: DUP (loyalistiskprotestantisk parti) og Sinn Fein (nationalistisk/katolsk parti). Det har varet siden januar 2017 med vandmiljøskandalen omkring DUP's førsteminister Arlene Foster og med Sinn Feins daværende viceminister McGuinness, der døde i marts 2017. Dødvandet har betyder ingen politisk handlekraft og dermed ingen politisk beslutninger (lovgivning) til gavn for den nordirske befolkninger. Denne situation er blevet yderligere forværret af mindst tre andre begivenheder:
- Brexit-forhandlingerne om grænsen mellem Nordirland og Republikken Irland.
- Den britiske premierministers Mays afhængighed af DUP's 10 mandater i parlamentet i London.
- En samlet svækkelse af de politiske organisationer/organer, der i Belfastaftalen skulle sikre freden i Nordirland.
De tre nævnte områder er viklet ind i et sært puslespil, der samlet kan siges at have gjort hele situationen om Nordirlands fremtid meget speget, meget indviklet og meget svært at forudsige. En løsning kunne være – som nogle kommentatorer har foreslået – at få den britiske og irske regering i et samarbejde til at løse dødvandet i Stormont og dermed give et positivt skub for løsning af alle tre problemstillinger.
Det er for nuværende svært at forestille sig. Andre er fremme med forslag om en afgørende folkeafstemningen i hele Irland om en samling af hele øen. Unification. Det er vanskeligt at se dette forslag skulle kunne løse mere end de problemer, det vil skabe.
Hvad vil du foreslå?
Her kan du læse et interessant dokument og tekst fra daværende premierminister Tony Blairs sekretær, der nedskrev forløbet af de sidste dages intensive arbejde for at få Påskeaftalen igennem (teksten er beskåret og indeholder indledningen (8. april 1998) og afslutningen af forhandlingerne fredag 10. april (Langfredag) 1998).
Forløbet blev på en måde genoptaget med aftalen i St. Andrews, Skotland i 2006. Her blev der endelig givet håndslag på magtdelingen i Nordirland. Det kan ses i filmen The Journey.
