Hvem er hvem i Israel?
A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z
A
Abbas, Mahmoud (1935-) leder af PLO siden 2004 og har fra 2005 været præsident for det palæstinensiske selvstyre. Han blev født i den nuværende israelske by Safed og måtte sammen med resten af sin familie flygte til Syrien efter krigen i 1948. Han har været med i politiske palæstinensiske bevægelser siden 1950’erne og var en af de første palæstinensiske politikere, der talte for fred med Israel så tidligt som 1977. Han bliver i den arabiske verden ofte omtalt som ’Abu Mazen’, der er hans krigsnavn.
Arafat, Yasser (1929-2004) blev leder af PLO i 1969, fem år efter organisationens oprettelse i 1964. I mange år var han synonym med den palæstinensiske frihedskamp, der også indeholdt terroraktioner, før han i 1988 gik med til, at PLO anerkendte Israel. Arafats fødested er omdiskuteret, men han gjorde tjeneste i den egyptiske hær under Suezkrisen i 1956. Arafat modtog Nobels fredspris i 1993, da han på vegne af PLO skrev under på Oslo-aftalerne. Han vendte i 1990’erne tilbage til de palæstinensiske områder efter mange år i eksil, men døde under mystiske omstændigheder i Paris i 2004. Her var Arafat fløjet til stærk svækket, efter at have tilbragt flere år under militær israelsk husarrest i Ramallah.
B
Barak, Ehud (1942-) var Israels tiende premierminister, en post han bestred 1999-2001. Han blev født i den jødiske kibbutz Mishmar HaSharon, før Israel blev oprettet. Som 17-årig begyndte han i 1959 en militærkarriere. Han steg i graderne og deltog i mange berømte israelske aktioner gennem årene, før han i 1991 forlod hæren som den mest dekorerede israelske soldat nogensinde. Han gik ind i politik for Arbejderpartiet, men lykkedes ikke med at forhandle en fred på plads med palæstinenserne og syrerne eller at få en tilbagetrækning fra Libanon på plads i sin valgperiode. Alle ting, han havde lovet at kæmpe for. Efter sin tid som premierminister havde Barak forskellige øvrige ministerposter, inden han trak sig tilbage fra politik og det offentlige liv i 2013.
Begin, Menachem (1913-1992) blev Israels sjette premierminister i 1977, da det lykkedes ham at bryde Arbejderpartiets monopol på magten gennem tre årtier. Begin blev født i Polen og indvandrede til det britiske mandatområde i 1942. Han var leder af terrorbevægelsen Irgun, der bekæmpede det britiske styre med mord og vold. Efter Israels opståen stiftede han partiet Herut, der lå på højrefløjen. Dette parti blev opslugt af Likud i 1973, og fire år senere blev Begin premierminister. I 1979 modtog han Nobels fredspris, da han sammen med Anwar Sadat havde sluttet fred mellem Israel og Egypten. Begin forlod israelsk politik i 1983, da dønningerne af Libanonkrigen blev offentlig kendt.
Ben-Gurion, David (1886-1973) var Israels første premierminister og udråbte staten Israel i 1948. Ben-Gurion blev født som David Grün i Polen, men skiftede sit efternavn ud med et hebraisk, da han ankom til det britiske mandatområde i 1906. Han stiftede fagbevægelsen Histadrut i 1920 og var samtidig med til at stifte forløberen for Arbejderpartiet, partiet Mapam i 1930. Ydermere var Ben-Gurion også formand for Verdenszionistforbundet, hvorfor det var naturligt, at han var manden, der udråbte staten Israel efter briternes tilbagetrækning. Ben-Gurion var premierminister frem til 1963, kun afbrudt af en kort periode i 1950’erne. Han forlod endeligt politik i 1970, hvor han trak sig tilbage til sin kibbutz i det sydlige Israel. Her døde han i 1973.
C
Carter, Jimmy (1924-) var amerikansk demokratisk præsident 1977-1981. Han er i Mellemøsten kendt for at være manden, der fik forhandlet en fred på plads mellem Israel og Egypten i 1978. Forhandlingerne fandt sted på præsidentens landsted i Camp David, hvorfor aftalerne også har fået navnet Camp David-aftalen. Jimmy Carter fik Nobels fredspris i 2002, da han blev hædret for sit mangeårige arbejde med at løse verdens mange konflikter.
Clinton, Bill (1946-) var amerikansk demokratisk præsident fra 1993 til 2001. Han forsøgte i sin præsidentperiode utrætteligt at få en fredsaftale på plads mellem Israel og palæstinenserne, men uden held.
D
Dayan, Moshe (1915-1981) var en israelsk militærmand og siden politiker. Han blev født i en jødisk kibbutz kaldet Deganya og blev allerede som 14-årig medlem af den paramilitære bevægelse Haganah. Han blev leder af den israelske hær i 1953. I 1959 gik Dayan ind i israelsk politik og blev verdensberømt som israelsk forsvarsminister under Seksdageskrigen i 1967. Han repræsenterede først Arbejderpartiet, men vedblev med at være udenrigsminister i Begins Likud-regering fra 1977. Dayan blev syg af kræft i 1979 og døde to år efter. Han blev kendt for altid at gå med en klap for øjet, efter han blev såret i modstandskampen mod briterne i begyndelsen af 1940’erne.
E
Eshkol, Levi (1895-1969) var Israels premierminister fra 1963 og frem til sin død i 1969. Han blev født Levi Shkolnik lidt uden for Kiev, men skiftede i stil med mange andre efternavn, da han ankom til mandatområdet i 1914. Han fulgte en velkendt linje fra frivillig i modstandsbevægelsen Haganah til et liv som medlem af Arbejderpartiet. Han steg gennem årene i graderne i partiet og bestred flere ministerposter, før Ben-Gurion udpegede ham som sin arvtager i 1963. Eshkol huskes for at stamme, noget der virkede charmerende, men samtidig skabte usikkerhed i befolkningen, da han i national radio skulle fortælle om situationen op til Seksdageskrigen i 1967.
G
Gemayel, Bashir (1947-1982) var libanesisk politiker, der kortvarigt besad posten som præsident i 1982. Gemayel blev født i Beirut og var en del af de mest indflydelsesrige kristne familier i Libanon. Han var leder af den kristne bevægelse falangisterne, som i ledtog med Israel forsøgte at tage magten under den libanesiske borgerkrig, og som også stod bag massakren i flygtningelejrene Sabra og Shatila.
H
Herzl, Theodor (1860-1904) var stifteren af den zionistiske bevægelse og skrev bogen Den Jødiske Stat i 1896. Herzl blev født i Budapest i det daværende Østrig-Ungarn. Herzl var sekulær jøde, men blev glødende zionist, da han oplevede antisemitisme under retssagen, der endte med justitsmord, mod Alfred Dreyfuss i Paris i 1894. Herzl indkaldte til den første Zionistkongres i 1897 i Basel.
Hussein, Talal Bin (1935-1999) var konge af Jordan fra 1953 og frem til sin død mere end 40 år senere. Han blev født i den jordanske hovedstad Amman og blev allerede konge som 18-årig, da hans storebror måtte træde tilbage af helbredsmæssige årsager, kun to år efter deres far var blevet myrdet i Jerusalem. Kong Hussein var den anden arabiske leder, der sluttede fred med Israel, da de to lande indgik en fredsaftale i 1994.
K
Kerry, John (1943-) er USA’s nuværende udenrigsminister. Han blev udenrigsminister i 2013 under Obamas anden valgperiode. Han er den seneste i rækken af en lang række amerikanske politikere, der har forsøgt at skabe fred i Mellemøsten. Han lancerede en storstilet kampagne i sommeren 2013, hvor han proklamerede, at han inden for ét år ville have en fredsaftale på plads mellem Israel og palæstinenserne. Det lykkedes ikke.
L
Lapid, Yair (1963-) er leder af partiet Yesh Atid (Der er en fremtid). Lapid blev født i Tel Aviv og er søn af den tidligere politiker Tommy Lapid. Han er tidligere talkshow-vært, klummeskribent og mangeårig meningsdanner i Israel, som tilbage i 2013 tog springet ind i politik, hvor han gik til valg på at repræsentere den israelske middelklasse.
Livni, Tzipi (1958-) er tidligere undenrigs- og justitsminister og har været i israelsk politik i mange år. Livni blev født i Tel Aviv som datter af ledende Irgun-folk og har selv gjort karriere i militæret, inden hun forlod dette for at blive advokat i 1993. Hun blev første gang valgt til det israelske parlament i 1999, hvor hun repræsenterede Likud. Siden brød hun ud af Likud sammen med Sharon for i 2005 at danne Kadima. I 2012 stiftede hun partiet Hatnua og indgik ved valget i 2015 i en alliane med Arbejderpartiet, hvor de to partier stillede op på en fælles liste. Livni er kendt som en varm fortaler for tostatsløsningen.
M
Meir, Golda (1898-1978) var Israels premierminister 1969-1974. Hun blev født Golda Mabovitch i Kiev i dagens Ukraine, men hendes familie udvandrede til USA i begyndelsen af 1910’erne. Meir flyttede til det britiske mandatområde i 1921. Hun kom med i fagbevægelsen Histadrut og blev som symbolsk indehaver af Israels første pas nogensinde sendt af sted som ambassadør i Sovjetunionen i 1948. Efter mange år i det politiske liv som medlem af Arbejderpartiet blev Meir premierminister i 1969. Hun måtte gå af efter stort pres, da den israelske befolkning var skuffede over håndteringen af Yom Kippur-krigen i 1973.
Meshaal, Khaled (1956-) er leder af den politiske gren af Hamas. Han blev født i Ramallah, mens Vestbredden hørte til Jordan, men flyttede med resten af sin familie til Kuwait efter Seksdageskrigen i 1967. Meshaal har overlevet flere attentatforsøg, mest kendt da Israel forsøgte at myrde ham i Amman i 1997. Meshaal lever i dag i eksil i Qatar, efter at han brød med det syriske styre i 2011.
N
Nasrallah, Hassan (1960-) er den tredje leder gennem tiderne af den paramiltære bevægelse og politiske organisation Hizbollah. Nasrallah blev født i Beirut i 1960 og overtog posten som leder af Hizbollah i 1992, da forgængeren Abbas al-Musawi blev myrdet i et israelsk helikopterangreb. Nasrallah blev for alvor kendt af omverdenen, da han som leder af Hizbollah kæmpede mod Israel i sommeren 2006. Israel og Hizbollah led begge store tab, og mange libanesiske civile mistede livet, men Nasrallah erklærede alligevel, at Hizbollah havde sejret.
Nasser, Gamal Abdel (1918-1970) var egyptisk præsident fra 1956 og frem til sin død. Han blev født i Alexandria og var med til at vælte det egyptiske kongehus i 1953, hvor han var en del af de frie officerer, der omdannede Egypten til et militærdiktatur. Nasser blev kendt som hele den arabiske verdens store leder og var en varm fortaler for panarabismen. Hans store drøm om at generobre Palæstina mislykkedes i 1967, og han døde kort tid efter af et hjertestop.
Netanyahu, Benjamin (1949-) er Israels nuværende premierminister og medlem af Likud. Han har været premierminister siden 2009. Netanyahu blev født i Tel Aviv og er den første israelsk-fødte premierminister. Han var premierminister første gang 1996-1999. Netanyahu har en lang militærkarriere bag sig og har boet flere år i USA, da han repræsenterede Israel i FN 1984-1988.
O
Obama, Barack (1961-) er demokrat og USA’s nuværende præsident, en post han har haft siden 2009. Han fik Nobels fredspris i 2009 med begrundelsen, at han med sin positive stil havde skabt nyt håb for verdensfreden. Obama er kendt for at have et anstrengt forhold til Israels premierminister Netanyahu, men han har alligevel brugt betydelig tid på at skabe fred mellem Israel og palæstinenserne.
Olmert, Ehud (1945-) var israelsk premierminister 2006-2009. Han blev født i Binyamina i det britiske mandatområde og blev som 28-årig valgt til det israelske parlament i 1973 for Likud. Han var siden en mangeårig succesrig borgmester i Jerusalem. Olmert fulgte Sharon, da denne stiftede Kadima i 2005, og han overtog ledelsen af partiet, da Sharon fik en blodprop og måtte gå af i 2006. Olmert måtte selv trække sig fra politik i 2009, da han blev rodet ind i en korruptionsskandale fra sin tid som borgmester. Olmert blev dømt skyldig for korruption i 2014.
P
Peres, Shimon (1923-) var israelsk premierminister 1984-1986 og igen i en kort periode efter Rabins død i 1995. Peres blev født i det nuværende Hviderusland og udvandrede med sin familie til mandatområdet Palæstina i 1934. Han kom første gang i parlamentet i 1959 og har bestredet en række ministerposter for Arbejderpartiet. Som udenrigsminister var han med til at forhandle om fred med palæstinenserne under Oslo-forhandlingerne, hvilket han fik Nobels fredspris for i 1994. Peres valgte sent i karrieren at blive en del af midterpartiet Kadima, mens han i årene 2007-2014 var en succesrig og vellidt israelsk præsident.
R
Rabin, Yitzhak (1922-1995) var israelsk premierminister 1974-1977 og igen 1992-1995. Rabin blev født i Jerusalem og ligesom mange andre kendte israelske politikere begyndte han sin karriere i militæret. I 1964 blev han øverste leder af det israelske væbnede styrker, og kun ti år senere gennemførte han et generationsskifte i Arbejderpartiet og blev landets premierminister. Han måtte gå af efter en bankskandale, men fortsatte i andre ministerroller frem til, at han igen vandt valget i 1992. Han ville skabe fred med palæstinenserne og modtog Nobels fredspris for dette i 1994. Han blev myrdet af en israelsk fanatiker til en fredsdemonstration i november 1995.
S
Sadat, Mohamed Anwar El (1918-1981) var egyptisk præsident 1970-1981. Sadat var en af de frie officerer, der væltede det egyptiske kongehus i 1953. Han var vicepræsident under Nasser og en naturlig arvtager som præsident. Han ændrede den udenrigspolitiske kurs for Egypten efter Yom Kippur-krigen i 1973 og indgik en historisk fredsaftale mellem Egypten og Israel i 1978. Året efter blev han hædret med Nobels fredspris. Han blev myrdet ved et attentat ved en militærparade i Kairo i 1981.
Shamir, Yitzhak (1915-2012) var Israels premierminister 1983-1984 og igen 1986-1992. Han blev født under navnet Isak Jeziernicky i det nuværende Hviderusland og var som ung leder af den frygtede terrororganisation Stern-gruppen, der kæmpede mod briterne. Han var også medlem af den militære organisation Irgun og blev flere gange sat i britisk fængsel. Efter en lang politisk karriere overtog han i 1983 posten som leder af Likud og fortsatte en stram kurs over for palæstinenserne frem til sit valgnederlag i 1992.
Sharon, Ariel (1928-2014) var israelsk premierminister 2001-2006. I januar 2006 blev han ramt af en blodprop i hjernen og endte sine dage i koma. Ariel blev født med efternavnet Sheinermann i Kfar Malal i mandatområdet og blev medlem af Haganah i 1945. Han havde i stil med mange andre israelske politikere en flot militærkarriere bag sig, før han blev politiker. Han stiftede partiet Shlomtzion og blev i 1973 valgt til Knesset for første gang. Siden droppede han sit eget parti og meldte sig ind i Likud. Han blev først kendt som landbrugsminister og siden forsvarsminister for Likud i begyndelsen af 1980’erne. I den arabiske verden bliver han kaldt ’Slagteren fra Beirut’ efter sin medvirken i massakren i Sabra og Shatila i Libanon. Han måtte gå af som forsvarsminister efter denne skandale, men fuldendte sit politiske comeback som premierminister i 2001.
W
Weizmann, Chaim (1874-1952) var Israels første præsident. Weizmann blev født i Pinsk, der i dag er en del af Hviderusland. Efter mange års studier rundt om i Europa blev han britisk statsborger i 1910. Han var som ledende britisk zionist med til at modtage Balfour-deklarationen i 1917, det berømte dokument der talte om et jødisk nationalhjem i Palæstina. Efter Israels oprettelse fik Weizmann æren af at blive landets første præsident frem til sin død i 1952. Posten er ceremoniel i Israel, da det er premierministeren, der har den øverste politiske magt.
