Arbejdsspørgsmål til kapitel 6: Migration: Udvandring og indvandring fra og til tyendetilværelsen
Flugten til Amerika
Tyendeloven af 1854 afskaffede ikke revselsesretten, men lovens § 27 indskrænkede den til, at det kun var tilladt at slå på kvindeligt tyende under 16 år og mandligt tyende under 18 år. I 1846 var det også blevet ulovligt for befalingsmænd i hæren at revse de menige soldater. Læs uddraget af August Rasmussens erindringer på side 104-105. Han og Ane Rasmussen emigrerede til Amerika i 1856. Hvordan stemmer hans erindringer om brug af vold overens med ovenstående lovændringer?
Diskuter hvilke muligheder der var for et tyende som August Rasmussen i Amerika. Inddrag kildetekst 24: Hvad Klasse af Folk de Danske er (1904). Hvordan beskriver August Rasmussen de danske udvandrere? Hvordan beskriver han de danske herremænd og præsters respons på, at de fattige danskere emigrerer? Diskuter, hvorfor de reagerer således
Udvandrerne, episode 2 (1971)
Se anden episode af den svenske tv-serie Udvandrerne (1971). Serien kan købes på dvd og ligger desuden på Netflix og på Filmstriben (et afsnit varer 50 minutter). Serien er baseret på Vilhelm Mobergs roman Udvandrerne (1950), og handlingen foregår i Sverige i midten af 1800-tallet. Analyser f.eks., hvordan bønder og tyendes forhold i Sverige beskrives. Diskuter:
- Før du ser episoden: Tænk over titlen på episoden: 'En bonde bukker for sidste gang'. Hvad forventer du, at der vil ske?
- Hvordan portrætteres bonden Karl Oskar Nilssons livsvilkår?
- Hvordan portrætteres karlen Roberts livsvilkår?
- Hvordan portrætteres bonden Aron, som karlen Robert er i tjeneste hos?
- Er det muligt for familien Nilsson at arbejde sig til bedre vilkår i Sverige? Hvorfor? Hvorfor ikke?
- Hvilke forestillinger gør Karl Oskar og hans bror, karlen Robert, sig om, hvilke muligheder der er i Amerika?
- Hvordan portrætteres hhv. provst Brusander og lensmanden Lönnegren, og hvilken magt har de i lokalsamfundet?
- Hvordan portrætteres kvinden Ulrika? Hvilken 'synd' har hun begået, og hvordan påvirker det hendes status og muligheder i lokalsamfundet?
- Hvilken rolle spiller kristendommen i lokalsamfundet?
- Hvordan reagerer provsten på Karl Oskars beslutning om at emigrere (32:12-34:10)?
- Noter mellem tre og fem overordnede årsager til, at fattigfolket i afsnittet vælger at emigrere.
Kildearbejde
Analyser kildetekst 20: Flugten til Amerika (1835). Hvordan beskrives Amerika? Diskuter, om digtet er ironisk, og i så fald: Hvordan kommer det til udtryk?
Analyser kildetekst 21: Den tiltagende Udvandring (1884). Hvordan forholder forfatteren sig til de muligheder, der var i Amerika?
Fremmed tyendearbejdskraft i Danmark: svenskere og polakker
I par eller små grupper skal I opridse årsager til:
- Hvorfor danskere emigrerede til Amerika.
- Hvorfor svenskere emigrerede til Amerika.
- Hvorfor svenskere emigrerede til Danmark.
- Hvorfor polakker emigrerede til Danmark.
Diskuter, hvorfor det var en fordel for danske arbejdsgivere at ansætte f.eks. svenskere eller polakker i stedet for danskere i landbruget, f.eks. på Lolland.
Diskuter, hvorfor det primært var polske kvinder, der blev ansat i roeindustrien. Inddrag citatet på side 108.
Kildearbejde
Analyser kildetekst 23: Svensk Tyende i Danmark (1900) med fokus på, hvilket syn artiklen har på de svenske tjenestepigers vilkår i Danmark og på, hvilke farer der er for de svenske piger. Er det væsentligt, at artiklen er baseret på en svensk undersøgelse foretaget af Gertrud Adelborg
Analyser kildetekst 22: De flygtende polakker (1895). Hvordan karakteriseres de polske arbejdere? Diskuter, hvilken forskel det gør, om denne type reportager trykkes i et højreblad eller et socialistisk blad. Diskuter desuden, hvordan den 'københavnske læges' indlæg bruges.
Til kapitel 5's arbejdsspørgsmål | Til oversigten over arbejdsspørgsmål | Til kapitel 7's arbejdsspørgsmål