Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Fane_kildetekster_ny.png
//
Kildetekster
//
1. Verdenskrig
//
Tekst 10

Reaktioner på Det nye tyske rige, 1871

Ved afslutningen af den fransk-tyske krig (1870-71) grundlagdes det Tyske Rige med kejserproklamationen i Versailles den 18. januar 1971 (tekst 4). Kort tid forinden havde en tysk, nationalliberal historiker, Heinrich von Sybel (1817-1895), beskrevet det nye kejserriges stilling i en artikel "Det nye tyske rige", som blev offentliggjort i tidsskriftet "Fortnightly Review" den 1. januar 1871."Fortnightly Review" var et anerkendt, indflydelsesrigt engelsk tidsskrift af liberal observans, grundlagt i 1865.

Ligeledes i januar 1871 holdt den britiske, konservative politiker Benjamin Disraeli (1804-1881, premiereminister 1868 og 1874-80) en tale i Underhuset, hvori han vurderede hvilken betydning udfaldet af den fransk-tyske krig ville få for den europæiske magtbalance.

 

"Det nye tyske rige", artikel, 1. januar 1871

Tyskland vil også efter sine store sejre have en højst truet stilling i Europa mellem det hævntørstige Frankrig, det fremadstræbende Rusland og det svingende Østrig. Hvad vi frem for alt behøver i denne situation, er stadighed og sikkerhed hos regeringen. Et præsidentvalg hvert fjerde år ville hos os hver gang være et spil om liv og død. Der findes vel mere ideale tilstande end vore; for os er det et spørgsmål om eksistens, at vor politiske overleverings gode tråde ikke letsindigt bliver sønderrevet.

Vore konger har gjort den erfaring, at deres militærsystem, som i dag har ført dem til så eksempelløse resultater, beror på forudsætningen af en sum af kultur, velstand og patriotisme, der er vidt udbredt i folket, og da vi ved, at dette tydeligt anerkendes af alle vor regerings medlemmer, giver netop vor udenrigspolitiske situations spænding os en fast garanti, naturligvis ikke imod enkelte misgreb og fejltagelser, men vel for en stadig stræben hos regeringen efter kultur, velstand og patriotisme, og det vil med ét ord sige efter folkets frihed.

 

Benjamin Disraeli i en tale til Underhuset, januar 1871

Lad mig henlede husets opmærksomhed på karakteren af denne krig mellem Frankrig og Tyskland. Det er ikke nogen almindelig krig som krigen mellem Preussen og Østrig eller som den italienske krig, som Frankrig var involveret i for nogle år siden, ej heller er den som Krimkrigen. Denne krig betyder den tyske revolution, en større politisk begivenhed end den franske i sidste århundrede. Jeg siger ikke en større eller lige så stor en social begivenhed. Hvad dens samfundsmæssige følger kan være, vil fremtiden vise. Ikke et eneste princip i ledelsen af vor udenrigspolitik, anerkendt af alle statsmænd som vejledning indtil for seks måneder siden, eksisterer længere. Der er ikke én diplomatisk tradition, som ikke er blevet fejet væk. Man har en ny verden, nye påvirkninger i arbejde; nye og ukendte mål og farer skal magtes, for øjeblikket indhyllet i den dunkelhed, som gerne følger med nyhed i sådanne anliggender. Vi plejede at have drøftelser her i huset om magtbalancen. Lord Palmerston[1], i fremragende grad en praktisk mand, manøvrerede statens skib og formede dens politik med henblik på at bevare en ligevægt i Europa […]

Men hvad er der egentlig kommet til at ske? Magtbalancen er blevet totalt ødelagt, og det land, som, lider mest og mest mærker virkningerne af denne store forandring, er England.

 

Fra: Niels Uffe Dahl, Tysk udenrigs- og kolonipolitik 1871-1914, (Gyldendal, 1976)s.19-20.

 

Tekst 9 | Oversigten over kildetekster | Tekst 11

 

 

[1] Lord Henry Palmerston, britisk liberal politiker, var premierminister 1855-58 og 1859-65. Hans politiske indsats var koncentreret om udenrigspolitikken.

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk