Den tysk-østrig-ungarske forbundstraktat, oktober 1879
Efter at Bismarck i 1878 havde optrådt som mægler på Berlinerkongressen, efter den russisk-tyrkiske krig og der valgt at støtte Østrig-Ungarn frem for Rusland, kølnedes forholdet mellem Rusland og Tyskland.
Zar Alexander 2. (1818-1881) skrev i august 1879 et brev til sin morbror, kejser Wilhelm 1 (1797-1888), hvori han beklagede det ændrede forhold mellem landene og gav udtryk for at Tyskland med støtten til Østrig havde ofret det gode forhold til Rusland. Bismarck kommenterede situationen i et brev til kejseren den 31. august 1879. På brevet noterede kejseren: "Har pålagt ministeren, at meddele fyrst Bismarck, at jeg betragter denne skrivelse som non avenue (ikke modtaget), indtil jeg i overmorgen har talt med kejser Alexander […]"
Allerede i oktober samme år indgik Tyskland en hemmelig alliance med Østrig-Ungarn. Denne traktat skulle vise sig at være et af de vigtigste elementer i den tyske alliancepolitik frem til 1. verdenskrig.
Brev fra fyrst Otto von Bismarck til kejser Wilhelm 1, Gastein, Østrig 31. august 1879
Deres majestæt anmoder jeg nådigst om at erindre, at jeg inden for de sidste fem år gentagne gange i beretninger og breve har fremhævet de farer, som koalitioner mellem andre stormagter kan frembyde for Tyskland. De krige, som Deres Majestæt har været nødsaget til at føre siden 1864, har i mere end ét land efterladt et ønske om at få revanche i forbund med andre magter og at blive udgangspunkt for dannelsen af koalitioner, sådan som det var tilfældet i Syvårskrigen[1], hvor en koalition dannedes mod det fremadstræbende Preussen. […]
Det er heller ikke nødvendigt at føre bevis for, at vi, i Europas midte, ikke bør udsætte os for isolation. Efter min opfattelse er vi imidlertid udsat for en sådan, hvis vi ikke kommer den i forkøbet med et forsvarsforbund med Østrig. […]
Jeg anser krig med Rusland for at være det største onde, der kan overgå os på dette område, alene fordi den ikke ville frembyde noget mål for os, men udelukkende ville være et forsvar mod et barbarisk angreb. Men hvis vi spørger os selv, hvorledes vi da kan forhindre dette onde i at opstå, så kan jeg ikke længere se det sandsynligste middel herimod i kejser Alexanders sindelag. […]
Det eneste virksomme middel til at sikre os freden, ser jeg i et forsvarsforbund. Set fra et russisk standpunkt kan det synes enkelt at angribe enten Preussen eller Østrig […]. Er de[2] derimod enige og forsvarer sig samtidig, så bliver denne position snarere til en blindgyde for russerne. Det er min officielle overbevisning, at vi blot behøver at slutte dette forbund for at forhindre krigen. […]
Hvis Østrig ikke finder beskyttelse hos Tyskland mod uberegnelige russiske afgørelser, så vil det ikke i længden kunne modstå trangen til at søgebistand hos Frankrig, for England kan ikke yde det tilstrækkelig hjælp på kontinentet; inden for det vestlige forbund vil Østrig derfor i længden i sin fremskudte position blive mere afhængig af Frankrig end af England. Men et nærmere østrigsk-fransk samarbejde indeholder de samme farer for Tyskland som et østrigsk-russisk; på samme måde som sidstnævnte kan suppleres med Frankrig, så kan førstnævnte til enhver tid i kraft af russernes lunefulde politik blive til en knugende triplealliance vendt mod Tyskland.
Et varigt fredsforbund mellem Østrig og Tyskland ville alene kunne afskære muligheden for oprettelsen af denne truende triplealliance, sådan som vi kender den fra Syvårskrigen. Og England ville da være meget interesseret i en fast tilknytning til dette forbund mellem de to mellemeuropæiske kejserriger. […]
Hvis de to tyske magter ved at holde sammen kunne etablere en sikker dæmning mod de krigeriske bestræbelser som udgår fra det panslavistiske revolutionsparti i Rusland, så ville der måske være håb om, at de konservative elementer i Rusland herved kunne genvinde både mod og indflydelse. I øjeblikket er det de revolutionære, som dominerer i Rusland, og der er fare for, at dette store rige såvel i sin udenrigs- som indenrigspolitik bliver et offer for anarkistiske bevægelser. […]
Til sidst skal jeg tillade mig, under henvisning til de nationale følelser i det samlede tyske rige, endnu en gang ærbødigst at påberåbe mig den historiske kendsgerning, at "det tyske Fædreland" med sine tusindårige traditioner stadig findes både ved Donau, i Steiermark og i Tirol, men derimod ikke i Moskva og Petersborg. Denne kendsgerning har væsentlig betydning for vore udenrigspolitiske forbindelsers holdbarhed og popularitet, både i parlamentet og i folket. […]
Den tysk-østrig-ungarske forbundstraktat af 7. oktober 1879
I betragtning af, at Deres majestæter den tyske kejser, konge af Preussen, og kejseren af Østrig, konge af Ungarn, må anse det som deres uafviselige monarkiske pligt under alle omstændigheder at drage omsorg for deres rigers sikkerhed og deres folks ro; […]
I betragtning af, at et inderligt sammenhold af Tyskland og Østrig-Ungarn ikke kan true nogen, men er egnet til at konsolidere den europæiske fred […]
Artikel I:
Skulle mod de to HøjeKontrahenters[3] formening og oprigtige ønske et af de to riger blive angrebet af Rusland, så er de Høje Kontrahenter forpligtet til at bistå hinanden med deres rigers samlede krigsmagt og følgelig til kun i fællesskab og samdrægtighed at slutte fred.
Artikel II:
Hvis en af de Høje kontraherende parter skulle blive angrebet af en anden magt, så forpligter den anden Høje kontrahent sig derved til ikke kun at undlade at bistå angriberen mod hans Høje Forbundsfælle, men tillige til som det mindste at indtage en velvillig, neutral holdning over for sin Høje Medkontrahent. Hvis imidlertid i et sådant tilfælde den angribende magt understøttes af Rusland, […] så træder den i artikel I i denne fastsatte forpligtelse til gensidig bistand med den samlede krigsmagt også i dette tilfælde i kraft […]
Artikel IV:
Denne traktat skal i overensstemmelse med sin fredelige karakter og for at udelukke enhver mistydning hemmeligholdes […]og må kun med begge parters indforståelse og i henhold til særlig overenskomst meddelelses en tredje magt.
De to Høje Kontrahenter er […] af den forhåbning, at Ruslands oprustning i virkeligheden ikke vil vise sig at være farlig for dem, […] men skulle denne forhåbning mod forventning vise sig at være en fejltagelse, så anser de Høje Kontrahenter det for deres loyale pligt, at de i det mindste i al fortrolighed underretter kejser Alexander om, at de er nødsaget til at betragte et angreb på en af dem som et angreb på begge.
Fra: Hans A Jacobsen, Tyskland - europæisk stormagt eller verdensmagt, (Gads Forlag, 1977), s.38-41 og Niels Uffe Dahl, Tysk udenrigs- og kolonipolitik 1871-1914 (Gyldendal, 1976), s.38-40.
[1] I den preussiske Syvårskrig 1756-63 måtte Preussen, der fik en beskeden støtte fra England, kæmpe mod både Frankrig, Østrig og Rusland.
[2] Tyskland og Østrig.
[3] Underskrivere
