Triplealliancen af 1882
Fra omkring 1880 begyndte de europæiske stormagter for alvor at kolonisere Afrika. Det medførte større eller mindre uoverensstemmelser vedrørende økonomiske og territoriale interesser. I 1881 var Bismarck indirekte involveret i interessekonflikter mellem Frankrig og Italien vedrørende Tunesien; den italienske regering ræsonnerede, at Italien ikke kunne sikre sig ekspansion i Afrika uden at tilnærme sig Tyskland og Østrig-Ungarn. Den 20. maj 1882 underskrev de tre parter den hemmelige Triplealliance, som indeholdt følgende bestemmelser:
Traktaten blev fornyet i 1887, 1891, 1902 og 1912.
Triplealliancen af 1882
Artikel I
De Høje Kontrahenter lover gensidigt hinanden fred og venskab og vil ikke indtræde i nogen alliance eller forpligtelse rettet mod en af deres stater.
[…]
Artikel II
I tilfælde af, at Italien uden direkte provokation fra egen side skulle blive angrebet af Frankrig, af hvilken grund det end skulle være, vil de to andre Høje Kontrahenter være forpligtet til at yde den angrebne part undsætning og hjælp med alle deres stridskræfter. Samme forpligtelse vil påhvile Italien i tilfælde af et ikke direkte provokeret angreb fra Frankrig mod Tyskland.
Artikel III
Hvis en eller to af de Høje Kontrahenter uden direkte provokation fra deres side skulle blive angrebet og befinde sig inddraget i en krig med to eller flere stormagter, der ikke har underskrevet nærværende traktat, vil ’casus foederis’[1] samtidig indtræffe for alle de Høje Kontrahenter.
Artikel IV
I tilfælde af, at en stormagt, der ikke har underskrevet nærværende traktat, skulle true statssikkerheden hos en af de Høje Kontrahenter og den truede part skulle se sig tvunget til at føre krig mod den, forpligter de to andre sig til at iagttage en velvillig neutralitet over for deres allierede. Hver forbeholder sig i det tilfælde ret til at tage del i krigen, hvis den anser det for passende at gøre fælles sag med sin allierede.
Artikel V
Hvis freden hos en af de Høje Kontrahenter skulle blive truet under omstændigheder forudset i de forudgående artikler, vil de Høje Kontrahenter i god tid træffe aftale angående de militære forholdsregler, som skulle tages med henblik på et eventuelt samarbejde.
De forpligter sig allerede nu til i alle tilfælde af fælles deltagelse i en krig kun at slutte våbenstilstand, fred eller traktat efter fælles indbyrdes enighed.
Artikel VI
De Høje Kontrahenter lover gensidigt hinanden hemmelighed angående indholdet og angående eksistensen af nærværende traktat.
[…]
Fra: Niels Uffe Dahl, Tysk udenrigs- og kolonipolitik 1871-1914 (Gyldendal, 1976), s.48-49
[1] Begivenhed, der sætter en traktatlig forpligtelse i kraft.
