Vurderinger af Bismarcks politik, 1887 og 1898
I februar 1887 var det lykkes Bismarck at forny Triplealliancen med Østrig-Ungarn og Italien, men Tyskland havde stadig brug for at forbindelsen til Rusland forblev intakt. Efter vanskelige forhandlinger enedes den tyske og russiske regering om at "bekræfte den mellem dem bestående enighed i en særaftale" og underskrev en hemmelig traktat, der blev kendt som Genforsikringstraktaten af 18.juni 1887.
Dagens efter kommenterede grev Herbert v. Bismarck (1849-1904) traktatens ordlyd i et brev til sin bror, grev Wilhelm (1852-1901). De to var sønner af rigskansler Otto von Bismarck; Herbert von Bismarck var diplomat og statssekretær i udenrigsembedet 1886-1890, hvor han fratrådte sin stilling samtidig med faderens afskedigelse fra kanslerposten i 1890. Broderen Wilhelm var preussisk embedsmand.
Senere nedskrev den tyske diplomat, Friedrich von Holstein (1837-1909), der var kontorchef i udenrigsembedet, en intern vurdering af Bismarcks politik i forhold til Rusland. Vurderingen blev skrevet omkring 1898, dvs. otte år efter Bismarcks afsked fra rigskanslerposten.
Brev fra Herbert von Bismarck til broderen grev Wilhelm, Berlin den 19.juni 1887
[…] Den hemmelige traktat blev underskrevet i går: den er temmelig harmløs; forpligter os til neutralitet, hvis Østrig skulle angribe Rusland (hvad der er så godt som utænkeligt), og modsat Rusland til neutralitet, hvis Frankrig angriber os – den løber over tre år og er absolut hemmelig. Det er dog altid en slags pres på zaren, og hvis det bliver alvor, kan vi formentlig holde russerne fra halsen 6-8 uger længere end uden denne traktat. Det er jo altid noget. Alle yderligere krav blev kategorisk afvist fra vor side […]
Friedrich von Holstein om Bismarcks politik (ca. 1898)
[…] den hemmelige traktat, som man i den sidste tid har kaldt genforsikringstraktaten, havde allerede eksisteret siden 1887. Fyrst Bismarck spandt ivrigt på sit net af traktater til alle sider. Og jo mere kompliceret dette net var, desto vanskeligere var det at skulle holde rede på trådene uden fyrst Bismarcks hjælp, "Den sag kan kun min far klare", sagde grev Herbert Bismarck.
Men selve den kendsgerning, at vi havde sluttet en hemmelig traktat med Rusland, Østrigs hovedmodstander, hvis indhold Østrig ikke kendte, måtte nødvendigvis skade triplealliancen. Og i endnu højere grad da traktatens indhold. For russerne turde tanken om at holde triplealliancens skæbne i deres hånd have haft en afgørende betydning for indgåelsen af traktaten. I Petersborg har man formentlig sagt sig, at Rusland, ved at true med indiskretion eller – for at bruge et moderne udtryk – med afsløringer, ville kunne skaffe sig et pressionsmiddel over for regeringen i Berlin. Blandt de få, som kendte til traktatens indgåelse, diskuterede man dengang, i årene 1887 til 1890, ofte spørgsmålet: "Hvornår vil Rusland lade noget sive ud i Wien?"
Imidlertid opstod der i de tre år, bortset fra de første måneder af 87, ingen akut situation, som kunne have givet den russiske regering anledning til at tage usædvanlige midler i anvendelse. Desuden nærede man i udenrigsembedet, så længe Bismarck var der, en fatalistisk tillid til, at han i nødstilfælde med lidt lykke og lidt held nok skulle vide at klare sig ud af en pinlig situation. Men for den indviede stod det helt klart, at genforsikringstraktaten var i modstrid med de andre bestående, og på daværende tidspunkt berettigede, aftaler. Fyrst Bismarck havde, som et udslag af temperament og lune, ni år tidligere stødt Rusland fra sig, efter af det havde gjort sin skyldighed. For nu at få Rusland med sig igen begik han politisk bigami.
Kejser wilhelm skal ikke bebrejdes noget i den anledning. Man kan ikke forlange af den 90-årige monark, at han kritisk skulle have sammenlignet ordlyden af de aftaler, som blev til på Bismarcks vævestol. Han var, hvad det angår, i sin gode ret til at stole på Bismarcks ord. Hertil kommer, at Bismarck besvarede enhver indsigelse fra kejseren med ønsket om at træde tilbage, og at kejseren i sine sidste år alene af den grund undlod at fremkomme med sine betænkeligheder ved Bismarcks forslag.
Og endelig var hvert skridt, som på ny bragte Tyskland nærmere Rusland, som talt ud af den gamle regents hjerte.
Fra foråret 1887 og frem til 1890 var vi altså i den unaturlige situation, at Rusland, hvis zar i ord og gerning, dvs. ved den fortsatte militære opmarch ved vor grænse, åbenlyst demonstrerede sin mistro og fjendtlige indstilling til Tyskland, var i besiddelse af en traktat, som ved at blive offentliggjort stemplede den tyske regering for alliancebrud, dvs. som værende uværdig som traktatpartner nu og i fremtiden. Ganske vist kunne man godt hengive sig til forhåbningen om, at Bismarcks vældige autoritet ville kunne dække over alt dette, men sagen kom til at stå noget anderledes, da det drejede sig om at forny traktaten på et tidspunkt, hvor Bismarcks tilbagetræden allerede var en kendsgerning. […]
Kejser Wilhelm 2., som i god tro havde overtaget traktaten fra sin bedstefader og fader, nærede et inderligt ønske om at forlænge den. […]
I mellemtiden blev Caprivi[1] udnævnt og fik af kejseren pålæg om hurtigst muligt at gøre sig bekendt med traktaten.
Den ny rigskansler kom tidligt en morgen til ministeriet på et tidspunkt, hvor jeg som den eneste af kontorcheferne var til stede, og bad mig vise ham udkastet til den hemmelige russisk-tyske traktat. […]
Der fandt […] et møde sted mellem den ny rigskansler, Schweinitz og Berchem,som, efter at Herbert Bismarck var fratrådt sin stilling, havde overtaget ledelsen af udenrigsembedet. De respektive akter blev fremlagt, og efter at have orienteret sig, erklærede Schweinitz, at der rigtignok var ting, som han indtil da ikke havde haft kendskab til. Under de omstændigheder anså han indgåelsen af traktaten med Rusland for umulig, fordi den ville bringe os i modstrid med andre (og dengang stadig) gyldige traktatbestemmelser. Jeg var ikke til stede under mødet, men hørte om resultatet straks efter fra Caprivi, som ufortøvet var taget til kejseren. Kejseren havde sagt: "Hvis Schweinitz også er imod det, så går det ikke. Det gør mig ondt, men jeg vil først og fremmest føre en ærlig politik."
[…]
Fra: Hans A Jacobsen, Tyskland - europæisk stormagt eller verdensmagt, (Gads Forlag, 1977), s.45-47.
[1] Leo von Caprivi (1831-1899) general og Bismarcks efterfølger på rigskanslerposten (i perioden 1890-94).
