Uddrag af Bismarcks tale til Rigsdagen, 6. februar 1888
Med Tysklands centrale position i Europa anså Bismarck et stærkt militær for en nødvendighed. Udgifterne til hæren og hærens størrelse blev fastsat af Rigsdagen for en årrække ad gangen. I begyndelsen af 1888 forelagde Bismarck – og fik gennemført – et forslag, der ville forøge Tysklands disponible styrke med ca. 700.000 mand. I denne rigsdagstale den 6. februar 1888, som for en stor del drejede sig om forholdet til Rusland, udtalte han blandt andet:
Bismarcks tale til Rigsdagen, 6. februar 1888
[…] Jeg anfører disse kendsgerninger for at forklare Dem oprindelsen af den traktat med Østrig, som er blevet offentliggjort for få dage siden, og for at retfærdiggøre Hans Majestæts politik mod den bebrejdelse, at den skulle have udvidet krigsmulighederne for Det tyske Rige ved at tilføje den [krig], som kunne ramme Østrig uden dens skyld. Jeg er derfor i færd med at skildre for Dem, hvorledes det gik til, at det traditionelle forhold mellem os og Rusland – altid plejet med forkærlighed af mig personlig – udviklede sig således, at vi blev foranlediget til at slutte den i forgårs offentliggjorte traktat.
De første år efter den franske krig gik endnu i bedste forståelse; det var først i 1875, at en tilbøjelighed trådte for dagen hos min russiske kollega, fyrst Gortjakov, til mere at stræbe efter popularitet i Frankrig end hos os og benytte visse kunstigt foranledigede konstellationer dertil for ved et tilføjet telegram at få verden til at tro, at vi i 1875 skulle have haft nogen som helst tanke om at overfalde Frankrig, og at det skulle have været fyrst Gortjakovs fortjeneste at have reddet Frankrig ud af denne fare.[1] Det var den første besynderlighed, som optrådte mellem os […]
Den trussel, som vi erfarer – ikke fra regeringen – men i pressen, er egentlig en utrolig dumhed (munterhed), når man betænker, at man tror at kunne skræmme en stor og stolt magt, som Det tyske Rige er, ved en vis truende formning af tryksværten, ved sammenstilling af ord (Bravo!).
Man skulle lade være med det; så ville man gøre det lettere for os med at komme vore to naboer endog venligere i møde. Hvert land er dog nu engang ansvarligt for de vinduer, dets presse slår itu; regeringen præsenteres en eller anden dag i det andet lands misstemning.
Vi kan let bestikkes ved kærlighed og velvilje – måske for let – men helt bestemt ikke ved trusler! (Bravo!) Vi tyskere frygter Gud, men ellers intet i verden (Livligt bravo!), og gudsfrygten er det, som får os til at elske og pleje freden. Den, der imidlertid bryder den, vil overbevises om, at den kampglade fædrelandskærlighed, som i 1813 kaldte det engang svage, lille og udsugede Preussens samlede befolkning under fanerne[2], i dag er et fællesgode for hele den tyske nation, og at den, der på en eller anden måde angriber den tyske nation, vil finde den bevæbnet som en enhed og hver landeværnsmand med den faste tro i hjertet: Gud vil være med os! (Livligt, vedvarende bifald).
Fra: Niels Uffe Dahl, Tysk udenrigs- og kolonipolitik 1871-1914 (Gyldendal, 1976), s.57-58.
[1] Der henvises til et telegram, Gortjakov havde sendt til Ruslands diplomatiske repræsentationer i udlandet efter mødet med Bismarck i Berlin i maj 1875.
[2] Hentydning til Preussens opstand mod Napoleon.
