Engelsk-tyske forhandlinger, 1901
I løbet af 1890'erne havde England og Tysklands indbyrdes forhold været præget af tilnærmelser skiftende med afstandtagen og problemer. Det første viste sig især i, at England og Tyskland aldrig for alvor udviklede territoriale interessekonflikter i Afrika og i Asien, det andet viste sig mest tydeligt og mest kritiske i flådekapløbet fra slutningen af 1890'erne.
I januar 1901 sendte ambassadøren i London et telegram til det tyske udenrigsembede. Indholdet af telegrammet blev indledningen på diplomatiske overvejelser vedrørende et eventuelt fornyet forbindelser mellem England og Tyskland.
Telegram fra ambassadøren i London, grev von Hatzfeldt, til udenrigsembedet i Berlin, den 18. januar 1901
Under friherre von Eckardsteins[1] tilfældige møde for nylig med mr. Chamberlain[2] på landet hos hertugen af Devonshire, kom koloniministeren bl.a. også med følgende betydningsfulde udtalelser:
Han og hans venner i kabinettet var nu klar over, at det ikke længere var tiden for England at føre en "Splendid Isolation"-politik. England måtte med henblik på fremtiden se sig om efter forbundsfæller.
Valget stod mellem Rusland, Frankrig og triplealliancen. Både i kabinettet og i befolkningen var der røster, som ønskede og ivrigt arbejdede for et forlig såvel som et fast forbund med Rusland, og som var parat til at betale en meget høj pris for at nå dette mål. Selv hørte han ikke til dem, som ønskede en tilknytning til Rusland, men mente tværtimod, at et forbund med Tyskland og en tilknytning til triplealliancen var at foretrække. Han personligt ville gøre alt for, at en langsom udvikling i denne retning blev sat i gang.
I første omgang gik han ind for, at der skulle komme en hemmelig overenskomst i stand mellem England og Tyskland angående Marokko. På det allerede tidligere diskuterede grundlag. Han ville tilråde, at man tog sagen op, så snart Lord Salisbury[3] var taget af sted sydpå, og forhandlede enkelthederne med Lord Lansdowne[4] og ham selv. Så længe han, Chamberlain, var overbevist om, at et varigt forbund med Tyskland var muligt, ville han på det bestemteste modsætte sig enhver tanke om et forlig med Rusland.
Skulle det imidlertid vise sig, at en permanent tilknytning til Tyskland ikke kunne gennemføres, så ville også han gå ind for et forbund med Rusland, til trods for den abnorme pris som England da antagelig måtte betale […]. Han bad om, at man medundtagelse af spørgsmålet om Marokko foreløbig ikke betragtede disse hans udredninger som en tilskyndelse, men blot som en akademisk drøftelse.[…]
Telegram fra statssekretæren i udenrigsembedet i Berlin, friherre von Richthofen, til ambassadøren i London, den 26. maj 1901.
[…]
Deres Excellence bedes venligst mundtligt give Lord Lansdowne underretning om, når han vender tilbage, at man i Berlin holder fast ved princippet om, at forhandlingerne ikke gøres i spring, men skridtvis.
Sidste skridt bestod i, at den tyske regering præciserede den for den acceptable grundlæggende tanke bag en tysk-engelsk overenskomst derhen, at Storbritannien med dets kolonier skulle anses for en helhed og ligeledes, at triplealliancen skulle anses for en helhed, så at de således ville være et forbundsanliggende, hvis Storbritannien så sig nødsaget til at forsvare sig i tilfælde af angreb på en af de britiske kolonier, og ligeledes, hvis triplealliancen så sig nødsaget til at forsvare sig i tilfælde af et angreb på af de tre forbundsstater.
Det næste skridt skulle herefter være, at den engelske regering udtaler sig om det antagelige i denne grundtanke. Først da, når der efter en gensidig accept af denne plan er skabt et fælles grundlag, kunne man træde ind i tredje fase, en drøftelse af detaljerne […]
Kejser Wilhelm 2.s erklæring ved møde med kong Edward 7. af England og den engelske ambassadør i Berlin på kejserens slot, Wilhelmshöhe, ved Kassel, den 23. august 1901
[…] [vi reagerer ikke mere]på de sædvanlige fraser om venskab og sammenhold. Der kan kun forhandles på grundlag af helt sikre aftaler. Før den engelske regering forelægger parlamentet en paragraferet og nøje affattet traktat og lader parlamentet ratificere den i al offentlighed, før kan man ikke komme nogen vegne med os, dvs. triplealliancen, thi uden mine forbundsfæller indlader jeg mig ikke på noget som helst.
[…]
Fra: Hans A Jacobsen, Tyskland - europæisk stormagt eller verdensmagt, (Gads Forlag, 1977), s.52-54.
[1] Eckhardstein var førstesekretær ved den tyske London-ambassade.
[2] Joseph Chamberlain (1836-1914), konservativ britisk politiker; koloniminister 1895-1903.
[3] Robert Salisbury (1830-1913), konservativ britisk politiker; premierminister 1886-92 og 1895-1902.
[4] Henry Charles Lansdowne (1845-1927), konservativ britisk politiker; udenrigsminister 1900-1905.
