Overvejelser vedrørende Englands og Tysklands flådepolitik, 1912
Fra vinteren 1908 til maj 1912 foregik i flere omgange tysk-engelske forhandlinger om flådespørgsmålet og i tilknytning hertil om de to landes tiltag i tilfælde af at en af parterne blev involveret i krig. Tyskland lovede i 1909 at sænke tempoet for flådebyggeriet, hvis England kunne love neutralitet. Dette var ikke muligt og i januar 1912 blev det kendt i England, at den tyske rigsdag havde planer om at bygge tre store slagsskibe ud over de allerede planlagte. Det kom til nye forhandlinger henover foråret 1912 (se desuden tekst 21)
I den situation havde den tyske kejser Wilhelm 2., der i denne sag støttede sig mere til sin flådeminister, von Tirpitz, sendt besked til den tyske ambassade i London uden at inddrage rigskansleren, Bethmann Hollweg i beslutningen.
Det fik rigskansleren til at indgive en afskedsbegæring til kejseren, hvori han samtidig vurderede de mulige konsekvenserne af situationen. Forhandlingerne med England standsede, den nye flådelov blev vedtaget i Rigsdagen i maj 1912 og Bethmann Hollweg bøjede sig for kejserens krav og blev i embedet, men havde fortsat som langsigtet mål at arbejde hen mod en tilnærmelse til England.
Rigskansler von Bethmann Hollwegs afskedsbegæring, Berlin, den 6. marts
Deres kejserlige og kongelige Majestæt.
Deres majestæt har med mit allerunderdanigste samtykke besluttet sig til at træde i forhandling med England for at tilvejebringe en politisk overenskomst. Disse forhandlinger har for tiden taget en ugunstig vending, da England har forrykket forhandlingsgrundlaget. England hævder, at man har følt sig foranlediget hertil at vore nye flådeplaner, som vi har gjort dem bekendt med. Alligevel har vi efter min ærbødige mening pligt til at forsøge at videreføre forhandlingerne i al forsigtighed, for at en mulig fiasko ikke alt for grelt og straks skal vise sig, og for at den mulighed holdes åben, og forhandlingerne kan bringes til en heldig afslutning, om ikke nu så dog efter nogen tids forløb.
Frem for alt må vi skyde skylden for en fiasko på England. Gør vi ikke det, så vil ikke blot vort forhold til England blive skærpet på skæbnesvanger vis, men den allerede stærkt opflammende chauvinisme i Frankrig vil tillige føle sig opmuntret til at gøre sig de dristigste forhåbninger. Frankrig vil blive så udfordrende og overmodigt, at vi er tvunget til at angribe det. I en sådan krig vil Frankrig automatisk få hjælp af Rusland og uden tvivl også af England, mens der for vore forbundsfæller ikke vil være tale om casus foederis[1], men tværtimod tvinges vi til at udbede os deres hjælp eller neutralitet.
Jeg vil ikke tage ansvaret for, at vi på vor side arbejder hen imod en sådan situation. Hvis vi pånødes en krig, så vil vi være parat til at kæmpe og med Guds hjælp ikke bukke under. Men at vi på vor side fremmaner en krig, uden at vor ære eller vitale interesser er berørt, ville jeg anse for at være en forsyndelse mod Tysklands skæbne, selv hvis vi efter al menneskelig forudseenhed kunne gøre os håb om den totale sejr. Men heller ikke dette er tilfældet, i det mindste ikke til søs. Deres Majestæts marine vil vide at kæmpe overordentligt heltemodigt, men efter hvad statssekretæren i rigsmarineembedet gentagne gange har oplyst over for mig, kan man ikke regne med, at den kan besejre den engelske og franske flåde.
[…]
Deres majestæt har med det i dag til morgen afsendte telegram til grev Metternich[2] grebet ind i de i den grad uafklarede forhandlinger uden først at tillade mig at kommet til orde. En sådan direkte meddelelse til greb Metternich giver ham underretning om, at Deres majestæt har udelukket ridskansleren fra ledelsen af udenrigspolitikken. Dette gør det umuligt, at jeg viderefører forretningerne. Rent sagligt har Deres Majestæt ladet ambassadøren forstå, at tilbagetrækningen af engelske skibe fra Middelhavet til Nordsøen af Deres Majestæt ville blive opfattet som en krigstrussel og besvaret med et udvidet lovtillæg – med tre tempi – samt en eventuel mobilisering.
Deres majestæt er herefter besluttet på at føre en politik, som jeg af de her anførte grunde ikke er i stand til at overtage ansvaret for og i hvert fald slet ikke, når Deres majestæt direkte meddeler en ambassadør beslutningen om en så indgående forholdsregel som en mulig mobilisering uden først at have forhørt sig hos mig.
I kraft af det embede, som Deres majestæt har overdraget mig, bærer jeg ansvaret for den af deres majestæt befalede politik for Gud, for fædrelandet, for historien og for min egen samvittighed. Ej heller Deres majestæt kan tage dette ansvar fra mig. Da Deres majestæt ikke gør det muligt for mig at leve op til dette ansvar, så beder jeg allerunderdanigst deres majestæt om at fritage mig fra mine pligter.
Fra: Hans A Jacobsen, Tyskland - europæisk stormagt eller verdensmagt, (Gads Forlag, 1977), s.61-63
[1] Begivenhed, der forpligter til udførelse af de foranstaltninger, som er fastsat i en overenskomst; f.eks. at man holder sig neutral eller man mobiliserer til fordel for en forbundsfælle.
[2] Titel for Kurt Riezler (1882-1955), tysk diplomat og professor; legationsråd i udenrigsembedet 1910-15.
