Breve fra fyrst v. Bismarck vedrørende kolonier, 1885
Tyskland var den sidste af de europæiske stormagter, der begyndte at føre aktiv kolonipolitik. I foråret 1884 havde det tyske rige påtaget sig beskyttelsen af store landområder i Afrika, det der senere blev Tysk Sydvestafrika, hvilket var i modstrid til britiske ønsker. Samme år blev kolonierne Togo og Kameroun lagt under Det tyske Rige. I løbet af forår og sommer 1885 udvidedes de tyske koloniområder med såvel Østafrika, som den nordøstlige del af Ny-Guinea og øerne nord for dette område i Stillehavet, kendt som hhv. Kaiser-Wilhelm-land og Bismarckarkipelaget.
Denne udvikling medførte et nært fransk-tysk samarbejde, hvor begge parter gerne så den anden i et spændt og modsætningsfyldt forhold til England.
Breve fra fyrst v. Bismarck til den tyske ambassadør i London, grev Münster, den 25. januar 1885
[…] For os har den fremtidige udformning af forholdene omkring Ægypten i og for sig ikke megen betydning […] Englands kolonipolitik har tvunget os til at varetage vore koloniale interesser i opposition til Englands politik i Ægypten. Og dette vil også fremdeles være tilfældet i det omfang, det vil være nødvendigt […]
Den offentlige mening i Tyskland lægger for tiden så stor vægt på kolonipolitikken, at regeringens position indadtil i væsentlig grad afhænger af, om denne politik lykkes. Jeg beder dem derfor om ikke at glemme, at Ægypten som sådan er os ganske og aldeles ligegyldig og for os blot et middel til at overvinde Englands modstand mod vores koloniale bestræbelser. Selv den mindste flig af Ny-Guinea eller Vestafrika – og den være sig rent objektivt ganske værdiløs – er for øjeblikket langt vigtigere for vor politik end hele Ægypten og dets fremtid. […]
Breve fra fyrst v. Bismarck til den tyske ambassadør i Paris, fyrst zu Hohenlohe, den 25. maj 1885
[…] Det er mit indtryk, at Frankrig i spørgsmålet om Ægypten og ikke mindre i spørgsmålet om Congo[1], mangler mod til selv at stå fast over for en beslutsom engelsk modstand, og at frygten for revanchebevægelser og udnyttelsen af disse af den til enhver tid bestående opposition vil hindre enhver regering i at søge fast tilknytning til os. Vi skal dog ikke af den grund forsmå en midlertidig; men vi kan ikke basere nogen politik på en sådan forbindelse.
Mistroen til os vil i det afgørende øjeblik altid være større end fortrydelsen over England. Af den grunde må vi fortsat afholde os fra at vende brodden mod England og fra at være mere franske end franskmændene […] Vi må til stadighed holde os for øje, at vi selv kun har ringe interesse i Ægypten, men til gengæld stor interesse i spørgsmålet om, hvorledes vort forhold i Europa er til England og Frankrig. Medmindre det er nødvendigt, må vi ikke blive fjender med nogen af de to magter, og ej heller hverken bidrage til et mere fortroligt forhold mellem de to eller fremme misstemningerne mellem dem, så det kommer til krig. Jeg mener ikke, at vi nogen sinde bør regne med bistand fra en af de to sømagter, hvis vi skulle komme i krig med den anden […]
Fyrst von Bismarcks samtale med Eugen Wolf[2] i Friedrichsruh[3], den 5. december 1888
[…] (Bismarck:) "deres kort over Afrika er jo meget pænt, men mit kort over Afrika ligger i Europa. Her ligger Rusland, og her (- han peger mod venstre -) ligger Frankrig, og vi er i midten; det er mit kort over Afrika." […]
Fra: Hans A Jacobsen, Tyskland - europæisk stormagt eller verdensmagt, (Gads Forlag, 1977), s.43-44.
[1] Congo var på en stormagtskonference i Berlin i 1885 godkendt som den belgiske konges (Leopold 2.) private ejendom.
[2] Opdagelsesrejsende, rejste især i Afrika.
[3] Bismarcks gods øst for Hamburg
