General v. Moltkes opfattelse af den militære situation, foråret 1914
Efter Balkankrigene i 1912-13 var der i Tyskland en stigende frygt for Ruslands indflydelse på Balkan på bekostning af Østrig-Ungarn. Spørgsmålet var om en forebyggende krig mod Rusland ville dæmme op for denne indflydelse. Helmuth von Moltke (1848-1916), der var chef for den tyske generalstab i perioden 1906-14 havde i dagene omkring 1. juni en samtale med statssekretæren i udenrigsembedet, Gottlieb von Jagow. Beretningen, der er udateret, er nedskrevet af von Jagow efter første verdenskrig og udkom i 1966. Samtalen fandt sted enten den 20. maj eller den 3.juni 1914.
[…]
Undervejsfremlagde Moltke sin opfattelse af den militære situation for mig. Udsigterne med hensyn til fremtiden tyngede ham hårdt. I løbet af 2-3 år ville Rusland have tilendebragt sin oprustning. Vore fjenders militære overlegenhed ville da være så stor, at han ikke vidste, hvorledes vi skulle kunne besejre dem. Nu var vi dem dog nogenlunde jævnbyrdige. Efter hans mening var der intet andet at gøre end at føre en præventivkrig for at besejre modstanderne, så længe vi endnu var nogenlunde i stand til at klare os heldigt gennem en kamp. Generalstabschefen henstillede følgelig til mig at tilpasse vor politk en snarlig fremkaldelse af en krig.
Moltke var ikke manden, som satte næsen op efter krigslaurbær. Under vor første samtale i begyndelsen af 1913 havde jeg oplevet, hvorledes han med stor alvor, men dog afvisende, imødeså muligheden af en krig. Hans nuværende opfattelse gav mig så meget desto mere grund til eftertanke. Moltke var en mand, som var sig sit ansvar meget bevidst, men som led under en følelse af, at han ikke var sin stilling helt voksen. Han manglede strategisk genialitet. Når han nu plæderede for krigen, så måtte det være et udslag af hans alt for store bekymring for den voksende overmagt.
Jeg svarede ham, at jeg ikke ville være i stand til at fremmane en præventivkrig og mindede ham om Bismarcks ord, at man ikke kan kigge forsynet i kortene. På den anden side forsøgte jeg ikke at skjule situationens alvor for mig selv. Jeg har heller aldrig, hverken principielt eller fra første færd, fordømt tanken om en præventivkrig. En sådan kan i visse tilfælde som forsvarskrig – sådan som det nu også var Moltkes overbevisning – være en uundgåeligt led i en fremsynet politik. Og hvis en krig synes uundgåelig, så skal man ikke lade fjenden diktere øjeblikket for dens begyndelse, men selv træffe afgørelsen.
Endog den mest fanatiske tilhænger af fred må, hvis han da ikke er totalt forstokket, indrømme rigtigheden heri. Selv Bismarcks krige mod Østrig og Frankrig havde været præventivkrige. Men bortset fra, at de egnede øjeblik måske allerede var forpasset (nemlig ved oprettelsen af tripleententen og 1908/09, et tidspunkt hvor Rusland rent faktisk endnu ikke på ny var kampdygtigt), så håbede jeg dog stadig, at vort forhold til England ville kunne forbedres så meget, at en generel krig ville være så godt som udelukket eller i det mindste blive mindre farlig. Thi hvis man ikke længere kunne regne med Englands deltagelse, så ville russerne og franskmændene uden dette rygstød næppe føle sig fristet til at provokere et sammenstød med os.
Tyskland derimod ville ved en fredelig videreudvikling af sin økonomi automatisk blive stærkere og stærkere g vanskeligere at besejre. Bortset fra forsvaret mod vore fjender ville der ikke være "krigsmål" som f.eks. erobringer m.v., der kunne retfærdiggøre de svære og blodige tab. Endelig havde jeg, hvad angår krigen, tillige interne bekymringer: den øverstbefalendes personlighed[1]. Og kejseren, som ønskede at opretholde freden, ville til stadighed søge at undgå en krig og kun føre den, hvis den blev ham påtvunget af vore fjender.
Efter at jeg havde afvist det, insisterede Moltke ikke yderligere på sit forslag. Som allerede nævnt var tanken om en krig ham i grunden heller ikke sympatisk.
[…]
Fra: Hans A. Jacobsen, Tyskland – europæisk stormagt eller verdensmagt (Gad, 1977), s.65-66.
[1] Den øverstbefalende var kejser Wilhelm 2.
