Tysk Hvidbog om den belgiske Folkekrig i Dinant
Også i Tyskland udsendte krigsministeriet og "Det militære Undersøgelseskontor vedrørende krænkelser af krigsretten" en Hvidbog om "Den belgiske Folkekrig og dens folkeretsstridige Førelse". Ligeledes udgivet i 1915.
Allerede umiddelbart efter at XII. Armékorps havde overskredet den belgiske grænse, fik det Vanskeligheder med den civile belgiske Befolkning og disse naaede deres Højdepunkt i og omkring Dinant.
Dinant havde forsaavidt særlig betydning for Korpsets fremrykning, som det skulde gaa over Maas netop ved denne By.
[…]
Den 21. August begyndte XII. Armékorps sin Virksomhed foran Dinant. Anden Bataillon […] foretog samme Aften en voldsom Rekognoscering til Dinant sammen med en deling Pionerer. Da de naaede de første Huse langs vejen fra Sorinnes, lød der pludselig et Signalskud. I næste øjeblik bragede det fra alle Sider. Der blev skudt fra alle Huse og det glimtede fra Skrænterne. Husene var barrikaderede, saa at man maatte bruge Kolber, Økser og Haandgranater for at tiltvinge sig Adgang. Der var trukket Snore tværs over alle Gader i Haab om, at Soldaterne vilde snuble over dem. Og der blev ogsaa kastet med Sten paa Tropperne.
Bataillonen trængte frem til Broen, konstaterede, at den var besat af fjendtlige Tropper, og vendte saa tilbage, stadig beskudt fra Husene. Da det var paalagt den at skynde sig, var det umuligt at rense Byen grundigt for Friskarermænd[1]. Dog søgte man til Dels at gøre sig til Herre over den ved at sætte Ild paa de Huse, hvorfra der var blevet skudt.
Det var klart, at dette Befolkningens Overfald paa Rekognosceringsafdelingen havde fundet Sted efter en forud fattet Plan, at man i Dinant havde vidst besked med den forestaaende Rekognoscering og med dette for Øje havde draget gavn af Forholdsregler, som allerede længe i Forvejen var trufne. At overfaldet virkelig var forberedt, fremgaar blandt andet deraf, at talrige Huse og Mure var forsynede med Skydeskaar.
Den 23. August […] Livregimentets første Bataillon maatte kæmpe om hvert eneste Hus – til dels under Anvendelse af Haandgranater – for at drive Beboerne, der havde sat sig fast fra Kælder til Loft, ud af deres Skjul, hvor de benyttede alle mulige Slags Vaaben. De, der blev grebne med Vaaben i Haand, blev straks skudte, de mistænkelige førtes første og fremmest til Raadhuset som Gidsler. Til Trods for disse Forholdsregler blev Livgrenadererne dog stadigt beskudte af Befolkningen og led anselige Tab, især af Officerer. […]
Begivenhederne havde også spredt sig til en forstad nord for Dinant, Leffe.
Befolkningen, der var skjult i Husene, angreb Regimentet med stedse større Energi. Der blev skudt fra alle Huse, skønt man i mange af dem ikke kunde finde nogen Beboer. Skytterne skjulte sig i deres Smuthuller, for bagefter at forlade dem og paany beskyde de tyske Tropper. Det blev derfor nødvendigt at sætte Ild paa en del Huse for at tvinge Skytterne, som gemte sig her, ud af deres Skjul. En Del indbyggere blev førte til Klostergaarden som Gidsler.
[…]
Tager man et Overblik over hele den modstand, som indbyggerne i Dinant og forstæder ydede mod de tyske Tropper, saa falder i første række Planmæssigheden i øjnene.
Allerede førend den 23. August var det Beboerne af dinants Omegn bekendt, at der i denne By bestod en organisation, der til Formaal havde et lumsk overfald paa de tyske tropper.man vidste, at de Overfald, som Landets Indbyggere havde foretaget paa de tyske Tropper […] til dels kunde føres tilbage til Udsendinge fra Dinant.
[…]
At Skydevaabnene kun til dels var jagtgeværer og revolvere, men til dels ogsaa maskingeværer og belgiske militærgeværer lader formode, at organisationen har været understøttet af den belgiske regering. Hele Dinant og alle dets Forstæder paa venstre Maasbred var forberedte paa samme Maade.
[…]
Nogle mandlige Franktirører[2] havde iført sig Kvindedragter.
Genfermærket[3] blev misbrugt af enkelte Personer og paa Bygninger, idet man i Ly af dette søgte at volde Tyskerne Tab.
Kvinders og Børns Liv blev principielt skaanet, forsaavidt de ikke blev grebne paa fersk Gerning eller det drejede sig om Nødværge overfor dem. At der alligevel blev dræbt og saaret Kvinder og Børn, er forklarligt paa Grund af hele Situationen. Til dels blev de ramte af projektiler, der kom fra venstre Maasbred, til dels af vildfarne projektiler under Hus- og Gadekampene.
[…]
De Fremstillinger af kampene om Dinant, som skyldes de overlevende Indbyggere i Byen, og de Angivelser, som – støttede herpaa – er givne af den belgiske Undersøgelseskommission og den fjendtlige Presse, karakteriseres alle derved, at de fortier den Andel, som Befolkningen har haft i Kampen mod vore Tropper, men alene og med bevidst Overdrivelse omtaler det, som vore Tropper har foretaget sig for at forhindre denne Deltagelse i Kampen.
Ansigt til Ansigt med de fastslaaede Kendsgerninger er det en ondartet Forvrængning af Sandheden, naar det paastaas, at der ikke blev skudt af Indbyggerne, fordi der var givet Ordre til at aflevere alle Vaaben.
Det maa utvivlsomt i høj Grad beklages, at den blomstrenende By Dinant og dens Forstæder som Følge af Begivenhederne den 23. og 24. August for en stor Del gik op i Luer og blev lagt i Grus og at en Mængde Menneskeliv gik til Grunde. Dog – Ansvaret herfor bærer ikke den tyske Hær, men kun Stedets egne Beboere. Ti de førte som Helhed paa lumsk og fanatisk Maade en folkeretsstridig Kamp mod de tyske Tropper og tvang derved disse til de Modforholdsregler, som det militære Formaal krævede.
Havde Befolkningen afholdt sig fra at yde bevæbnet Modstand og aabenlyst at deltage i Kampene, saa vilde den – hvor udsat dens Stilling end var paa Grund af selve Krigsoperationerne – dog næppe have lidt Overlast paa Liv og Gods.
Berlin, den 11. April 1915.
Fra: Tysk Hvidbog om den belgiske Folkekrig i Dinant og dens folkeretsstridige Førelse (Tysk Hvidbog) (Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag, 1915), s.107-109 og s.111-113 (om Dinant).
[1] Ikke-militære enheder; guerilla-tropper
[2] Egentlig Franc Tireurs, dvs. friskytter, men brugt om fjendtlige guerilla-tropper.
[3] Dvs. Røde Kors-mærket.
