Engelsk hustru om hvervemetoder i 1914
De første måneder af krigen brugte man forskellige metoder til at hverve soldater. I England, hvor der ikke var værnepligt skete det blandt andet i store offentlige forsamlinger under lidt festlige omstændigheder, på byernes torve eller som her beskrevet på kabareter, hvor der var særlige sange, der skulle forestille udtrykke kvindernes holdning, nemlig, at selv om de ville blive savnet skulle mændene tage i krig og kvinderne ville blive stolte af dem, når de vendte tilbage.
Her fortæller fabriksarbejderen, Kitty Eckersley, i sine erindringer om, da hendes mand blev hvervet. Erindringen stammer fra Imperial War Museums arkiv, sandsynligvis en mundtlig overlevering.
Jeg arbejdede på spinderiet, jeg passede ringvævene. Og vi arbejdede seks dage om ugen, fra klokken 6 om morgenen til halv seks om aftenen og jeg fik den formidable sum af 15 shilling og seks pence om ugen.
Nå, men jeg havde en god veninde og vi plejede at gå ud om aftenen – og vi mødte to unge mænd og jeg var meget glad for min og han var også glad for mig. Så lidt efter lidt begyndte vi at være kærester, og jeg fandt ud af, at han bare boede på et lejet værelse, at han ikke havde nogen far og mor, og at han var en meget stabil, ung mand, meget stor og lys, og at han var alt det, en ung kvinde kunne ønske sig.
Han var en dejlig mand, virkelig god og han var medlem af Sct. Cross's Church i Clayton. Til sidst blev vi enige om, at vi ville giftes, men vi ville gerne have et hus, så vi sparede op, og fik endelig et hus i Clayton for tre shilling og seks pence om ugen, som vi indrettede. Han tog på sit arbejde og jeg tog til væveriet. Vi var meget lykkelig gift. Meget, meget lykkelige fordi vi var meget forelskede, og han syntes jeg var det bedste i verden og jeg synes han var det bedste i verden. Og nogen gange om aftenen, når han var kommet hjem, jeg havde så smukt hår dengang, og han plejede at sætte mit hår for mig i alle mulige slags frisurer.
Og så var det at krigen kom. Altså, vi havde en ven i Canada, som havde meldt sig som soldat derovre, og da han kom tilbage, besøgte han os en aften og spurgte os "Skal vi gå på Paladset"[1]. Han havde reserveret pladser på "Paladset" og havde vi lyst til at tage med? Vi vidste selvfølgelig ikke, hvad der var på programmet, men det var en stor oplevelse for os. Så vi tog af sted. Og da vi kom derhen, var det spændende alt sammen. Vesta Tilley[2] var på scenen. Hun var meget smukt klædt i en yndig dragt af enten sølv eller guld. Men hvad vi ikke vidste, førend vi ankom, var at på scenen var der også officerer fra hæren med boder klar til at rekruttere. Hun indledte med de, der sange "We Don't Want To Loose You, But We Think You Ought To Go[3]" og "Rule Britannia" og alle den slags sange. Så kom hun ned fra scenen og gik rundt blandt publikum – op og ned, i begge sider og ned i midten – og de unge mænd rejste sig og fulgte hende. Da hun kom til vores række, tøvede hun en smule. Jeg ved ikke helt, hvad der skete, men hun lagde sin hånd på min mands skulder – han sad på det yderste sæde i rækken – og da alle de andre mænd fulgte hende, rejste han sig også og fulgte hende.
Da vi kom hjem den aften, var jeg helt ude af den. Jeg sagde til ham, at jeg ikke ville have, at han skulle tage af sted for at blive soldat – jeg ville ikke miste ham. Jeg ville slet ikke have, at han tog af sted overhovedet. Men han sagde "Men vi bliver nødt til at tage af sted. Der bliver nødt til at være mænd, der tager af sted."
Max Arthur, Forgotten Voices of the Great War, (Ebury press/IWM, 2003) s.14-15.
[1] Et sted med underholdning og show.
[2] En kvindelig, engelsk kabaretstjerne (1864-1952), der ofte optrådte iført herretøj.
[3] En engelsk kabaret-sang fra krigens begyndelse. Sangen fortsætter således: "For Your King And Your Country Both Need You So".
