Engelske politikere om optakten til Gallipoli-kampagnen, foråret 1915
Efter de første måneders bevægelseskrig i eftersommeren 1914, var frontlinjerne i december stivnet til en stillingskrig. Den britiske politiker David Lloyd George, gengav i sine erindringer fra 1933 et memorandum, som han sendte til medlemmerne af det såkaldte krigsråd; rådet udgjordes af relevante ministre, dvs. krigsministeren, rustningsministeren, ministrene for "Pension", "Air" og "National Services". Lloyd George var på det tidspunkt finansminister, og havde forinden sendt lignende memoranda, hvor han gjorde rede for situationen vedrørende krigsmateriel i Storbritannien og Amerika. Han blev rustningsminister i 1915, krigsminister i og premiereminister i december 1916.
Nedenfor er desuden krigsministerens brev til generalstabschefen, dagen efter modtagelsen af Lloyd Georges memorandum.
2, Whitehall Gardens, S.W.
1. Januar 1915
Bemærkninger til den militære Situation
Nu da nye Hære er under Uddannelse og, ligesom Territorialtropperne, vil være disponible i Slutningen af Marts i et Antal af mindst en halv Million Mand, mener jeg, Tiden er kommet for Regeringen til at raadføre sig med de militære Eksperter om, hvad Brug der skal gøres af disse udmærkede Tropper, som er af en ganske anden Karakter end dem, der hidtil har forladt vore Kyster.
De er næsten udelukkende rekrutterede blandt den bedste Del af Haandværkerstanden og den højere og lavere Middelstand. I Intelligens, Opdragelse og Karakter er de enhver hidtil her i Landet opstillet Hær langt overlegen, og eftersom Mandskabet gennemgaaende ikke hører til den Klasse Mennesker, som har afskaaret al Forbindelse med deres Hjem, og for hvis Skæbne der derfor ikke næres større Ængstelse herhjemme, vil hele Folket vise en saadan personlig Interesse for deres Skæbne som aldrig før ved nogen Militærekspedition.
Hvis denne glimrende Armé bliver ødslet bort paa saadanne unyttige Foretagender som dem, vi har været Vidne til i de sidste Par Uger, vil derfor hele Landet oprøres af Harme over den Mangel paa Forudseenhed og Indsigt, vore Planer udviser.
Jeg vil tillade mig at tilføje, at saadanne Operationer, som vi har været Vidne til i Løbet af de sidste Par Maaneder, uvægerligt vil ødelægge selv vore bedste Troppers Moral. Gode Soldater vil trodse en hvilken som helst Fare og udstaa de forfærdeligste Savn, naar disse blot fører til en Afgørelse; men med periodiske Mellemrum at skulle kaste sig imod uindtagelige Stillinger knuser til sidst selv de tapreste Hjerter.
Der er derfor tre eller fire Ting, jeg ønsker at slaa til Lyd for med Henblik paa den militære Situation.
Lloyd George nævner og beskriver uddybende derefter de otte punkter, der er opstillet nedenfor. I det femte punkt henviser Lloyd George til, at "Da det ikke er muligt at naa disse maal ved Angreb paa Vestfronten, gælder det om at finde en anden Udvej.", og Storbritannien må derfor åbne en anden front, og beskriver videre i punkt 6 og 7 at det må være enten ved Tysklands egne kyster eller omkring Balkan eller Grækenland. Punkt 8 redegør for hvorfor der også må planlægges en landgang i Tyrkiet:
- Dødvandet paa Vestfronten.
- Forøgelse, med deraf følgende Svækkelse, af Fjendens Front.
- Fjenden kan tvinges til at kæmpe i Terræn, som er ugunstigt for ham.
- Nødvendigheden for at vinde en afgørende Sejr et eller andet Sted.
- Forslag til et "Enten-Eller".
- Den første Operation
- To fordele, som følger denne Fremgangsmaade.
- Den anden Operation
Punkt 8 fortsætter således:
Bestaar i et Angreb paa Tyrkiet. Der er fire Betingelser, som et Angreb paa Tyrkiet efter min Mening bør opfylde:
(1) At det ikke lægger Beslag paa saa mange Tropper, at Vægten af vor Offensiv paa den vigtigste Kampplads derved bliver mindsket;
(2) At vi kommer til at operere saa nær ved Havet, at vi ikke behøver at undvære mange Tropper til at holde lange Forbindelseslinjer besat, og saaledes at vi i Nødstilfælde kan faa Støtte af Flaaden;
(3) At det tvinger Tyrkerne til at operere langt fra deres Forsyningsbasis og i ugunstigt Terræn;
(4) At det giver os en Chance for en dramatisk Sejr, som kan virke stimulerende paa Stemningen hjemme hos os og i tilsvarende grad skabe Modløshed hos Fjenden
Maaske burde jeg tilføje en femte: at det set fra sidstnævnte Synspunkt vilde være en stor Fordel, om Angrebet fandt Sted i et Land, som var egnet til at sætte Folks Fantasi i Sving.
[…]
David Lloyd George
Dagen efter skrev krigsministeren, Lord Kitchener, et brev til generalstabschef og chef for British Expeditionary Force (BEF), sir John French, der opholdt sig i Hovedkvarteret i Frankrig. Kitchener havde, som de øvrige ministre, modtaget Lloyd Georges memorandum dagen forinden.
2. januar 1915
Jeg synes ikke, man ser meget til den franske Hærs paatænkte Gennembrud. Formodentlig tumler Franskmændene med det samme Problem som De, nemlig at Skyttegravene gør ethvert Angreb til en Bortødslen af Menneskeliv – blot for at erobre et Par Yards fuldstændig unyttig Jord. Herhjemme vinder den Opfattelse mere og mere Terræn, at det selvfølgelig er vigtigt at forsvare de Linjer, vi holder, men kun med de højst nødvendige Styrker, og at resten af vore Tropper vilde kunne finde bedre Anvendelse andet Steds.
Jeg tænker, at vi nu maa anse det for givet, at den franske Hær ikke kan gennembryde de tyske Forsvarslinjer over en saa stor Front, at det kan fremkalde fuldstændig Forandring af Situationen og tvinge Tyskerne til at rømme Nordbelgien. Hvis dette er Tilfældet, kan de tyske Stillinger i Frankrig betragtes som en Fæstning, som ikke kan tages med Storm, men heller ikke lader sig fuldstændig indeslutte.
Resultatet maa da blive, at vi kan nøjes med at besætte vore Linjer med en Belejringsstyrke, medens Operationerne i øvrigt fortsættes andet Steds.
Det Spørgsmaal, hvor noget effektivt kan udrettes, aabner en vid Mark og fordrer et nøje Studium. Hvad mener vor Generalstab? Rusland er haardt presset i Kaukasus og kan kun lige akkurat holde Stillingen i Polen. Friske Tropper er nødvendige for at bringe Liv i dette Dødvande; Italien og Rumænien er de Lande, hvorfra der er mest Sandsynlighed for, at vi kunde faa saadanne: derfor maa enhver Aktion, som kan hjælpe med til at faa disse Lande draget ind i Krigen, hilses med Glæde, selv om den bliver yderst vanskelig.
Fra: David Lloyd George, Erindringer (Hasselbalch, 1935), s.100-109.
