Gaskrigen – analyse af brugen af gas, 1920
Brugen af kemiske våben var blevet forbudt ved en Haag-konference i 1908, men alligevel udviklede begge de krigsførende parter forskellige former for kemiske våben, ikke mindst forskellige typer gas, første gang anvendt af den tyske hær ved Ieper i april 1915.
Nedenstående er en dansk analyse af gassen virkninger under første verdenskrig. Forfatteren var kemiker ved hærens krudtværk og kemisk konsulent for hærens teknikerkorps og bogen udkom første gang i 1920.
Medens det under selve verdenskrigen var vanskeligt, for ikke at sige umuligt, at skaffe sig paalidelig Underretning om Gaskrigens Detailler, har den siden Fredens Undertegnelse forløbne Tid løftet Sløret for meget, som hidtil med større eller mindre Held søgtes hemmeligholdt.
Alle militære Tidsskrifter bringer nu større eller mindre Artikler om Gaskrigen – navnlig de amerikanske, og i anden Række de engelske, synes ganske aabenmundede.
I det følgende skal søges givet en kort, samlet Fremstilling af Gaskrigen, saaledes som den blev ført, af dens Maal og Midler, særlig bygget paa amerikanske Kilder, suppleret med, hvad der har kunnet skaffes ad anden Vej.
Der har været Strid mellem Parterne i den store Krig om, hvem der maa betragtes som Ophavsmanden til den store Nydannelse paa Krigsmidlernes Omraade, som Indførelsen af giftige Gasarter som Krigsvaaben maa siges at være. I Modsætning til, hvad der plejer at være Tilfældet, naar noget betydningsfuldt nyt har set Lyset, har Striden ikke drejet sig om at erhverve Æren af Paterniteten, men tværtimod om at fralægge sig alt Ansvar for saa djævelsk et Afkom.
Hvorledes det nu end forholder sig hermed, hvad enten Englænderne, Franskmændene eller Tyskerne har faaet Ideen og har foretaget de indledende Eksperimenter til dens Udformning i Praksis, synes det afgjort, at Tyskerne var de første, der indførte Giftgas paa selve Krigsskuepladsen. Det var en smuk Foraarsdag, d.22' April 1915, under det første Angreb ved Ypres, at de første gang lod grøngule Klorskyer vælde ud over Nordfrankrigs[1] Jord og derved gjorde dagen til en Mærkedag i Krigshistorien.
Man kan næppe heltud forestille sig Virkningen heraf paa de paa saadanne Krigsmidler fuldkommen uforberedte Modstandere. Her stod de med alle Nerver spændte, udstyrede med alle tænkelige Forsvarsmidler, forberedte paa at modtage den Fjende, i hvis Vold en stor Del af Fædrelandets[2] Jord, af deres Kvinder og Børn befandt sig. Og i stedet for Fjender af Kød og Blod, som man kunde slaa løs paa, kom der saa snigende Gift og slog ned for Fode. Selv den stærkeste og tapreste Mand segnede uden mulighed for at værge sig. Alle Beretninger gaar da ogsaa ud paa, at Lammelsen, Rædslen var saa fuldstændig, at Tyskerne, hvis de straks havde angrebet, let vilde have kunnet bryde igennem paagældende Frontafsnit. Her var dannet et slemt Hul i Forsvaret.Af en eller anden Grund tøvede de, hvad enten det nu skyldtes Undervurdering af Gasskyens Virkninger eller Frygt for selv at komme ind i dens Virkningssfære. Først næste Dag angreb de, og da var det allerede for sent, Hullet var lukket igen og aabnedes aldrig siden.
At det blev Tyskerne, der indførte Gaskrigen, er psykologisk let forklarligt. De stod med Front til flere Sider overfor en baade talmæssigt og med Hensyn til Udrustning overlegen Fjende, der tilmed havde Amerikas uhyre Forraadskammer at øse af. De var paa det Tidspunkt sikkert fuldkommen klare over, at selve Tiden var deres Fjenders mægtige Allierede, at det derfor for dem galdt om at gøre Ende paa Krigen med et coup de main[3], forinden Fjendernes Ring trak sig kvælende sammen om dem og ganske sammentrykkede de Aarer, der skulde tilføre den tyske Folkeorganisme nødvendige Livssafter. Det stod sikkert allerede da de tyske militære og politiske Ledere klart, at det nu galdt Knald eller Fald. Hvad var da naturligere end, at man under sin Spejden efter Hjælpemidler vendte sig til Kemien, denne Videnskab, der netop i Tyskland ved en storslaaet Samvirken mellem Teori og Praksis havde naaet en Udvikling, som, i ethvert fald paa den praktiske Kemis Omraade, var uden Sidestykke andetsteds i Verden.
[…]
Som allerede berørt udførtes Tyskernes første gasangreb med Klor. Da den første Skræk havde sat sig hos Modstanderne, tænkte disse selvfølgelig straks paa at søge Beskyttelsesmidler imod fornyede Angreb af denne lumske Art. Dette var ikke vanskeligt. Enhver kemiker ved, at Natriumtiosulfat har den Egenskab at neutralisere store Mængder Klor. Derfor indførte Ententen hurtigst muligt simple Respiratorer eller Masker, beskikkede med en Blanding af Natriumtiosulfat og Natriumbikarbonat, som fugtedes, før Masken toges paa. Dermed var Brodden taget af Klorangrebene. Tyskernes "Gasmagere", hvoriblandt fandtes deres første kemiske Navne, som Nernst og Haber, maatte da se at finde paa nye Gasarter, som paa den anden side nødvendiggjorde Ændringer i beskyttelsesmidlerne. Der udviklede sig saaledes en Kamp imellem Gas og Masker, der ganske svarede til den gamle Væddestrid mellem Artilleri og Panser, en Kamp, der med største Energi fortsattes til Krigens sidste Dag og som, det kan tilføjes, vil blive fortsat, saalænge Mennesker strides.
Under denne Kamp undergik Opfattelsen af Gaskrigen en bemærkelsesværdig Ændring.
Da de første Klorskyer hin Foraarsdag var rullet henover de franske Løbegrave og havde efterladt en Skare forpinte Stakler foruden en Mængde Døde, gav det et Chok i hele den civiliserede Verden. Fra de ramtes Lejr løftede der sig et Skrig af retfærdig Harme og Foraggt for disse "Hunner", der ikke undsaa sig for at gribe til saa usle Midler. Men efterhaanden som der indstillede sig en vis Ligevægt mellem Angreb og Forsvar, mellem Gas og masker, begyndte man at se anderledes paa Tingene. Fra amerikansk Side er det saaledes udtalt, at Gaskrigen egentlig er en ganske human Form for Krig, som, én Gang indført, aldrig mere vil ophøre. Sagen er nemlig den, at medens Giftgas overfor ubeskyttede Tropper er det dødeligste Vaaben, der nogensinde har ligget i Menneskehaand, opfylder den overfor Tropper, der er veludrustede med Beskyttelsesmidler, i høj Grad den idealeste Fordring, der kan stilles til et Vaaben, nemlig den at uskadeliggøre Fjenden med saa lidt Drab og saa lidt Tilføjelse af varig Mén som muligt. En velforberedt Troppedel, der overvældes med et overmægtgt og vedholdende Gasangreb, bukker under for Udmattelse, dødelig Træthed og oprevne Nerver, men faar relativt faa Døde og uhelbredeligt forgiftede. Amerikanerne regnede, at 30% af deres Tab, d.v.s. Døde, Saarede og paa anden Maade ukampdygtige, skyldtes Giftgas, der saaledes havde opimod halv saa mange Tab paa Samvittigheden som alle de øvrige Vaaben (Geværer, Kanoner, Maskinskyts, Tanks, Aeroplaner, Haandgranater og Bajonetter) tilsammen! Tyskernes Tab ved Gas har antagelig været større i betragtning af Ententetroppernes Overlegenhed paa dette Omraade. Men medens 20 – 25 % afgik ved Døden blandt de af Projektiler, blanke Vaaben o.s.v. ramte, og omtrent lige saa mange blev blinde, krøblinge eller vanvittige, døde der blandt de trods beskyttelsesmidlerne gasforgiftede kun 3 à 4 og yderst faa fik varig Mén af Forgiftningen.
[…]
Fra: Nic. L. Hansen, Gaskrigen. Særtryk af dansk Artilleritidsskrift udgivet af Artilleriofficerernes forening (1920), s.3-4 og s.6-7.
[1] Hansen har ikke helt styr på geografien. Ypres (Ieper) ligger i Flandern, Belgien.
[2] Hansen er ikke helt orienteret, idet første det gasangreb i april 1915, især gik ud over franske kolonitropper – på belgisk jord, samt desuden britiske tropper.
[3] Fra fransk, egentlig 'slag med hånden'; overrumpling.
