En fransk kaptajn, Paul Tuffrau, ved Verdun
I september 1916 var der fortsat kampe ved Verdun og den franske position er forbedret efter at den tyske hær blev nødt til at opdele sine ressourcer mellem de to store slag, Verdun og Somme. Men endnu efter syv måneders kampe ved Verdun var der ikke noget klart udkomme og tabslisterne voksede stødt.
27. september
I går aftes ved 20:30-tiden, efter at dagens bombardement var overstået, tog vi hen for at inspicere vores position, Maroc, nær Fleury.[1] Et månelandskab, arret af granathuller, med et enkelt træ, afsvedet og sønderrevet. Vi når frem til skyttegraven, der er anlagt ved at forbinde granathullerne og det stinker som en mose og af rådnende lig. Stillestående vand.
28. september
Klokken 10:30 går jeg hen for at undersøge position 119 nær Thiaumont. Disse højdedrag er nærmest pulveriserede af granaterne, der falder i løbet af dagen, men om natten vrimler det med bårebærere, der bringer dagens sårede tilbage. Vi går gennem artilleribatteriet. Vi vader gennem mudder. De vandfyldte kraterne reflekterer lyset hver gang en raket affyres. Lugten af lig er over det hele.
I november generobrer franskmændene forterne Douamont og Vaux i den første modoffensiv i hele slaget ved Verdun. Paul Tuffrau må som andre franske soldater indordne sig under de barske forhold med 24 dage aktiv tjeneste i de forreste linjer og kun meget få perioder i hvile bag fronten.
26. november, Dubois, skyttegravene
Åh, denne del af fronten er et stort rod! Højdedraget er en stor sump, hvor vi glider og snubler hele tiden. Dette gule mudder suger en ned til det når op over knæene. […]
Vandet står mere end en meter højt i de fremskudte positioner; ubrugelige stykker af pigtrådsruller, der er smidt ned for at tjene som små broer, flyder bare rundt i vandet. Det tager mig tre en halv time at foretage hele min runde og lige så lang til at skrabe mudderet af bagefter. I det mindste føler jeg mig meget tættere på mine mænd, når vi deler denne elendighed og jeg prøver at støtte dem, ved at vise at jeg lider lige så meget som de gør. Denne morgen var mere munter end sædvanlig. Da jeg kom tilbage, var reservekompagniets arbejdsmænd forundrede over at se mig gennemblødt op til maven. "En smule mudder på Deres uniform, Monsieur!", drillede de. […] I sådanne stunder er vi alle i samme båd og griner af vores elendige situation.
5. marts 1917
De særlige granater, som mændene kalder 'granater på hjul'[2], suser konstant over os. De eksploderer helt stille og udsender ingen lugt, men kan dødbringende. De dræbte indtil flere mænd i går. En af mine mænd nægtede at tage sin maske på, fordi han ikke kunne lugte noget. Pludselig blev han svimmel, og fråden stod ham om munden og han hud blev sort, så stivnede ham og døde. På min runde lidt senere, blev jeg grebet af svimmelhed. Vagterne fortæller mig, at de særlige granater var faldet her ti minutter tidligere.
Poul Tuffrau overlevede krigen, vendte tilbage til sin kone og datter i Paris og stillingen som professor i historie og litteratur. Han kæmpede – og skrev dagbog – i 2. verdenskrig. Han døde i 1973, 86 år gammel.
Fra: Svetlana Palmer & Sarah Wallis, A War in Words. The First World War in Diaries and letters (London, 2004), s.203- (i uddrag).
[1] Fleury var en af de landsbyer langs fronten ved Verdun, der blev totalt udslettet, og hvor de eneste spor af byens huse i dag er grundrids i jorden.
[2] Det var granater, der indeholdt flydende gas.
