Præsident Wilsons tale til kongressen, april 1917
Ved krigens begyndelse gav USA ikke udtryk for sympati for den ene eller anden af de krigsførende parter. Efter sænkningen af passagerskibet "Lusitania" i foråret 1915, begyndte der at komme anti-tyske strømninger, men det var først efter årsskiftet 1916-1917 og afsløringen af de tyske forhandlinger med Mexico samt den tyske uindskrænkede ubådskrig, at Wilson endelig bag Kongressen tage stilling til krigsdeltagelse.
Jeg har indkaldt Kongressen til en overordentlig samling, fordi der skal træffes et alvorligt, et meget alvorligt valg af politik, og det må ske straks – et valg som jeg hverken har konstitutionel ret eller bemyndigelse til at tage ansvaret for. Den 3die februar i år forelagde jeg Eder officielt den kejserlige tyske regerings overordentlige meddelelse om, at den fra og med 1ste februar havde i sinde at sætte sig udover alle hensyn til lov og menneskelighed, og bruge sine ubåde til at sænke ethvert skib, som søgte at nærme sig enten Storbritanniens eller Irlands havne eller Europas vestlige kyster, eller nogen af de havne, som kontrolleredes af Tysklands fjender i Middelhavet.
Dette så ud til at være målet for den tyske ubådskrig allerede tidligere i krigen, men siden april sidste år havde den kejserlige regering i nogen grad pålagt cheferne for sine ubåde visse begrænsninger i overensstemmelse med sit løfte til os, at passagerskibe ikke skulle sænkes, og tilbørlig varsel skulle gives til alle andre skibe, som dets ubåde kunne forsøge at ødelægge, hvis de ikke gjorde nogen modstand eller noget forsøg på flugt, og der skulle sørges for, at deres mandskab fik i det mindste en rimelig chance til at frelse deres liv i deres redningsbåde. Disse begrænsninger gav dengang ringe sikkerhed og tryghed, hvad der blev sørgeligt bevist gang på gang under hele den grusomme og umandige trafik, men nogen grad af hensyn blev dog iagttaget.
Den nye politik fejede ethvert forbehold til side. Skibe af enhver art uden hensyn til flag, bygning, last, lastens bestemmelse eller skibets ærinde er blevet brutalt sendt til bunds uden varsel, uden tanke om hjælp eller nåde for de ombordværende, venligsindede neutrale skibe sammen med de krigsførendes. Endog hospitalsskibe, og skibe som bringer hjælp til det hårdt hjemsøgte og plyndrede Belgiens folk blev sænket med den samme brutale mangel på barmhjertighed, skønt de sidste skibe var forsynede med lejdebrev gennem den forbudte zone fra den tyske regering selv og var udstyret med umiskendelige identitetsmærker.
Den internationale Folkeret havde sin oprindelse i et forsøg på at opstille en lov, som kunne respekteres og overholdes på havet, hvor ingen nation havde ret til herredømmet – på verdens frie alfarvej.
[…]
Jeg mener ikke […] tabet af ejendom, hvor kolossalt og alvorligt det er i sig selv, men alene den overlagte og fuldstændige ødelæggelse af ikke-kæmpendes liv, mænd, kvinder og børn, […]. Ejendom kan erstattes. Fredelige og uskyldige menneskers liv kan ikke erstattes. Den nuværende tyske krigsførelse mod handelen er en krig mod menneskeheden. Det er en krig mod alle nationer. Amerikanske skibe er sænket, amerikanere har mistet deres liv på en måde som har oprørt os, men andre neutrale og venligsindede nationers skibe og folk er blevet sænket og sendt til bunds på samme måde. Der har ikke været nogen forskel. Udfordringen er mod hele menneskeheden. Enhver nation må afgøre for sig selv, hvorledes den vil besvare udfordringen. Vort valg må ske med den ro og det mådehold, som stemmer med vor karakter og vore motiver som nation. Vi må afholde os fra enhver ophidselse. Vor bevæggrund vil ikke være hævn eller en triumferende hævdelse af nationens fysiske magt, men alene hævdelse af nationens af retten, af menneskelig ret, for hvilken vi er en enkelt forkæmper. Da jeg talte til Kongressen den 26de februar i år, tænkte jeg, at det ville være tilstrækkeligt at hævde vore neutrale rettigheder ved våben – vor ret til at sikre vort folk mod ulovligt overfald – men bevæbnet neutralitet synes nu at være unyttigt. […]
Tyskland har meddelt, at det vil betragte den væbnede vagt, som vi har placeret om bord på vore handelsskibe, som stående udenfor loven og vil behandle dem som sørøvere.
Væbnet neutralitet er i bedste fald utilstrækkelig under sådanne omstændigheder. Over for de nuværende udfordringer er den værre end unyttig. Den er skikket til at fremkalde det angreb som den sigter til at forhindre. Den vil praktisk talt drage os ind i krigen uden at vi får de krigsførendes ret eller virkekraft. Det er et valg, som vi ikke kan gøre, som vi ikke er i stand til at gøre. Vi vil ikke vælge underkastelsens vej og lade vore helligste rettigheder som nation og folk tilsidesættes og krænkes. […]
Med en dyb fornemmelse for begivenhedens alvor, og den tragiske betydning af det skridt, som jeg tager, og af det tunge ansvar, som det medfører, men med urokkelig, troskab mod hvad jeg anser som min forfatningsmæssige pligt, tilråder jeg Kongressen at erklære:
At den kejserlige tyske regerings seneste handlemåde er i virkeligheden intet mindre end krig mod De Forenede Staters regering og folk;
At Kongressen formelt erkender den krigstilstand som således er den påtvunget; og
At den tager øjeblikkelige forholdsregler ikke alene til at sætte landet i en fuldstændigere forsvarsstand, men også til at anvende al sin magt og alle sine hjælpekilder til at bringe det tyske rige til at gå ind på vore vilkår og afslutte krigen.
Hvad dette betyder er klart. Det vil medføre det yderst mulige samarbejde i samråd med de regeringer som nu i dag er i krig med Tyskland, og som et led deri et tilbud til disse regeringer om den mest omfattende, finansielle kredit for at forene vore hjælpemidler med deres så vidt muligt. Det vil medføre en organisation og en mobilisering af alle landets materielle hjælpekilder til at skaffe krigsmateriel for at tjene nationens øjeblikkelige behov på den rigeligste, den mest sparsommelige og dog nyttigst mulige måde. Det vil medføre en øjeblikkelig og fuldstændig udrustning af flåden i alle henseender, men i særdeleshed med midler til at bekæmpe fjendens undervandsbåde. Det vil videre medføre en øjeblikkelig øgning af De Forenede Staters væbnede styrke således som den allerede ved lov er fastsat for krigstilfælde med i det mindste 500.000 mand, som efter min opfatning skulle vælges på grundlag af almindelig værnepligt, ligesom der måtte gives bemyndigelse til senere at øge styrken efter den samme målestok, så snart det trænges, og den nødvendige træning kan ske.
Det vil naturligvis også medføre, at regeringen får tilstrækkelige bevillinger, som jeg håber vil bæres ved en vel overvejet beskatning, så vidt som de med rette kan bæres af den nuværende generation.[1]
[…]
Når vi tager disse beslutninger – disse højst alvorlige beslutninger – lad os da gøre det ganske klart for den hele verden, hvilke motiver og mål vi har. […] Vort mål er nu som dengang[2] at hævde fredens og retfærdighedens principper i verdens liv i modsætning til selvisk absolutisme, og at oprette mellem verdens virkelig frie og selvstyrende folk et sådant samvirke i hensigt og handling, som herefter vil sikre disse princippers overholdelse. […]
Det var en krig, som besluttedes på samme vis, som krige almindelig besluttedes i de gamle ulyksalige tider, da herskerne aldrig rådspurgte sine folk. Krige erklæredes og førtes i dynastiernes interesse eller skyldtes små grupper af ærgerrige mænd, som var vant til at bruge sine medmennesker som brikker på et tavlebord. Selvstyrende nationer fylder ikke sine nabolande med spioner eller sætter intriger i gang for at fremkalde en kritisk situation, som ville give dem anledning til at slå til og gøre erobringer. Sådanne planer kan alene gennemføres i ly af en uansvarlighed, hvor ingen har ret til at komme med spørgsmål. Listig udspekulerede planer for at bedrage eller vildlede opinionen […], kan alene opstå og holdes borte fra dagens klare lys inden for hofkredse eller inden for en lille, privilegeret klasses vel bevogtede hemmelighedskræmmeri. De er heldigvis umulige, hvor folkemeningen regerer og kræver fuld kendskab om alle nationens affærer. […] Alene frie folk kan holde sin linje fast og sin ære tro mod det fælles mål og foretrække menneskehedens interesser for sine egne snævre særinteresser.
Wilson taler dernæst med begejstring om de "vidunderlige begivenheder som er hændt i de sidste uger i Rusland", som forklaring på hvorfor USA kunne indgå i samarbejde med Rusland, et tidligere meget autokratisk styre, men da på vej mod demokrati med ændringerne i marts 1917.
Vi har ingen selviske mål. Vi ønsker ikke erobringer eller nyt herredømme. Vi søger ingen vinding for os selv og ingen materiel erstatning for ofre, som vi er villige til at give.
Vi er bare forkæmperne for menneskerettighederne, og skal være tilfredse når disse rettigheder er så forsikrede som kendsgerninger og nationernes frihed kan gøre dem. Netop fordi vi kæmper uden nag og uden selviske mål, og ikke stræber efter noget for os selv, føler jeg mig tryg ved, at vi skal lede vore operationer som krigsførende uden lidenskab, og vi vil selv med stolt påpasselighed overholde de principper for ret og fair play som vi bekender, at vi kæmper for.
Herefter taler Wilson blandt andet om, hvorfor man ikke skal forfølge befolkningen af tysk herkomst.
Det er en sørgelig og tung pligt, mine herrer kongresmedlemmer, som jeg har opfyldt ved denne tale til Eder. Det er en forfærdelig sag at føre dette store og fredelige folk ind i krig, ind i den forfærdeligste og mest ødelæggende af alle krige. Civilisationen selv synes at ligge i vægtskålen, men retten er mere dyrebar end freden, og vi skal kæmpe for de sager, som vi altid har holdt nærmest til vort hjerte, for demokratiet, for de styredes ret til at have en stemme med i deres egen regering, for de små nationers rettigheder og frihed, for rettens almindelige herredømme ved oprettelsen af et sådant forbund af frie folk, som vil bringe fred og tryghed til alle nationer, og endelig til sidst gøre verden fri.
Til en sådan opgave vier vi vort liv, vor ejendom, alt hvad vi er og har, stolte i følelsen af, at den dag er kommet, da Amerika blev kaldet til at give sit blod og sin magt for de principper, som gav det fødselen, og ofre den lykke og fred, som det har holdt så dyrebar.
Gud hjælpe vort land! Det kan ikke handle anderledes.
Uddrag efter: Amerika griper til Vaaben. Præsident Wilsons Tale til Kongressen 2den April 1917 (Eyre and Spottiswoode, 1917), s. 3-12 (i uddrag).
[1] Ved 'generation' skal her forstå, det nuværende niveau, den nuværende 'frembringelse' af skat; det vil sige uden ekstraudgifter eller beskatning.
[2] To måneder forinden, dvs. da Tyskland erklærede "uindskrænket ubådskrig".
