En tysk dansksindet soldat om forholdene ved fronten
De tyske soldater oplevede, ligesom de allierede, at blive udsat for at gå i et døgn eller mere uden ordentlig mad og forsyninger i det hele taget.
Nedenfor er gengivet dagbogsindførsler af den tyske soldat Hans Lorentzen. Han stammede fra Nordslesvig (Sønderjylland). Efter krigen tilføjede Hans Lorentzen yderligere forklaringer til sin dagbog, dog ikke i de nedenstående notater. Selve dagbogen er skrevet, mens han var ved fronten; den blev fundet af hans datter i 1972 og udgivet af hans datter i 1998. Hans Lorentzen døde i 1964.
Den 23. maj 1917
Har nu været 2 dage i det nye område mellem Reims og Soissons i nærheden af Laon, ved Chemin-des-Dames.
Den 20. maj blev vi transporteret af sted og kom hertil.
Vi er igen på vej ind i en offensiv. Vi har ligget i mere end 4 måneder i Verdun-afsnittet og er kommet godt igennem det. Det gik så nogenlunde, da det først ikke længere var så koldt. Men i de kolde vintermåneder har vi dog måttet udholde lidt af hvert som følge af den dårlige forplejning og de dårlige muligheder for at få tag over hovedet.
Fra tid til anden kan man her høre en stærk trommeild.
Om turen hertil er der kun lidt at sige ud over, at vi som følge af mangel på forplejning ikke fik noget at spise i 25 timer.
Den egn, hvor vi i øjeblikket befinder os (her i det egentlige Champagne), er meget smuk og frugtbar. Den ene lille landsby ligger ved siden af den anden. Dette og det faktum, at husene her synes bedre vedligeholdt, tillader én at drage den slutning, at der findes mere velstand her end i Verdun-området, hvor det hovedsageligt var de store gårde, der var fremherskende. Her er indtil videre også alt stadig opdyrket og ser ud til at være længere fremme end ved Verdun.
Den 6. juni 1917
Kl. 1,30 i nat blev der slået alarm. Straks i stilling ved skovbrynet, hvor der om morgenen skulle finde et angreb sted. For første gang sov vi da under åben himmel. Da trommeilden begyndte fra vores side, blev den straks besvaret af franskmændene.
Granaterne regnede ned over os på alle sider her ved skovbrynet uden dog at ramme. Kl. 5 var jeg da også blevet enormt træt og lagde mig til at sove en times tid og havde – som kammeraterne udtrykte det – overdøvet trommeilden med min snorken. Man skulle ikke tro det muligt, men når man selv har gjort det, må man jo tro på det. Det er vanen, der gør det. Kl. 6,30 var alt for så vidt overstået.
Forhåbentlig kan vi snart hente noget at spise oppe i hulen, for man bliver nu sulten af det her.
Hele dagen i forgårs og i dag har der fra vores M.G.-rede[1] her til venstre for Pargny været skudt kraftigt med artilleriet.
Set her fra vores stilling om aftenen var det et gyseligt smukt skuespil at være vidne til. Hele den bengalske belysning[2]: Grønne, gule, røde og hvide lyskugler, brag og lysglimt fra runge og lette granater. Det var et mageløst, grufuldt skuespil – for en tilskuer, der ikke selv blev forulempet – når man ikke tænkte på alle de menneskeliv, der gemte sig nede under ilden, og hvoraf mange ville ynkeligt omkomme eller blive skudt til krøbling.
For nogle dage siden var jeg sendt af sted for at hente mad i den store hule ved Chavignon[3], hvor vores køkken står. Det er en kolossal hule med tre indgange. Derinde ville ca. 15.000 mennesker kunne få plads. Samtlige køkkener, al bagage, mange heste og et hav af mennesker ligger og står omkring derinde. At luften derinde er dårlig, behøver vel næppe at blive nævnt, den er vederstyggelig, men dér er man da i det mindste i sikkerhed.
De kalksten, som er udhugget dér, sider i katedralen i Laon.
Vi ligger lige til højre for Aisne-kanalen og til venstre for den landevej, der går fra Laon til Paris og undervejs passerer Chemin-des-Dames. Altså ligger vi ved de bedste veje til lands og til vands til Paris. Der er bare det ved det, at dér kommer vi ikke hen.
Flyveraktiviteten er temmelig livlig, især om morgenen og henad aften.
I de seneste dage tre sårede.
Den 8. juni 1917
To dage uden kvarter og natlejr ved skovlejren. Nu, hvor vi har sommervejr, er det jo ikke så slemt – altså, hvis det ville holde tørvejr. Men de seneste to aftener har vi haft temmelig meget tordenvejr og megen regn og dertil været udsat for temmelig megen fjendtlig artilleriild. Det er ikke ligefrem lykken at skulle ligge i fri luft uden beskyttelse mod regn og granatsplinter. Indtil nu er det dog gået godt, skønt granatsplinterne sommetider flyver os om ørerne, således f.eks. også her i aften, hvor franskmanden med sit svære skyts sigter efter de minekastere, der ligger 150 m til venstre for os.
I går eftermiddags rejste vi telte til beskyttelse mod regnen.
Den 10. juni skal der afholdes en konference i Stockholm for socialdemokrater fra alle krigsførende og neutrale lande. Forhåbentlig når de snart frem til den opfattelse, at der nu er udgydt tilstrækkeligt med blod til ingen verdens nytte.
Og det kalder man at være civiliseret – Hans Lorentzens dagbog fra 1. Verdenskrig (Odense Universitetsforlag, 1998), s.93-97 (i uddrag).
[1] Maskingevær-rede.
[2] Lyseffekt i stærke farver, som har sit navn efter salpeter, KNO3, der var nødvendig for at få pulveret til at brænde, og som hovedsagelig kom fra Bengalen (Bangladesh).
[3] Hans Lorentzen hentyder til det kæmpestore tyske anlæg, Drachenhöle (la Caverne du Dragon)
