Erindringer om julefreden
De fleste politikere og militære ledere, i såvel Tyskland som i de allierede land havde forventet at krigen ville være over "inden løvet falder af træerne", måske derfor blev juledagene i den første år noget anderledes end forventet idet våbnene blev nedlagt på lange strækninger af fronten.. Det har dog vist sig, at der også i de efterfølgende år var få og mindre våbenhviler forskellige steder langs frontlinjerne.
Nedenfor erindrer en britisk soldat våbenhvilen på sit frontafsnit. Erindringen er et interview foretaget mellem ca. 1960 og 2000 og stammer fra lydarkivet i Imperial War Museum, London.
Sergent George Ashurst, 2en Bataljon, Lancashire Fusiliers
Der var op mod 180 meter mellem os og tyskerne. Vi blandede os ikke med dem, førend nogle tyskere kom frem til deres pigtråd og viftede med en avis. "Hvad er det, drenge?", "Går du over efter den?", "Jeg går ikke efter den?". Nå, en korporal i vores kompagni gik alligevel efter den. I hvert fald gik han halvvejs, så stoppede han. Jeg ved ikke, om han havde skiftet mening eller ej, men drengene råbte, "Gå nu! Tag den avis!" Han gik helt frem til pigtråden og tyskerne gav hånd og ønskede ham en Glædelig Jul og gav ham avisen. Han kom tilbage med den, men vi kunne ikke læse et ord af det, så den gik videre til en officer. Og der var stadig kammerater, der gik rundt oppe over vores skyttegrav ved 5-tiden, ved tetid, og ikke et eneste skud var blevet affyret, selv om våbenhvilen officielt var slut klokken 1. Og vi kunne se tyskerne myldre rundt over det hele.
Det var så behageligt at komme ud af skyttegraven, væk fra at være indeklemt mellem de to lervægge og bare gå og løbe omkring. Det var vidunderligt. Og at sparke rundt med en sandsæk, men vi spillede ikke med tyskerne.[1] Altså, vi gjorde ikke, men jeg mener, at der var indtil flere, der gjorde det andre steder langs fronten. Efterhånden fik vi ordre til at vende tilbage ned i skyttegraven, " Vend tilbage til skyttegraven, alle mand!" Ordren løb gennem hver eneste skyttegrav. Nogle af folkene var skide ligeglade med ordren.
Men generalerne bagude må have set det og blev en smule mistænksomme, så de gav ordre til et kanonbatteri om at åbne ild og et maskingevær om at skyde og officerer om at affyre deres revolvere mod tyskerne. Det startede krigen igen. Vi forbandede generalerne ind i Helvede. De kunne selv prøve at komme herop i mudderet. For slet ikke at nævne, at I sidder der i jeres store slotte og kører rundt i jeres store biler. Vi hadede synet af de skide generaler, altid. Vi hadede dem ikke så meget før dette, men vi kunne aldrig lide dem efter dette.
Så fik vi aviserne over fra England og de anklagede os for at fraternisere med tyskerne: præster, der anklagede os for at fraternisere med tyskerne, da der havde været våbenhvile juledag. Jeg skrev hjem og skældte min familie ud. Jeg sagde, at vi godt kunne klare os uden den præst og andre, der skrev i aviserne om oplevelser heroverfra, sagde jeg. Vi vil have dem her, lige foran os, i stedet for Tysken, så vi kunne skyde dem ned for at udsprede sådan nogle bemærkninger, mens de sad godt og sikkert i England.
Max Arthur, Forgotten Voices of the Great War, (Ebury press/IWM, 2003) s.55-57.
[1] Han henviser til, at der under julevåbenhvilen flere steder langs fronten, blev spillet fodbold mellem tyske og engelske soldater.
