Middelklasseunge om kvinder, uddannelse og frieri, 1913. Dagbog og brev
Borgerskabets unge kvinder og deres familie havde en forventning om at ægteskab var en god og sikker fremtid. For især forældregenerationen var kvinders uddannelse efter gymnasieniveau eller job ikke umiddelbart foreneligt med en hustrus pligter og opgaver. Men et stigende antal unge kvinder ønskede såvel uddannelse som ægteskab og gik ud fra at mænd af deres egen generation også forventede og ønskede en veluddannet hustru.
Engelske Vera Brittain (1893-1970) voksede op i et velstillet middelklassehjem i Buxton i Midtengland. I sommeren 1913 blev Vera optaget til at aflægge adgangsprøve til Oxford Universitet. Hendes dagbog og hendes brors brev fra efteråret 1913 beskæftiger sig med emnerne kvinders uddannelse og ægteskabstilbud.
Veras dagbog:
Lørdag den 18. oktober Buxton
Selvfølgelig holdt jeg op med at skrive dagbog, netop som alt muligt interessant begyndte at ske. Det må være alt det, jeg læser om dagbøger af enestående mænd i min forberedelse til eksamenerne, der har fået mig i gang med at skrive igen. Jeg kan ikke gå ind på alt, hvad der er sket siden juli, men jeg må være tilfreds med en kort opsummering & i resten må jeg lade fortiden forklare sig ved hjælp af fremtiden.
[…]
Begyndelsen af september tog jeg til Byfleet (en mindre by syd for London) til et bal & overnattede & Cora kom med mig tilbage for at være her en uge. Mens hun var her, begyndte Bertram Spafford, der havde fulgt mig tæt hele sommeren, at gøre det endnu tydeligere end ellers. En søndag blev han ved med at møde mig med vilje alle mulige steder & den næste dag, da Cora skulle af sted, friede han til mig via et brev.
Cora hørte selvfølgelig alt om det; gudskelov at hun var her for mig at tale med. Jeg sendte et meget koldt & beslutsomt afslag tilbage, hvor jeg kaldte ham ”blot en bekendt” & Far kaldte det anmassende. Jeg var meget irriteret over, at han turde fri. Jeg har ikke set ham siden, undtagen på afstand & jeg frygter at møde ham, da det sandsynligvis vil blive pinligt.
Ellers arbejder jeg hårdt med latin, matematik & engelsk, og spiller ivrigt musik og golf.
[…]
Tirsdag den 21. oktober
Mor var til et møde i Mødres Forening hos Mrs. Cox i dag, hvilket vist var meget underholdende. I slutningen af mødet sagde Mrs. Cox pludselig til Mor ’Er det sandt at Vera skal til at være underviser?’ Mor sagde meget naturligt ’Hvad?’ & Mrs. Cox fortsatte ’Det er da ude over hele byen, at Vera Brittain lige om kort tid skal til at begynde at undervise!’ Mor rettede sig meget værdigt op & svarede, at ’Vera Brittain er for øjeblikket ved at forberede sig til to eksamener, en i marts & en anden i juli, hvorefter, hvis hun skulle være så heldig at bestå, hun måske kan begynde i Oxford den efterfølgende oktober.’ ’Åh, så det er meget langt ude i fremtiden,’ siger Mrs. Cox, noget overrasket over at have opfattet rygtet så forkert. ’Der er selvfølgelig en chance for,’ fortsætter Mor, ’at hvis hun skulle klare at komme til Oxford, så bliver hun måske underviser med tiden, men det hele er i høj grad en formodning lige nu.’ ’Og hvad hvis hun går hen & bliver gift inden det hele er afsluttet?’ bemærker Mrs. Spafford. ’I det tilfælde’, svarer Mor, stadigvæk med den værdighed, som hun er så god til at udvise på andres vegne, men aldrig på sin egne, ’vil ikke et øjeblik af det hun har gjort være spildt, da det hun har lært, vil være af uvurderlig gavn for hende.’
[…]
Det er så mærkeligt; hvis jeg havde evner for at tegne & ønskede at studere i Paris, eller et bedre talent end jeg har for musik & ønskede at forbedre det på Royal College eller måske i Berlin, ville alle mene, at jeg var interessant & vidunderlig, men at det var ganske almindeligt, men bare fordi jeg ønsker at tage til Oxford for at studere mit eget sprogs litteratur, er jeg ’excentrisk’, ’latterlig’, en ’stædig kvinde’. Det har netop også slået mig i dag, at det næsten aldrig er mænd, der har indvendinger mod, at en kvinde får de muligheder, som hendes evner fortjener, men altid andre kvinder. Umiddelbart virker det usædvanligt at kvinder er de bagstræberiske, netop når tidsalderen for deres sande anseelse & berettigelse er begyndt at dæmre. Men jeg formoder, at det skyldes, at kvinder kan inddeles i to klasser, de gammeldags, der ikke forstår noget & og de moderne, som forstår alt. Det virker ikke som om, der er en klasse midt i mellem, der kan sympatisere med begge fløje.
Brev fra Edward Brittain, Veras yngre bror, til Vera:
Den 28. september 1913
Kære Fru Vera Spafford,
Mange tak for dit brev. […] Jeg synes, det er helt ekstraordinær morsomt, at du modtager et frieri i din alder. Nu må du ikke være alt for hård mod den stakkels mand. Hvis han virkelig elsker dig, mener jeg, at han har ret til at give udtryk for det, så at sige, selv om, som du skriver, jeg må sige, at pengespørgsmålet nok ikke er helt uden betydning. Hvis jeg var dig, ville jeg ikke være alt for uhøflig, fordi det er mere hans uheld, end hans skyld, at han ønsker at giftes med dig. Selvfølgelig ved jeg, at Far ville blive meget irriteret, men du bør påpege overfor ham, at fejlen ikke ligger så meget ved budskabet, som hos afsenderen. Masser af mennesker har før i dag indgået forbindelser, der var pinagtige for dem selv, uden at det var deres egen skyld. Jeg vil mene, at det på en måde har været en god erfaring.
Det er altid ønskeligt at lære en ting tidligt og enhver har brug for en smule øvelse i den ædle kunst af afslå tilbedere. Du vil utvivlsomt kommet til at gentage den proces mange gange i fremtiden, før du finder den rette mand, hvis du nogensinde gør, da der er alt for mange mænd, der kun tager hensyn til sig selv i spørgsmålet om ægteskab. Det er altid ”Hun vil passe mig godt”, aldrig samtidig ”Vil jeg passe hende godt?”. […]
Mange kærlige hilsner
Din hengivne
Edward
Fra: Vera Brittain, Chronicle of Youth. Great War Diary 1913-1917 (Phoenix Press, 2002), s19-21 og Letters from a Lost generation. First World War letters of Vera Brittain and Four Friends red. af Alan Bishop og Mark Bostridge (Abacus, 1998), s.11-12
