Ægteskab og enkestand
De omkring 10 millioner unge og midaldrende mænd der døde i løbet af krigen efterlod forældre, søskende og ægtefæller eller kærester. Det var ikke usædvanligt at fremskyde brylluppet i forbindelse med indkaldelsen til aktiv krigstjeneste – andre, måske især mændene, foretrak at udskyde brylluppet for ikke at gøre deres kæreste eller forlovede til enke i en ung alder.
Neden et uddrag af Barbara Wootton's erindringer, "In a World I Never Made", der udkom i 1967. Wootton (1897-1988) kom fra en akademisk familie og fik selv sin uddannelse fra Cambridge; senere var hun en kendt universitetsforsker inden for samfundsvidenskab og fremstod allerede i 1920'erne med klare socialdemokratiske holdninger. Hun blev desuden udnævnt 'baroness' i 1958.
1917
Så ramte slaget os. Om eftermiddagen den 4. september – det var for sent at blive gift den dag – kom endnu et telegram og beordrede, at Jack skulle tage af sted fra Victoria Station tidligt den 7ende for at gøre tjeneste på kontinentet. Der var ikke noget at gøre ved det andet end at aflyse planerne for bryllupsrejsen, mens en af Jacks venner fandt en gård, hvor vi kunne overnatte efter brylluppet næste dag. Det var i nærheden af Haslingfield, en landsby omkring seks miles fra Cambridge, hvor jeg i min skoletid ofte havde siddet og læst ved åen, når jeg cyklede ud for at være alene.
Så, efter vi var blevet viet den 5te, tog vi af sted til Haslingfield i efterårssolen, hvor de sidste majsstokke stod på markerne. Jack var seksogtyve og jeg var tyve og begge var vi umodne af vores alder, tror jeg. I den hektiske, følelsesladede stemning, der var dengang, havde vi kun lidt begreb om, hvad vi gjorde og kun ringe forestilling om, hvad var i gang med at forpligte os til. Vi var i den grad fremmede og bange i en verden, vi aldrig nåede.
Den næste eftermiddag tog vi toget til London, og overnattede på Rubens Hotel, for at være i nærheden af stationen, når Jack skulle af sted næste dag. Tidligt den næste morgen, halvanden dag efter vores bryllup, sendte jeg ham af sted fra Victoria Station sammen med en togladning anden kanonføde.
Fem uger senere 'beklagede' krigsministeriet at 'måtte meddele' at Kapt. J. W. Wootton af 11te Bataljon Suffolk Regiment var død af sine kvæstelser. Han var blevet skudt gennem øjet og døde otteogfyrre timer senere på et ambulancetog; og da tiden var inde blev hans blodplettede udstyr omhyggeligt returneret til mig.
Således havde jeg inden min enogtyve års fødselsdag oplevet at min far døde, ligeledes min bror, min bedste ven fra skolen og nu den mand, som jeg havde været gift med i teorien i fem uger og i praksis i noget mindre end 48 timer. I løbet af ti år havde jeg ikke lært meget om livet, men meget om døden. På trods af den nuværende doktrin, der siger at personligheden bliver formet i den tidlige barndom, og at ikke noget af det, der sker bagefter, kan forandre den i større grad, tror jeg ikke, at nogen kan gennemleve sådanne erfaringer, uden at der bliver afgørende og permanente ar tilbage. Havde disse år været anderledes, er jeg sikker på, at jeg også ville have været anderledes, selv i dag. Men i det mindste gik jeg ind i mit voksenliv med en realistisk fornemmelse af forgængeligheden af forhold til andre mennesker.
Mine problemer var selvfølgelig på ingen måde usædvanlige. Hvad der hændte for mig hændte også, på den ene eller anden måde, for tusinder af mine jævnaldrende; og den kendsgerning medvirkede i det mindste til at bremse enhver tendens, jeg ellers måtte have haft, til at dramatisere min tragiske situation.
Faktisk var det, der gjorde mange af os rasende, da Vera Brittain udgav sin Testament of Youth[1], det indtryk hun gav af, at hun alene, af de sygeplejersker hun arbejdede sammen med, havde været nødt til at udholde bekymringen over at vide, at hendes elskede var ved fronten. Heller ikke i min opvækst havde der været plads til selvmedlidenhed: ingen af de voksne i vores familiekreds ville have drømt om at bruge ulykke eller sorg som undskyldning for at tingene ikke gik godt. Ligegyldigt hvad der skete, forventedes det, at man fortsatte og fik det bedste ud af, hvad den næste opgave nu måtte være.
Som sådan var holdningen blandt de ældre, skønt den var noget fordringsfuld, at foretrække frem for den nuværende skik med at tilskynde de unge til at fæste sig ved hvilken som helst tidligere modgang, der kan have ramt dem, og at bruge den som forklaring på, eller endda som undskyldning for, deres egen efterfølgende utilstrækkelighed. For især de unge, burde det være fremtiden det gjaldt, ikke fortiden.
Fra: The Virago Book of Women and the Great War 1914-1918 red. af Joyce Marlow (Virago, 1999), s.199-200.
[1] Her henvises til Vera Brittains erindringer fra krigen, hvor hun blandt andet gjorde tjeneste som VAD (hjælpesygeplejerske). Udkom første gang i 1933 og er stadig en af de mest kendte erindringer om en ung kvindes oplevelser under krigen. Brittain og Wootton er jævnaldrende.
