En britisk underofficer redder en såret kammerat
Udover de fysiske sår, var der mange situationer, der ville kunne fremkalde forskellige psykiske belastninger for mændene i skyttegraven.
Nedenstående er Robert Graves erindringer. Graves meldte sig ved krigens udbrud og blev uddannet som officer, og blev efter krigen en kendt forfatter. Hans erindringer fra første verdenskrig 'Goodbye to All That' udkom første gang i 1929. Begivenhederne, der beskrives, fandt sted i september 1915.
Fra om morgenen den 24. september til om aftenen den 3. oktober, fik jeg alt i alt otte timers søvn. Jeg holdt mig vågen og i live ved at drikke en flaske whisky om dagen.
Jeg havde aldrig tidligere drukket whisky og har sjældent drukket det siden; men det hjalp mig helt sikkert på det tidspunkt. Vi havde ingen tæpper, ingen kapper eller vandtætte presenninger og heller ikke hverken tid eller materiale til at bygge nye dækningsrum. Regnen øsede ned. Hver nat gik vi ud for at hente de døde fra de andre bataljoner. Tyskerne var fortsat overbærende, så vi havde kun få tab. Efter en dag eller to begyndte ligene at svulme op og stinke. Jeg kastede op flere gange, mens jeg ledede indsamlingsgrupperne. De lig, vi ikke kunne hente tilbage fra den tyske pigtråd, fortsatte med at svulme op indtil mavesækken sprængtes enten naturligt eller når den blev gennemhullet af en kugle; så drev en helt afskyelig stank over mod os. De dødes ansigter skiftede kulør fra hvid til gullig-grå, til rød, til blårød, til grøn, til sort og slimet.
Om morgenen den 27. kom et råb fra Ingenmandsland. En såret soldat fra Middelsex regimentet var kommet til bevidsthed efter to dage. Han lå tæt ved den tyske pigtråd. Vores mænd hørte ham og så på hinanden. Vi havde en mild og empatisk underkorporal ved navn Baxter. Han var typen, der varmede lidt mad til vagtmandskabet i sin enhed, når de kom tilbage fra patrulje. Så snart han hørte den sårede Middelsex mand, løb han gennem skyttegraven og spurgte efter en frivillig til at hjælpe med at hente ham.
Selvfølgelig var der ingen der meldte sig; det var den visse død at stikke hovedet op over skyttegraven. Da han kom løbende for at spørge mig, undskyldte jeg mig med, at jeg var kompagniets eneste officer. Jeg skulle nok gå med han derud, når det blev tusmørke, sagde jeg – ikke nu. Så han gik derud alene.
Han sprang hurtigt over skyttegravskanten, så slentrede han over Ingenmandsland, mens han viftede med et lommetørklæde, tyskerne affyrede advarselsskud, men da han stædigt fortsatte, lod de ham komme nærmere. Baxter fortsatte mod dem, og da han nåede Middelsex manden, stoppede han og pegede for at vise tyskerne, hvad han havde til hensigt. Så forbandt han mandens sår, gav ham en slurk rom og nogle kiks, han havde med, og lovede at komme tilbage, når det blev mørkt. Og han kom tilbage, med et hold bårebærere og manden overlevede og kom sig. Jeg indstillede Baxter til Victoria Korset[1], da jeg var den eneste officer, som havde overværet hændelsen, men de militære myndigheder mente ikke at det kunne belønnes med mere end et Distinguished Conduct Medal.[2]
Robert Graves blev hårdt såret ved slaget om Somme i 1916, han kom sig og vendte tilbage til fronten i løbet af 1917 og blev såret igen i 1918 og blev angrebet af influenza under epidemien. Han døde i 1985, 90 år gammel.
Fra: Robert Graves, Goodbye to All That, (Penguin, 1982), s.137-138.
[1] Er den højeste militære britiske orden, der kan tildeles en person fra de britiske styrker for tapperhed udvist i fjendens nærvær.
[2] Var en andenrangs, men ret høj orden tildelt for tapperhed. Den blev givet til ikke-officerer i den britiske hær.
