Britisk korporal om oprøret ved lejren i Étaples
I løbet af 1917 var der, ud over revolutionerne i Rusland, større og mindre tilløb til oprør og optøjer i de allierede hære. Baggrundene for episoderne var forskellige, men de bar alle præg af, at soldaterne uanset rang var ved at være trætte af krigen og begyndte at stille krav til den behandling de fik.
Nedenstående er en britisk korporals erindringer om episoden i den allierede gennemgangslejr ved Étaples. Andrews havde været i kavaleriet, men da denne del af hærene ikke blev sat ind i det omfang, man havde forestillet sig, måtte de omskoles. Der er flere eksempler i såvel den britiske som den tyske hær på, at de blev uddannet til piloter eller som her til infanteriet.
Nedenstående er et interview foretaget på et tidspunkt mellem ca. 1960 og 2000 og stammer fra lydarkivet i Imperial War Museum, London.
Korporal Andrews
Alle vi, der blev sendt til Étaples lejren havde kamperfaring. Men da vi kom derud, fandt vi ud af, at disciplinen nærmest var prøjsisk kadaverdisciplin. Efter tre års krig var tropperne ikke i humør til at blive hundset rundt med af lejr-"wallah'er" af alle mulige grader og fra diverse regimenter.
Paradepladsen, kendt som "Tyrearenaen", var der hvor vi skulle forvandles fra kavaleri til infanteri. Den bestod af en lang, sandet strækning nær ved Boulogne-Etaples jernbanen. Her blev vi holdt i gang fra tidlig morgen til sen eftermiddag, plaget af sergenter med gule bånd rundt om armen, de var kendt som kanariefuglene.
Tusindvis af mænd fra alle mulige regimenter optrådte på arenaen indtil de blev vurderet til at være velegnede til videre krigstjeneste. Jeg mindes en oberst, der stod og tronede på en høj talerstol indtil han havde inspiceret hver eneste enhed, mens de marcherede forbi ham. Hvis han ikke brød sig om den måde en bestemt gruppe marcherede på, sendte han dem bagerst i kolonnen, som en flok uartige skoledrenge. Da vi havde været i kavaleriet, var vi ikke vant til at marchere, så det blev vi udsat for en del. Midt på dagen marcherede vi tilbage til lejren for at få vores middagsmåltid, bagefter marcherede vi tilbage til "Tyrearenaen". Lady Angela Forbes, der dengang drev marketenderier, oprettede nogle træskure i arenaen, så vi ikke behøvede at marchere hele vejen tilbage til lejren. Det var venligt af hende, men hun var ikke klar over, at vi ikke fik lov til at råde over den tid, vi sparede. Vi blev blot pålagt yderligere eksercits. Det var i denne undertrykkende atmosfære, at der ulmede en forbitrelse, og den behøvede kun en enkelt gnist for at eksplodere.
Og den kom snart. I lejren var indkvarteret imperiets tropper – englændere, walisere, skotter og irere såvel som canadiere, australiere og new zealændere. Byen Etaples var forbudt område. Ingen havde tilladelse til at tage derind uden passérseddel, og vejen dertil gik over en jernbanebro, der var bevogtet af en MP'er.[1] En aften fik en af skotterne lyst til at tage ind til byen, men han havde ingen passerseddel, så MP'eren meddelte ham, at han ikke kunne komme forbi. De kom i klammeri, og MP'eren trak sin pistol og skød og dræbte skotten. Det var tilstrækkeligt for skotterne og mere end rigeligt til at opildne australierne, der var imod nogen som helst form for disciplin, der blev pålagt dem af det britiske imperiums officerer. Så fulgte canadierne efter og den aften glødede byen af tropper, der gjorde oprør. Lov og orden forsvandt, som tropperne gik amok. Den major der stod i spidsen for vores infanteri basekvarter[2] kom hen til os og sagde "Vær så venlig ikke at tage ind til byen i aften, drenge". Vi tog ikke derind, men en time senere blev vi paraderet med skovle og hakker og udstyret med regnslag, og blev marcheret ind i arenaen, hvor der blev posteret en vagtpost ved ammunitionen.
Næste morgen ved daggry blev vi marcheret tilbage til lejren og vi krøb til køjs. Kort efter reveillen gik en sergent rundt og råbte "Se at komme ud af fjerene!". En eller anden råbte noget, der ikke skal gentages, efter ham og vi kom ikke ud af fjerene. Endelig fik vi morgenmad klokken ni. Episoden blev ikke nævnt igen, men som resultat af den, blev alle MP'ere fjernet fra troppernes synsfelt. Næsten alle tropperne blev renset for anklager og sent tilbage til deres enheder ved fronten. Efterhånden blev den forladte "Tyrearena" omdannet til træningsområde for ordonnanshunde og lejren blev hovedkvarter for soldater, der skulle rekreere. Hvad der skete der var ikke mytteri. Tropperne var simpelthen lovløse. Det var optøjer – langvarige optøjer.
Fra: Max Arthur, Forgotten Voices of the Great War, (Ebury Press/IWM, 2002), s.226-227.
[1] Militærpolitiet
[2] I modsætning til hovedkvarter
