Tysk ammunitionsarbejder i Berlin
Nedenstående erindring er fortalt af en anonym kvinde og indgår i antologien "Berliner Leben, 1914-1918: eine historische Reportage aus Erinnerungen und Berichten", der blev udgivet i 1983 af Dieter und Ruth Glatzer.
Ammunitionsarbejder: Berlin
Den 1. april 1915 stod jeg klokken halv seks om morgenen sammen med min søster foran porten til Spandau Ammunitionsfabrik.
Dagen før var vi blevet undersøgt af en læge, for at se om vi kunne bruges som arbejdere. I dag skulle vi begynde. En sergent kom straks med den venlige udmelding. "Nå, kvinder, så er det om at komme i gang!". Han råbte af en af vores kolleger, der havde en ret stor bagdel: "Du slipper hurtigt af med din fede røv! Her styrer arbejdet, det er fuld fart fremad!"
Og han fik ret. Kvinder og piger blev holdt i arbejde som dyr. Udover damp og skidt herskede ubeskrivelige platheder, og vi blev styret barbarisk som slaver. Der var ikke noget som sikkerhedsregler eller, hvor der af og til kunne være små tiltag til det, blev de anset for illusoriske på grund af arbejdet skulle foregå så hurtigt. Alene i den første uge mistede tre kvinder nogle fingre på højre hånd, mens de undersøgte maskinerne – men farten blev ikke sat ned, ligesom der heller ikke blev ansat en sikkerhedsrepræsentant.
De såkaldte 'fagforeningsrepræsentanter' havde kun én tanke: at holde sig på god fod med værkføreren og de militære funktionærer, for at slippe for at blive sendt til fronten. Arbejdsdagen: fra seks til seks med en halv time til frokost og et kvarter til morgenkaffe. En uge med dagarbejde eller en uge med natarbejde – Og vi stod i tolv timer og lavede granater: dødens redskaber.
Og så var der de følelsesmæssige traumer, som kvinderne led under. Hver dag kom en eller anden ind med ophovnede øjne, når de havde fået nyheden om at deres mænd eller sønner var blevet såret eller dræbt –
Et tilfælde påvirkede mig meget. – Der var en meget ung, blond kvinde i vores række, der var blevet gift lige inden krigen brød ud. Hvis hun ikke fik brev, var hun syg af bekymring og helt ulykkelig den dag. Og så en dag – da vi alle traskede helt udmattede tilbage til vores maskiner efter kaffepausen, lød der et forfærdeligt skrig, der gav genlyd gennem hele rummet. Den blonde pige lå sammenkrøbet på gulvet! Hun havde modtaget et brev med beskeden: "Faldet på ærens mark."
Fra: The Virago Book of Women and the Great War red. af Joyce Marlow(Virago, 1999), s.86-87.
