”Middelklasse kvinder i fabrikkerne" avisartikel/læserbrev, 14. dec. 1915
Født i Leeds i en kvækerfamilie. Fagforeningskvinde. Formand for Leeds Society of Working Women. Arrangerede koncerter for arbejderkvinder. Død 1924. Nedenfor et læserbrev i avisen Daily News den 14. december 1915.
"Middelklasse kvinder i fabrikkerne"
Sir, –
Når middelklassekvinden har sluttet sine 12 timers arbejdsdag på en ammunitionsfabrik, vender hun hjem til et komfortabelt hus, og hvis hun har været på natarbejde, til en komfortabel, redt seng i et roligt soveværelse.
Når arbejderpigen kommer hjem i de tidlige morgentimer, finder hun for det meste en uredt seng, som dagarbejderen kun lige har forladt – for i de huse der indeholder tre meget små soveværelser (nogle gange kun to) med familier på syv, otte eller ni personer, er der ikke plads til en seng til hver enkelt – og i et smalt, indelukket rum.
Hvis vinduet kan holdes åbent kan man lugte gaden, og det er ikke blevet bedre af at så mange gadefejere har meldt sig til krigstjeneste og lugtene fra fabrikken fylder rummet og den konstante larm udefra, den uophørte gråd fra en andens baby lige i nærheden, de tunge lastbilers og godsvognes rysten, gadesælgernes monotone råben og deres raslende trækvogne, den uendelige lyd af maskiner, alle disse lyde forhindrer søvn. Desuden skal pigen ofte hjælpe med husarbejde samtidig med at hun skal sørge for at få sovet.
Hundredvis af gader i hver en by i Yorkshire, hvor der nu fremstilles ammunition, består udelukkende af huse, der støder op mod hinanden.[1] Hvis man virkelig ønsker at forstå det industrialiserede liv, og være som en af arbejderne, og ikke blot en udenforstående, må de prøve at sove i et af de huse. De vil aldrig glemme den vedhængende lugt af mange mennesker tæt sammen, ej heller hvordan hver eneste lyd i huset kan høres overalt indendørs. Det er ikke muligt at opleve et øjebliks fred og intet privatliv i den slags boliger.
Med hensyn til maden – når teen kun kan indkøbes i små mængder, har den en ganske anderledes smag end te, der kan købes i store mængder i middelklassehjemmet. Mælken! – tja, man undrer sig over hvad den er lavet af! Men den velstående kvinde vil sjældent, hvis nogen sinde, opleve disse ting; for hvis hun besøger en af disse boliger, vil man servere det bedste man kan skaffe til hende (kun de fattige forstår at vise den største opmærksomhed, tænker jeg nogen gange), og en mur af høflighed vil afskære hende fra at få denne uvurderlige viden.
Medmindre hun kommer der og inderst inde føler, at der ikke er skyggen af forskel mellem hende og hendes vært, bortset fra at de kender mere til livet og hvad det lærer en end hun nogensinde har oplevet, og måske mere end hun nogensinde vil komme til at opleve; og at de ofte i hverdagen må udvise, og udviser, et stort mod, hengivenhed og selvopofrelse, som hun i sit velstående beskyttede hjem aldrig vil komme til at opleve eller endog forstå. Først da vil de behandle hende som en ven og kammerat.
Men disse ting skal opleves indefra.
Isabella O. Ford
Fra: The Virago Book of Women and the Great War red. af Joyce Marlow(Virago, 1999), s.168-169
[1] På engelsk: "back-to-back houses", dvs. at lange rækker af huse er bygget så bagsiden af huset og baggården vender op mod baggården af et andet lignende rækkehus.
