”Ikke så stille: krigens steddøtre”
Det er et uddrag af forfatteren Evadne Price's halvbiografiske roman "Not so Quiet: Stepdaughters of the War" udgivet i 1930; første del af titlen henviser til Remarques bog om Vestfronten. Gennem historien kritiserer og reflekterer hovedpersonen, Nellie Smith, over nationalismen blandt den ældre generation i England ud fra en både munter og bitter feministisk synsvinkel.. Hovedpersonen arbejder som VAD, (Voluntary Aid Detachment) og kører ambulance ved vestfronten i Frankrig. Nedenfor forestiller hun sig en samtale med sin mor og dennes ven, Mrs. Evans-Mawnington, der indbyrdes næsten kappes om, hvem der har 'givet' flest sønner til krigen. Forfatteren, der skrev under pseudonymet Helen Zenna Smith, kom oprindelig fra Australien, men tog til England i 1914 og arbejdede i ammunitionsindustrien og i 'Air Ministry'.
Jeg har lært mig selv at holde op med at besvime ved synet af blod. Jeg har lært mig selv ikke at kaste op ved lugten af sår og gammelt blod, men at se på disse bedrøvelige kroppe med professionel ro, det kan jeg aldrig vænne mig til. Det kan godt være, at jeg kan hjælpe med at lindre lidelserne hos disse elendige mænd, men min sunde fornuft stikker hovedet frem og insisterer på, at det aldrig skulle have været nødvendigt. Jeg bliver rasende ved tanken om det nytteløse i det. En krig, der vil slutte alle krige, skriver min mor. Aldrig. Om tyve år vil den gentage sig selv, og tyve år efter igen. Igen og igen, så længe der er kvinder som min Mor og Mrs. Evans-Mawnington. Og det vil der altid være –
Men kom med mig, Mor og Mrs. Evans-Mawnington. Lad mig vise jer udstillingsgenstandene direkte fra slagmarken. Dette vil være noget helt usædvanligt, som I kan fortælle i jeres komiteer, mens de strikker deres endeløse miles af halstørklæder – noget at udbrede fra talerstolen på rekrutteringsmøderne. Kom med mig. Ja, bliv bare stående der.
Her har vi en konvoj, der ganske langsomt glider ind på perronen nu, langsomt, langsomt. Lige om lidt vil den spytte sin triste last ud. Se, toget er stoppet. Gennem de forhæng, der hist og her er trukket for, vil I kunne iagttage hylderne, der er sat ind i riller i siderne af toget. Se godt efter Mor og Mrs. Evans-Mawnington, og I vil se, hvad I vil se. Hver af disse hylder indeholder noget, der engang var et helt menneske … heltene, der har gjort deres tjans for Konge og Fædreland … heltene, der gladelig marcherede gennem Londons gader, mens de sang "Tipperary" og I jublede og viftede hysterisk jeres flag. De synger ikke nu, som I kan bemærke. Hold jer for ørerne, Mor og Mrs. Evans-Mawnington, for at ikke deres stønnen og hjerteskærende skrig bliver hængende så længe i jeres hukommelse, som i hukommelsen hos den datter, som du sendte ud for at hjælpe med at vinde krigen.
Se bårebærerne løfte hylderne ud en for en og sætter dem forsigtigt på plads i min ambulance. Hurtigt, flyt jer, Mor og Mrs. Evans-Mawnington – saml jeres silkeskørter op … en mand kaster blod op, flytningen har skadet ham, næsten gjort det af med ham – Han dør sandsynligvis på vej til hospitalet, hvis han ikke dør allerede inden ambulancen er læsset. Jeg kender det … Alt dette er hverdag for mig. Jeg beklager, at dette skulle ske. Det er ikke et kønt syn, at se en helt kaste sit livgivende blod op i al offentlighed, vel? Det er langt mere romantisk at se ham i avisen, når han er blevet tildelt Victoria Korset, selv om han skulle have mistet en legemsdel eller to. En meget uheldig hændelse!
Den mand, der er spændt fast der? Den rablende, spottende skabning, der skriger beskidte ord, I end ikke kender betydningen af … ord som din datter bruger i hverdagssamtaler, en vane som hun har pådraget sig gennem denne slags vulgære kontakter. Åh, han er blot blevet vanvittig, Mor og Mrs. Evans-Mawnington. Det kan være, at han har set en hovedløs krop, der fortsatte med at bevæge sig med blodet sprøjtende fra kroppen. Knirken fra de froststive døde mænd, der afstivede og tætnede gangbrædderne, har måske gradvist undermineret hans forstand. Der er mange ting, fortæller de sårede, der selv kan sidde, mig på de lange køreture om natten, som kan fremkalde denne tilstand.
Nej, han har ikke granatchok. Granatchok-tilfældene er sædvanligvis langt mere stille, med mindre de pludselig bliver forskrækkede. Lad mig finde jer et eksempel. Ah, manden som de bringer ud af toget nu. Ham, der stirrer lige frem for sig på ingenting … han ryster og spjætter, spjætter, spjætter hver legemsdel bevæger sig i forskellige retninger, som en sprællemand, der bliver styret at en rystende snor. Se på ham, begge to. Fandeme forfærdeligt, ikke sandt, Mor og Mrs. Evans-Mawnington? Det er granatchok. Hvis du tabte din taske på perronen, ville han begynde at rable ligeså vanvittigt som den anden. Hvabehar'? I vil ikke prøve det? I kan ikke holde ud at se på ham? Hvorfor ikke? Hvorfor ikke? Jeg bliver nødt til det, hver eneste aften. Hvorfor helvede kan I ikke gøre det bare denne ene gang? Til helvede med jeres øjne.
Tilgiv mig, Mor og Mrs. Evans-Mawnington. Det var ikke den slags sprog en pænt opdraget pige fra Wimbledon Common[1] bruger. Jeg forglemmer mig selv. Vi begynder igen.
Se den mand, de er ved at sætte ind på den nederste hylde. Han hoster voldsomt. Ikke tuberkulose. Ikke noget så malerisk. Forsigtigt, forsigtigt bårebærere – det er ved at være forbi med ham. Han hoster klumper af lyserødt-grønligt snask op. Det er bare hans lunger, Mor og Mrs. Evans-Mawnington. Han hoster meget i aften. Det er gas. I har hørt om gas, ikke sandt? Det brænder og skrumper lunger til … til det skidt som I kan se på gulvet i ambulancen. Han er næsten samme alder som Bertie[2], Mor. Han er ikke så forskellig fra Bertie, med sine venlige brune øjne og lyse krøllede hår. Bertie ville på samme måde se bedende op, ind imellem at han kaster sine lunger op. Den søn du så gavmildt har givet til krigen. Den søn du var så ivrig efter at sende ud til skyttegravene inden Roy Evans-Mawnington, for at ikke Mrs. Evans-Mawnington skal komme til at føre på point over dig ved næste rekrutteringsmøde i komiteen … "Jeg har givet min eneste søn".
Host, host, lille lyshåret dreng. Måske et eller andet sted er din mor, der tænker på dig … praler af det liv hun så ædelt har givet … det liv du tænkte var dit eget, men som var hendes til at ødsle, som hun finder passende. "Min dreng er gudskelov ikke en undviger". Bare host, lille dreng, bare host. Hvad betyder det, hvis blot din mor ikke bliver nødt til at opleve skammen over sin søns fejhed.
Disse her er de siddende sårede. Den mand de løfter op ved siden af mig, og de to, der sidder i ambulancen. De er så kvæstede, at de kan sendes hjem … brækkede arme og skyttegravsfødder … de rene bagateller. Lugten? Modbydelig, ikke sandt? Sure sokker og fødder, der er svulmet op til dobbelt størrelse … lilla, blå, røde … store sorte blistre fyldt med gul materie. Et helt farveskema, ikke sandt? Har jeg fået jer til at kaste op. Så må jeg igen bede jer undskylde. Min konversation bliver daglig mindre forfinet. Savl og bræk og sved … Jeg havde glemt, at disse ord ikke bruges i de pæne dagligstuer i Wimbledon Common.
Men jeg spilder min tid. Jeg må lige gå et øjeblik. Jeg er næsten fuldt læsset. Den båre de nu sætter lidt til den ene side? Åh, et meget almindeligt tilfælde, … den mand, der stønner, fordi hver eneste bevægelse er et rent helvede … blot en mavefuld granat. Han er ikke så presserende, som den hjælpeløse ting der, den krop uden arme og ben, resterne af et menneske, ude af stand til så meget som at tigge om at blive befriet for sine lidelser, fordi hans kæbe er skudt halvt i stykker … Nej, undgå hans blik, det er alt for levende. Noget af det udtryk af ondskabsfuldhed vil sidde i jer resten af jeres dage … disse jeres sokke-strikkende, komité-møde-fyldte dage.
Se godt på heltene, der så ædelt har vedligeholdt jeres traditioner, Mor og Mrs. Evans-Mawnington. Se godt på dem. Disse helte som I er så sentimentale over, indtil freden bliver erklæret og derefter lader sulte for evigt og altid, amen, herefter. Gå ikke. Kast et blik på min sidste båre, … den plaprende, utrolige ting uden forbinding, en dinglende klump råt kød på en hals, det var et ansigt for lidt siden, Mor og Mrs. Evans-Mawnington. Nu kan det være hvad som helst … en klump lever, rå blødende lever, det er hvad det mest af alt ligner, er det ikke? Vi kan ikke afgøre dets alder, men den klynkende jamren lyder på en måde ung. Ligesom de utrygge klynk hos et sygt lille barn … et lidende lille barn … forundrede klynk. Hvem er han? Så vidt De ved, Mrs. Evans-Mawnington, er han Deres Roy. Det kan være hvem som helst, så hvorfor ikke Deres Roy. En formløs klump rå lever, ligner enhver anden formløs klump rå lever. Hvad siger De? Hvorfor dækker de ham ikke til med bandager? Hvordan fanden skulle jeg vide det? Jeg har ofte selv undret mig over det, … men det gør de ikke. Hvorfor vender I jer bort? Det er bare fra en flammekaster. I har hørt om flammekastere? Åh, ja. Jeg husker dit brev … "Jeg hører, vi er begyndt at anvende flammekastere. Det kan lære de tyskere. Jeg håber, vi anvender dem i stort omfang.". Ja, det skrev du. Du var glad for, at et nyt djævelsk torturredskab var blevet opfundet af kemikerne, der styrer denne krig. Du var opstemt ved tanken om at en tysk mors søn skulle have huden flænset af sit stakkels ansigt af en flammekaster … præcis som en patriotisk tysk mor jublede, da hun første gang hørte at sønner af engelske kvinder skulle brændes og torteres af det allernyeste krigsredskab fra laboratoriet.
Gå ikke, Mor og Mrs. Evans-Mawnington … gå ikke. Nu er jeg lastet, men der er over tredive ambulancer, der endnu ikke er fyldt op. Gå ned langs rækken. Gå ikke, medmindre jeg skal undskylde for jer, når I kaster hele mavesækkens indhold op, som jeg ofte gør. Der er bårer og bårer, I endnu ikke har set … Mænd med et håbløst døende blik, som ikke ønsker at dø … mænd med et håbløst levende blik, som ikke ønsker at leve. Vent, vent. Jeg har så meget, så meget mere at vise jer, inden I vender tilbage til jeres komitéer og jeres rekrutteringsmøder, inden I tilføjer endnu flere i jeres store pose af rekrutter – disse unge rekrutter, som I så stolt indrullerer med jeres patriotiske taler, jeres rød-hvide-blå rosetter, jeres hvide fjer[3], jeres fornærmelser, jeres løgne … hvilken som helst syg løgn for at sikre jer endnu et friskt offer.
[…]
"Læsset. Seks bårer og tre siddende!"
Jeg er på vej. Jeg sætter farten ned ved stationsporten. Sergenten venter med sin blyant og liste.
Jeg gentager, "Seks bårer og tre siddende."
"Nummer otte."
Han krydser min ambulance af. Jeg kører bort fra sporterrænet.
Fra: The Virago Book of Women and the Great War red. af Joyce Marlow(Virago, 1999), s.325-329.
[1] Wimbledon Common angiver et overklassekvarter i udkanten af London.
[2] Hovedpersonens yngre bror.
[3] I England uddelte nogle meget patriotiske kvinder hvide fjer til mænd i civil, for at antyde at de var kujoner.
