Det tyske fredstilbud, december 1916
I december 1916, efter et år med meget hårde kampe ved Verdun og Somme, med meget store tab på begge sider, fremkom den tyske regering og kejseren med et fredstilbud på vegne af Tyskland, Østrig-Ungarn, Tyrkiet og Bulgarien. Paven blev ligeledes orienteret via en note, der sluttede med at de fire underskrivende lande håbede, at fredstilbuddet finde "velvillig Genlyd" hos paven og at de kunne regne med hans hjælp. Nedenunder er rigskansler Bethmann Hollwegs tale til den tyske Rigsdag den 12. december 1916.
Mine herrer!
Vort Haab om, at der snart vilde indtræffe nye og for os fordelagtige Begivenheder i Felten, var Grunden til, at Rigsdagen ikke blev hjemsendt for længere Tid, men at det blev overladt Deres Formand at bestemme, hvornaar det næste Møde skulde afholdes. Dette Haab er blevet opfyldt næsten hurtigere, end man kunde have ventet.
Jeg skal fatte mig i Korthed. Kendsgærningerne selv taler jo.
Det var vore Modstanderes hensigt, at Rumæniens Indtræden i Krigen skulde rulle vor og vore Forbundsfællers Stilling paa Østfronten op. Samtidig skulde den store Offensiv ved Somme gennembryde vor Vestfront, mens fornyede italienske Stormløb skulde lamme Østrig-Ungarn. Situationen var alvorlig. Med Guds Hjælp har vore fortræffelige Tropper skabt en Tilstand, som byder os fuld Sikkerhed, en større Sikkerhed end nogensinde tilforn.
Vestfronten staar urokket. Den ikke blot holder Stand, men den er trods det rumænske Felttog bedre udstyret med Reserver af Mennesker og Materiel, end den var før. […] Og Hindenburg raster ikke. De militære Operationer fortsættes. Ved Sværdenes Slag blev samtidig vor Forsyning med Næringsmidler bedre sikret end nogensinde. Store Forraad af levnedsmidler, Korn, Olje og andre Varer faldt i Rumænien i vore Hænder. De er nu i Begreb med at blive ført bort derfra. Trods al Knaphed vilde vi ganske vist ogsaa have kunnet klare os med egne Midler, men nu er vor Forplejning uomtvisteligt og uafviseligt sikret.
Jævnsides med de store Begivenheder til Lands og jævnbyrdige med dem staar vore Undervandsbaades Heltegærninger. Nu kan vore Fjender ikke selv bortjage det Sultens Spøgelse, som de vilde fremmane mod os.
Da Hans Majestæt Kejseren efter det første Krigsaars Afslutning henvendte sig til det tyske Folk i en offentlig Kundgørelse, udtalte han disse Ord: "Store Oplevelser gør Hjærtet ærefrygtigt og fast." Ingensinde har vor Kejser, aldrig har vort Folk næret anden Mening. Og heller ikke nu! En genial Ledelse og utroligt heltemodige Bedrifter har skabt de jernhaarde Kendsgærninger. Ogsaa med Hensyn til den indre Udmattelse, paa hvilken Fjenden gjorde Regning, drog man falske Slutninger. Midt under kampens Larm histude har den tyske Rigsdag ved Loven om Hjælpetjenesten indenfor Fædrelandets Grænser gjort sit for at skabe et nyt Sikkerheds- og Forsvarsværn.
Bag den kæmpende Hær staar det arbejdende Folk. Nationens Kæmpekræfter virker for et eneste fælles Maal. Ikke en belejret Fæstning – som vore Modstandere havde tænkt sig –, men én eneste vældig fastorganiseret Lejr, hvis Hjælpemidler er uudtømmelige, udgør nu det tyske Rige, urokkeligt og tro i sit Forbund med de kampprøvede Vaabenbrødre under Østrig-Ungarns, Tyrkiets og Bulgariens Faner. Uforstyrret af vore Fjenders Taler, som snart fortalte, at vi fortvivlede skreg om Fred, er vi beslutsomt vandret vor Vej. Og saaledes skrider vi stedse videre. Vi er stedse rede til at værge os og kæmpe for vort Folks Eksistens, for en fri og sikker Fremtid, men ogsaa stedse rede til for denne Pris at byde vor Haand til Fred. Thi vor Styrke gør os ikke døve for vort Ansvar overfor Gud, overfor vort eget Folk, overfor Menneskeheden. Vore Modstandere veg hidtil udenom vore Erklæringer om at være rede til at slutte Fred. Men nu gaar vi et Skridt videre.
Ifølge Forfatningen paahvilede det den 1. August 1914 Hans Majestæt Kejseren personlig at tage den vanskeligste Beslutning, som en tysk Mand nogensinde har maattet tage, nemlig Mobiliseringsordren, som den russsiske Mobilisering aftvang ham. I disse lange og alvorlige Krigsaar har Kejseren kun været behersket af Tanken om, hvorledes der efter en sejrrig Kamp kunne beredes det saledes sikrede Tyskland en varig Fred. Ingen kan bevidne dette bedre end jeg, der bærer Ansvaret for alle Regeringshandlinger. I den dybeste moralske og religiøse Pligtfølelse overfor sit Folk og udover dette mod hele Menneskeheden anser Kejseren nu Øjeblikket for kommet, da en officiel Fredsaktion kan foretages. Hans Majestæt har derfor i fuld Overensstemmelse med sine høje Forbundsfæller og i Fællig med dem fattet den Beslutning at foreslaa de fjendtlige Magter at forhandle om Fred. I Morges har vi derfor overrakt Repræsentanterne for de Magter, der varetager vore Interesser i de fjendtlige Stater, altsaa Repræsentanterne for Spanien, Amerikas forenede Stater og Schweiz en Note, der i Overensstemmelse hermed var rettet til alle fjendtlige Magter. Det samme finder i dag Sted i Wien, Konstantinopel og Sofia.
Noten har følgende Ordlyd:
"[…]
De fire allierede Magter blev tvungne til at drage Sværdet for at forsvare deres Eksistens og nationale Udviklingsfrihed. Hærenes berømmelige Bedrifter har intet som helst ændret heri. De har stedse holdt fast ved Forvisningen om, at deres egne Rettigheder og vel begrundede Krav ikke paa nogen Maade var i Modstrid med andre Nationers Rettigheder. Det er ikke deres Formaal at knuse eller tilintetgøre Modstanderne.
Baaret oppe af Bevidstheden om deres militære og økonomiske Styrke og rede til, om fornødent, lige til det yderste at fortsætte den Kamp, der er dem paatvunget, men samtidig besjælede af Ønsket om at forhindre yderligere Blodsudgydelse og om at gøre en Ende paa Krigen, foreslaar de fire allierede Magter da, straks at paabegynde Fredsforhandlingerne. De Forslag, som de vil fremlægge under disse Forhandlinger og som gaar ud paa at sikre deres Folks Eksistens, Ære og Udvikling, udgør efter deres Overbevisning et velegnet Grundlag for Tilvejebringelsen af en varig Fred.
Hvis Kampen skulde vare ved, selv efter at der er blevet fremsat dette Tilbud om Fred og Forsoning, er de fire allierede Magter fast besluttede paa at føre Krigen videre til en sejrrig Afslutning. Men de afviser højtideligt ethvert Ansvar i saa henseende baade overfor Menneskeheden og Historien."
Mine Herrer! I August 1914 rejste vore Fjender Krigens Magtspørgsmaal. I dag stiller vi det rent menneskelige Spørgsmaal om Fred.
Hvorledes vore Fjenders Svar herpaa vil lyde, afventer vi med den Ro, som vor ydre og indre Styrke og vor rene Samvittighed giver os. Hvis Fjenderne stiller sig afvisende, hvis de vil tage paa deres Skuldre den verdenstunge Byrde af alt det Grufulde, som vil følge efter, saa vil hvert tysk Hjerte selv i den usleste Hytte flamme op paany i en hellig Vrede mod disse Fjender, der for deres Tilintetgørelses- og Erobringsplaners Skyld ikke har villet gøre en Ende paa Menneskemyrderiet.
I en skæbnesvanger Stund har vi taget en skæbnesvanger Beslutning. Den er vædet med Blodet fra hundrede Tusender af vore Sønner og Brødre, der ofrede deres Liv for Hjemmets Sikkerhed. Menneskeaand og Menneskehaand formaar ikke at række frem til det Sidste i denne Folkekamp, der har afsløret alle Jordelivets Rædsler, men ogsaa det menneskelige Mods og den menneskelige Viljes Storhed paa hidtil ukendt Vis. Gud vil fælde Dommen! Vi vil ranke og frejdige gaa vor Gang, beredte til Kamp, rede til Fred!"
Fra: Det tyske fredstilbud (Kbh. 1917), s.5-13 i uddrag.
