Engelsk reaktion på det tyske fredstilbud, december 1916
Næsten samtidig med det tyske fredsforslag blev sendt, havde der været regeringsskifte i England. Premiereminister Asquith blev afløst af krigsminister David Lloyd George, begge Liberale. En af de første opgaver som premierminister var således at forholde sig til og i samarbejde med de øvrige allierede lande reagere på det tyske fredsforslag. Desuden måtte de allierede undersøge hvordan de neutrale lande, herunder ikke mindst USA forholdt sig. Lloyd Georges erindringer i syv bind blev udgivet i 1933-34.
Dette [det tyske fredsforslag] var ikke udsagnene fra en fjende, der søgte fred efter et knusende nederlag på slagmarken eller en fjende, der var bevidst om at strømmen i almindelighed var ved at vende sig mod ham eller blot en modstander, der var ved at indse, at trods det at han ikke frygtede at blive slået, så ville begge parter ikke desto mindre ende med at blive ødelagte, hvis krigen fortsatte.
Det havde snarere karakter af et indledende oplæg fra en magt, der var bevidst om sine hæres ubrydelige styrke, som pralede af en række overbevisende triumfer over dens fjender og af dens evne til i fremtiden at holde fast imod ethvert forsøg på at få ham at løsne sit greb om de enorme territorier, som han havde erobret, men opsat på at kaste ansvaret for krigens forlængelse over på sine fjender. Det tyske statsapparat, der fuldstændigt var under militær kontrol og ledelse, havde tre formål for øje, da det lancerede denne fredsoffensiv. Det første var at forlige sig med, at en del af den tyske befolkning, der var begyndt at føle, at de endeløse strålende sejre ingenting bragte med sig udover tungere byrder, flere og flere afsavn og stigende tab til det triumferende Fædreland. Det var nødvendigt at overbevise disse om, at den ultimative sejr var det eneste alternativ til en utilfredsstillende fred. Det andet var at overtale både de neutrale lande, som blev mere og mere fjendtligt indstillede overfor Tyskland og de befolkninger, der stod bag regeringerne i de krigsførende lande, om at krigens forlængelse udelukkende skyldtes de allierede regeringers blodtørstige stædighed og umættelige ambitioner. Det tredje var at gå ind i fredsforhandlinger, mens de militære vilkår var gunstigere for Tyskland end for de allierede, så længe de tyske hære var stationeret på allieret territorium og i det hele taget havde overvundet de angreb, der var foretaget på deres positioner der på alle fronter. […]
De neutrale lande var alle af den mening, at det ville være en misforståelse for de allierede fuldstændig at afslå det tyske fredstilbud.
Fra De forenede Stater telegraferede vores ambassadør, Sir C. Spring-Rice, en rapport:
"Det er den almindelige opfattelse, at de allierede ikke burde afslå at modtage konkrete fredsbetingelser fra tyskerne. Den tyske stilling i U.S.A vil blive kraftigt styrket af et sådant afslag." […]
Som et udtryk for den britiske regerings holdning i den periode, vil jeg citere to passager, der omhandlende den tyske note, fra den første tale jeg holdt i Underhuset den 19.december 1916 efter en diskussion i regeringen om dets indhold:
"Enhver mand eller en gruppe af mænd, der umotiveret eller uden tilstrækkelig grund, forlænger en frygtelig konflikt som denne, ville have en forbrydelse på deres samvittighed af en karakter, som end ikke et helt ocean kunne rense. På den anden side er det lige så sandt, at enhver mand eller gruppe af mænd, der ud fra en følelse af udmattelse eller fortvivlelse opgav kampen uden at opnå det overordnede formål, for hvilket vi var gået ind i den, når det næsten var opnået, ville have været skyldige i den mest kujonagtige handling nogensinde begået af nogen statsmand. Jeg vil gerne citere Abraham Lincolns kendte ord under lignende omstændigheder:
'Vi accepterede denne krig for at nå et mål, og det var et værdigt mål, og krigen vil slutte, når det mål er nået. Ved Gud håber jeg, at den ikke vil slutte, før det mål er nået.'
Fra: David Lloyd George, War Memories (Nicholson & Warson, 1934), s.1099-1100 og s.1105-1106.
