Tyskland i novemberdagene 1918

Hen mod krigens slutning blev der i Tyskland dannet en parlamentarisk regering, der skulle forhandle fred med den amerikanske præsident Wilson, hvilket især den militære ledelse var meget utilfreds med. Situationen blev yderligere kritisk, da der i november udbrød oprør blandt matroserne, støttet af civilbefolkningerne i de store tyske byer. Det førte til at SPD stillede krav om en våbenstilstand og om kejserens abdikation.

Nedenfor to tolkninger af novemberdagene af henholdsvis en australsk og en engelsk kvinde. Begge skriver de om dagene omkring revolution og kejserens abdikation i november 1918.

Caroline Ethel Cooper (1871-1961) var født i Australien i en velstillet familie. Hun rejste til Europa og studerede musik i Leipzig og opholdt sig der under hele krigen. Brevet er til hendes søster i Australien. Hendes breve blev udgivet i 1982 under titlen "Behind the Lines: One Woman's War 1914-18".

Den tyske Republik!

10.11.18

Min kære Emmie,

Jeg har set det røde flag! Jeg tror, at længe inden dette (brev) når frem til dig, har du også set det. Det begyndte sidste mandag – vi læste i aftenaviserne, at sømændene i Kiel havde rejst sig til oprør, afvæbnet deres officerer, hejst det røde flag på alle skibene og at regeringen havde givet efter for næste alle deres krav. Senere hørte vi, at hele flåden var under hemmelig ordre om at sejle mod den engelske flåde i et sidste desperat angreb, og at den var på vej med fuld damp. Tirsdag og onsdag fulgte de andre store havne, Lübeck, Bremen og Hamburg, efter – torsdag München og med den hele Bayern. I fredags da jeg var på vej til frokost, så jeg, idet jeg kom ind på en af hovedgaderne, en tæt grå folkemasse, der kom mod mig og i spidsen for den et stort, rødt flag. Jeg må indrømme, at jeg stod helt stille, med hjertet i halsen.

Som du ved, har jeg ventet på det i ugevis, men når først man ser det, bliver man helt åndeløs. Der var et par hundrede soldater i deres 'feltgrå', det der svarer til vores kaki, men deres skulderstropper, numre, bælter og våben var forsvundet. – Vi nåede til Folkets Hus, hovedkvarteret for Det socialdemokratiske Parti – og så blokerede de gaderne, stoppede sporvognene og tog distinktionerne og våbnene fra alle soldaterne og officererne og politiet. Det foregik i absolut ro og orden – en officer gjorde modstand og affyrede et par skud, men de afvæbnede ham bare og lod ham gå. Da vi nåede til aftenen var der kæmpe plakater over hele byen, der annoncerede, at 'Arbejder- og Soldaterrådet' havde overtaget ledelsen af byen og at de militære og civile myndigheder havde underlagt sig det. Lørdag morgen (jeg har nærmest boet på gaden her på det sidste) så jeg borgmesteren hurtigt hejse det røde flag over rådhuset og en time senere lød råbet om de seneste nyheder gennem hele byen, og vi kunne læse at kejseren havde abdiceret.

Det var som en byrde, der blev taget af folket – og man hørte kun det ene udbrud: "Gudskelov – endelig!". Rigskansleren trak sig straks tilbage og socialdemokraten, Ebert, blev valgt. Man kan virkelig kun have fuld respekt for den absolutte orden og systematik, som denne kæmpe omvæltning og nyordning er blevet gennemført med indtil videre –

God nat – måske bliver mit næste brev skrevet i fredstider –

De kærligste hilsner

Ethel

Evelyn Blücher var en engelsk kvinde, der i 1905 havde giftet med Gebhardt Lebrecht, fyrst Blücher af Slesien. Efter krigen boede de igen i England og arbejdede for engelsk-tysk forsoning. Nedenstående tekst er uddrag af hendes erindringer, der byggede på dagbogsindførsler, udgivet i 1920 med titlen "An English Wife in Berlin"

Krigens afslutning

Den 10. november 1918.

Jeg må tilstå indrømme, at jeg selv føler mig chokeret og overrasket over den almene jubel der kom til udtryk ved kejserens abdikation. De kunne ikke juble mere, hvis de havde vundet krigen. Vox populi, vox dei! Det kan godt være, at han fortjener denne skæbne, men det virker meget hårdt og grusomt at kaste sten efter ham på dette tidspunkt, hvor han må udholde umådelige kvaler og sorg.

Blandt adelen er sorgen over landets sammenbrud, mere end kejserens personlige fald, næsten hjerteskærende at iagttage. Jeg har set nogle af vore venner, stærke mænd, sætte sig ned og hulke ved nyhederne, mens andre synes at skrumpe sammen til halv størrelse og blive stumme af fortvivlelse. Der er mænd og kvinder, der har spillet en ret uanselig rolle til almindelige tider, ofte skubbet til side som folk uden betydning, der er nu de mest trofaste mod deres monark. Men historien tager ikke notits af den enkeltes tårer, de falder blot for at indgå i og fylde den brede strøm, der er blevet fældet af menneskeheden under de sidste fire år, og som, håber vi, bærer os fremad mod et lysere mål.

Den 11.november 1918

Tingene synes nu at være blevet en anelse roligere og man hører kun en smule løsrevet skyderi nu og da. Vi føler, at det bliver mere og mere sikkert igen, og i morges tog Gebhard hen til vores lejlighed for at tilbringe dagen der, for at bringe tingene i orden igen. Frau Mainzer og jeg besluttede at gå ud sammen, for at se hvordan verden så ud efter de to sidste dages syndflod og om der var nogle tegn på om vandene var ved at falde eller ej. Jeg aflagde flere besøg, og vi lykønskede hinanden med, at vi stadig var i live, men ingen af os følte os sikre på, hvad den næste time ville bringe. Vores generelle indtryk er at folk er alt for svage og udsultede til at være virkelig blodtørstige, med mindre de bliver drevet fremad af fanatikere som Liebknecht og Rosa Luxemburg, og man kan ikke lade være med at beundre den disciplinerede og ordentlige måde, som en revolution af dette omfang er blevet organiseret, indtil videre med mindst mulig tab af liv. Det er sandt, at en voldsom storm passerer hen over landet, og fyrster falder fra deres troner som moden frugt fra et træ, men alle synes at handle på impulsen fra en guddommelig lov, som leder den tyske nation frem til en ny udviklings fase.

Fra: The Virago Book of Women and the Great War red. af Joyce Marlow(Virago, 1999), s.374-376.

Tekst 66 | Oversigten over kildetekster | Tekst 68