Churchills tale i IWGC, 21. januar 1919
Efter krigen opfattede den britiske befolkning slagmarkerne omkring Ieper i et næsten mytisk skær. Derfor overvejede den engelske regering at søge indflydelse på, hvad der blev besluttet vedrørende den fremtidige planlægning af byen. Allerede i september 1918 havde det nydannede Imperial War Graves Commission (IWGC) været aktive med at anlægge og vedligeholde gravene i området. Kort efter våbenhvilen begyndte den britiske planlægning og den 21. januar 1919 afholdtes et møde i bestyrelsen af IWGC. Formanden var Winston Churchill i sin egenskab af krigsminister. Under mødet kom han uventet med følgende forslag:
Jeg tror, jeg på dette tidspunkt burde nævne for Kommissionen, det meget stærke ønske jeg selv har i denne sag. Jeg kunne ønske, at vi erhvervede Ypres ruiner i sin helhed. Jeg ved ikke hvor mange af medlemmerne, der sidder her rundt om bordet, der har besøgt Ypres, men et skønnere monument end Ypres i eftermiddagslyset, kan man næsten ikke forestille sig. Et mere fredhelligt sted for den britiske race findes ikke i hele verden.
Rundt omkring på disse slagmarker er sandsynligvis mere end 300.000 af vore mænd fra den britiske hær begravet, og hvis der er noget som helst sted i hele verden, der er forbundet med vores race, er det der. Vil det mon ikke være muligt at erhverve Ypres, enten som gave fra belgierne eller ved visse aftaler, ved køb eller visse aftaler som britisk ejendom, og kunne samles der blandt disse ruiner og gøre det til centrum for alle begravelsesstederne rundt om i området, og rejse mindesmærker der på en hensigtsmæssig måde i overensstemmelse med hvad, der ville forskønne og ikke forringe stedet. Det skulle fremvise navnene på alle de, der var faldet på alle de uendelig mange slagmarker, der stråler ud fra Ypres.
Intet forsøg på at genskabe landbrug eller industri i dette område skulle tillades; det skulle blive liggende uberørt fuldstændig som en have, og som en gravplads, med blomster og planter og så videre. Så kunne man opføre hostels, og der kunne træffes foranstaltninger for folk, der ønskede at besøge gravene på begravelsespladserne. Under alle omstændigheder, mener jeg, er det værd at overveje. Det er ganske rigtigt, at det ikke ville bestå i mere end tre eller firehundrede år, men det ville bestå så længe som det, og det vil blive et meget betydningsfuldt valfartssted for efterkommere af alle dem, der havde været med til at forsvare Ypres imod alle angreb […]
Fra: Dominiek Dendooven, Ypres as Holy Ground – Menin Gate & Last Post (de Klaproos, 2001), s.20.
