Tale af Ludvig-Napoleon, 9. oktober 1852
Som følge af februar-revolutionen i Frankrig i 1848 var Ludvig-Napoleon, kejser Napoleons brorsøn, med stort flertal blevet valgt som præsident for fire år uden genopstillingsret. Hans embedsperiode udløb i november 1852, men han søgte at få sit mandat forlænget, hvilket stødte på modstand hos den lovgivende forsamling. I stedet opløste Ludvig-Napoleon forsamlingen og udskrev i december 1851, folkeafstemning for at få mandat til at udstede en ny forfatning, hvorefter præsidentembedet skulle besættes for ti år ad gangen. Efter voldsom propaganda fra Ludvig-Napoleons side op til afstemningen, hvor 7,4 mio. stemte for forfatningsændringen, 650.000 imod, indførte han et autoritært præsidentstyre og fjernede dele af oppositionen med landsforvisninger og andre former for tvangs. I november 1852 godkendte en ny folkeafstemning ham som kejser, og den 2/12 blev Ludvig-Napoleon indsat som Napoleon 3.
Nedenstående tale blev givet i Bordeaux den 9. oktober 1852.
For at gavne landet bør man ikke indføre nye systemer, men først og fremmest søge at skabe tillid i den aktuelle situation og udsigt til sikkerhed i fremtiden. Det er derfor Frankrig ser ud til at vende tilbage til kejserdømmet.
Ikke desto mindre er der en frygt, som jeg må afkræfte. Fyldt af mistro siger nogle: ”Kejserdømmet betyder krig”. Men jeg svarer: ”Kejserdømmet betyder fred”.
Fred fordi Frankrig ønsker det, og når Frankrig er tilfreds, da har verden fred.
[…]
Vé den, som først giver Europa signal til konflikter, hvis følger ingen kan overskue!
Men jeg er dog overbevist om, at jeg, som kejseren[1], må gøre mange erobringer. Jeg vil, ligesom han, forsone de stridende partier og lede de mange modstridende hvirvler sammen til en stor strøm, der omfatter hele nationen. Jeg vil med religion, moral og velstand vinde denne stadig meget omfattende del af befolkningen, som midt i et land præget af tro og religiøs overbevisning, knapt kender Christus' forskrifter, som midt i verdens mest frugtbare jord, næppe formår at tilfredsstille de mest basale behov
Vi har store arealer ødemark at opdyrke, vi må bygge veje, anlægge havne, gøre floder sejlbare, fuldføre kanalbyggerier og udvide vores jernbanenet. Vi har, på den anden side af havet overfor Marseilles[2], et stort rige, der skal forenes med Frankrig. Vi har alle vores store havne på vestkysten, som vi gennem hurtigere kommunikationsmidler skal knytte tættere til det amerikanske kontinent. Vi har stadig ruiner at genopbygge, falske guder at styrte og må have sandheden til at sejre.
Dette er hvad jeg forstår ved kejserdømme, hvis kejserdømmet skal genoplives. Disse er de erobringer, som jeg forestiller mig, og alle I som omgiver mig og som, ligesom jeg, vil Fædrelandets vel, er mine soldater.
Efter Helge Paludan, Metode og kilder (Gjellerup, 1970), sp.362-363
[1] Kejser Napoleon 1.
[2] Algeriet
