Stefan Zweig om Menin Gate, avisartikel, 1928
I 1928 den 16. september skrev den internationalt anerkendte, tyske forfatter og pacifist Stefan Zweig i Berliner Tageblatt om sin oplevelse af det nye monument, Menin Gate i Ieper.
Ypres blev berøvet dens mest berømte kunstværker. Derfor vil ingen, som nogle gjorde tidligere, igen gøre en pilgrimsfærd til denne fjerne by for at beundre den vidunderlige Klædeshal, som stod der i sin storhed, massiv og kraftfuld. Men i stedet for sine tidligere monumenter, har Ypres fået et nyt og jeg skulle forudsige det straks: et monument der er både fysisk og kunstnerisk overvældende: Menin Porten, bygget af den engelske nation og tilegnet de døde, et monument så bevægende, at der kun kan være én af dens slags i Europa.
Den enorme port, stor og af skinnende marmor (Euville limsten) blev bygget over en vej, der engang førte ud til fjenden. Den kaster en skygge over den vej – vejen fra det belejrede Ypres, vejen som de engelske regimenter, under en brændende sol eller i regn, tog på vej mod fronten. Kanoner, ambulancer og ammunition blev transporteret ad denne vej. Utallige kister blev bragt tilbage til byen ad denne vej. Den enorme portbygning, romersk i dens massive enkelthed, løfter sig højt. Det ligner snarere et mausoleum end en triumfbue. På forsiden ligger en marmorløve øverst og holder øje med fjenden, dens kløer ligger som om den holder fast på et bytte, den ikke vil slippe. På bagsiden, ind mod byen, en sarkofag, overvældende og alvorlig.
Fordi dette er et monument tilegnet de døde, de seksoghalvtreds tusinde britiske savnede, hvis grav er ukendte, som ligger et eller andet sted, lagt sammen i en massegrav, lemlæstede til ukendelighed af granater eller opløste i vand. For alle disse, i modsætning til andre, har ingen skinnende hvid blankpoleret gravsten i en af de mange kirkegårde rundt om byen, som et personligt tegn ved deres sidste hvilested.
For alle disse mænd, alle de seksoghalvtreds tusinde, blev denne port bygget som en fælles gravsten. De seksoghalvtreds navne er alle indgraverede i den, i bogstaver af guld – så mange, så endeløse at typografien ligner kunst, lige som det ser ud på Alhambras vægge[1].
Monumentet er således et mindesmærke. Det er ikke tilegnet den besøgende, men til de døde – ofrene – uden forskelsbehandling, for de faldne australiere, englændere, hinduer, muslimer som alle er blevet udødeliggjort, ved at bruge den samme typografi, i den samme slags sten, for den sammen dødsårsag. Menin Porten har ingen afbildning af en konge, ingen henvisning til en given sejr, ingen angivelse af en genial general, ingen udtalelser om ærkebiskopper eller fyrster, blot den følgende lakoniske, ædle inskription: Pro Rege, Pro Patria.
I sin sande romerske enkelhed udtrykker dette monument, der er tilegnet de seksoghalvtreds savnede, så meget mere end alle triumfbuer og mindesmærker, som jeg nogensinde har set, og dets overvældenhed bliver forstærket af den konstante tilstedeværelse af de mange kranse, der bliver anbragt af enker, børn og venner, fordi en hel nation tager på pilgrimsfærd til denne fælles grav for soldater, hvis grav er ukendt.
Fra http://www.inflandersfields.be/en/educational-activities/worksheets, s.63
[1] Alhambra er et hovedværk inden for den islamiske arkitektur og kunst i Europa, opført i 1200- og 1300. Karakteristisk for Alhambras arkitektur er de enkelt og stramt strukturerede bygninger, der på nær afstand opløses visuelt i utallige mønstre, enten i stukrelieffer eller i keramiske flisemosaikfelter (Den store danske).
