Den danske mineudlægning i august 1914

De sidste dage op til krigsudbruddet og lige efter den 4. august måtte de danske politikere tage stilling til, hvordan Danmark skulle forholde sig til de to store krigsførende lande, Tyskland og England.

Nedenfor er tekster fra såvel den tyske admiralstabs interne overvejelser og dens kontakt med Danmark, som interne danske overvejelser, som de fremkom i Statsrådet samt udveksling af telegrammer mellem den danske og den engelske konge og det engelske udenrigsministerium.

I 1913 udstedte admiralstaben i Berlin følgende befaling til den tyske flåde:

Øverste direktiver for optræden over for Danmark

1. Vor søkrigsførelse skal ikke fra starten indrette sig på en fjendtlig politik over for Danmark.
2. Vi respekterer Danmarks neutralitet og undgår enhver krigerisk handling, der kunne krænke denne neutralitet, så længe Danmark selv redeligt overholder sin neutralitet.
3. Kan Danmark ikke forhindre, at fjenden benytter dansk område til sine operationer, forbeholder vi os ret til ligeledes at bruge dansk område til vore formål, uden at dette skal opfattes som en fjendtlig handling mod Danmark.
4. Vore interesser ville være bedst tjent, hvis Danmark igennem neutralitetskrænkelser fra fjendens side blev tilskyndet til frivilligt at slutte sig til Tyskland; men til beskyttelse af Danmarks neutralitet vil vi ikke sætte styrker ind, som derved unddrages vore hovedoperationer.

I det tyske rigsmarineministeriets dagbog fra d. 4. august 1914 hed det om en henvendelse til Danmark

Så snart England har erklæret krig vil følgende forespørgsel blive rettet til Danmark: "Vil I, efter at England har erklæret os krig, straks spærre Store Bælt med miner mod begge krigsførende parter?" (aftale med udenrigsministeriet). Generalstabschefen er indforstået.

Hvis Danmark siger "nej" er en tysk minelægger parat til at udlægge miner ved Store Bælts sydlige udløb.

Det blev overladt til viceadmiralstabschef Paul Bencke at orientere den tyske overkommando i Kiel om henvendelsen til Danmark. Det skete i en telefonsamtale kl. 18 den 4. august. Prins Heinrich, kejser Wilhelm 2.'s bror, der var nyudnævnt øverstkommanderende i Østersøen, havde netop forinden tilkaldt sin stabschef for at drøfte med ham, hvilke foranstaltninger situationen nødvendiggjorde, idet der netop var indløbet et telegram fra admiralstaben om, at den engelske krigserklæring var nært forestående. Meddelelsen fra viceadmiralstabschefen, Bencke, blev modtaget af overkommandoen i Kiel. Det følgende er et sammendrag af samtalen efter rigsdagsstenograf Dr. Witts stenogram:

Det er her blevet affattet en note, som vil blive overrakt den danske regering, så snart England har erklæret os krig. Denne note lyder: Er den danske regering villig til, efter at England har erklæret os krig, straks at spærre Store Bælt effektivt med miner mod begge krigsførende magter?

Vi forventer nemlig, at danskerne vil indtage en venligneutral holdning over for os, vi vil med denne note blot give danskerne anledning til at stille sig på vor side – eller i det mindste gøre det letter for dem, vi vil altså på denne måde bygge bro mellem os.

Hvis danskerne siger "ja", ville Bæltet alene ved hjælp af deres minespærring være lukket; desuden kan det forventes, at deres u-både og torpedobåde sættes ind med samme formål. Med andre ord, gør de alt hvad der står i deres magt for at holde krigsførelsen langt borte fra deres farvande, så ville vi derud over kunne udlægge miner, uden at de ville kunne opfatte dette som udslag af en fjendtlig holdning. Vi vil altså forsøge at få danskerne til at opretholde deres farvandes neutralitet over for begge krigsførende magter.

Det er muligt, at danskerne ikke vil slå ind på denne vej, fordi de danske gennemfartsfarvande ifølge de internationale traktater til enhver tid skal forblive åbne for trafikken. I så tilfælde ville vi være nødsaget til at meddele dem, at vi af militære årsager må forbeholde os ret til ved hjælp af miner og den øvrige krigsførelse at skaffe os den beskyttelse, som vi i denne krigssituation har brug for.

Hvad vi beslutter os til, afhænger af den danske regerings svar på vor note, og Hr. øverstkommanderende for Østersøen ville naturligvis blive underrettet om udfaldet af det skridt, vi måtte tage.

I hvert fald er det ønskeligt, at vi først og fremmest militært set lægger spærringen så effektivt som muligt, men på den anden side – i det omfang det overhovedet kan lade sig gøre – også således, at de danske farvandes territoriale suverænitet ikke derved berøres. Dette skal principielt fastholdes, men kun i det omfang det er muligt uden ulemper for os i militær henseende. Hovedsagen er, at minerne udlægges så effektivt som muligt, og at de kan beskyttes mod rydning.

Denne meddelelse tjener alene det formål, at gøre det muligt for den øverstkommanderende – når nærmere underretning gives – med kortest mulig frist at udlægge miner på de steder, som de finder egnede. Dette er så meget desto vigtigere, da krigserklæringen kan indløbe meget snart – hvornår er svært at sige –, måske allerede i aften.

Til besvarelse af den note, eller forespørgsel, som vi vil rette til Danmark, sætter vi en kortfrist, svaret vil altså kunne forventes inden længe.

Hvis danskerne beslutter at handle i overensstemmelse med vore ønsker, så hindrer det jo ikke, at vi derudover selv udlægger miner, og vi behøver jo ikke straks at fortælle dem, hvor de ligger. Ikke desto mindre må vi ved placeringen af vore spærringer indrette os efter deres. Om De er i stand til det, må blive deres afgørelse; jeg ønsker blot også at have peget på dette forhold. Man kunne måske tænke sig, at De lagde en spærring ved Fakkebjerg og kun efterlod en åbning til gennemsejling, som senere, når fjenden kommer, kan lukkes så effektivt, at han ikke kan komme igennem.

Under alle omstændigheder, hvis danskerne erklærer sig villige til selv at forsvare deres farvande, bør vi ikke gøre det vanskeligt for dem at gennemføre dette ved vore egne foranstaltninger; på den anden side må vi sørge for, at vore egne skibe ikke løber på danske miner. Vi vil derfor bede dem fortælle os, hvorledes de vil forsvare deres farvande mod fjendtlige gennembrudsforsøg. Hvis de viser sig imødekommende, vil vi naturligvis meddele dem, at vi har til hensigt at skåne dem i enhver henseende. Således må vi også ved udlægningen af de første spærringer forsøge – så vidt det er muligt – at blive uden for dansk territorialfarvand, samtidig med at spærringen placeres således, at vor bevægelsesfrihed ikke indskrænkes alt for meget som følge af, at vi ikke kender de danske miners placering. Dette er altså det militære synspunkt.

Nedenstående brev er skrevet den 3. august 1914af den engelske marineminister Churchill og de 4 admiralitetslorder, der var ministerens umiddelbare underordnede. Brevet giver et indblik i tankegangen i det engelske marineministerium ledelse lige inden Englands indtræden i krigen.

Haster hemmeligt.

Til premierministeren og Sir Edward Grey.

Vi betragter den rolle, som de tre små stater, der grænser op til Nordsøen, nemlig Norge, Holland og Belgien, kommer til at spille i en søkrig, som værende af største vigtighed. De fordele, som en alliance med dem ville give os m.h.t. blokaden af Tyskland og kontrollen med dets flådebevægelser, kan ikke overvurderes. Deres stillingtagen synes i øjeblikket at være uvis, men hvis England handler resolut, ville vi kunne få dem til at stille sig på vor side. Belgien yder allerede modstand, og Holland betragter Tyskland med største fjendskab, og bortset fra frygten for Rusland er Norge helt igennem venskabeligt indstillet over for os.

[…]

Vi har undladt at omtale Danmark, ikke fordi vi ikke betragter dette lands deltagelse som ønskelig, men fordi vi føler, at den risiko, Danmark herved ville blive stillet overfor, er for stor.

Den danske regering havde siden 1. august løbende holdt møder vedrørende den storpolitiske situation og afventet krigserklæring mellem England og Tyskland. Undervejs havde regeringen modtaget den tyske henvendelse vedrørende minering af de danske farvande. Nedenstående er referatet af et møde i Statsrådet. Statsrådsprotokollen, 5. august.1914 (ved statsrådssekrætær Erik Arup).

År 1914, onsdagen den 5. august kl. 4½ var statsrådet forsamlet under Hans Majestæt Kongens allerhøjeste forsæde i Allerhøjstsammes residenspalæ på Amalienborg, efter at Hans Majestæt først havde haft konference med samtlige ministre, til hvilken konference også de to øverstkommanderende over hær og flåde havde været tilkaldt.

[…]

Hans Majestæt udtalte: Den af den tyske gesandt til os rettede forespørgsel angående spærring med miner af Store Bælt mod begge de krigsførende magter, beslutter statsrådet at besvare således:

At vi påtager os minespærringen af Store Bælt, men så tillige afspærrer det danske løb af Lille Bælt og Øresund, og desuden meddeler, at vi nødes til at forøge troppestyrken.

Ved den foregående konference har viceadmiralen tilrådet, at man besvarer forespørgslen bekræftende og samtidig mobiliserer, medens general Gørtz har udtalt, at hvis man svarede benægtende, ville Tyskland rimeligvis straks søge at slå vor modstandskraft ned, og vi ville kun kunne gøre modstand i kort tid; han har tilføjet, at han ikke kunne se bort fra personlige følelser, men hvis man så på sagen ud fra klogskabshensyn, måtte han tilråde at svare bekræftende, idet man samtidig mobiliserede.

Til klarlæggelse af mit eget standpunkt vil jeg tilføje: da hele spørgsmålet om spærringen af bælterne henstår ganske uafgjort, og navnlig da England ikke har taget standpunkt til det, har jeg anset det for et fra min side alvorligt skridt at besvare forespørgslen fra Tyskland benægtende, særlig under hensyn til, at den fordel, vi herved ville opnå, er så overordentlig ringe, eftersom Tyskland så selv ville påtage sig det, som vi ikke frivilligt ville gøre, og til, at Tyskland kunne lægge en militær aktion på os; ved denne statsrådets beslutning opnår man dog at udskyde en militær aktion, indtil den engelske flåde eventuelt forlanger at forcere Store Bælt.

Indenrigsministeren (Rode) ville anføre, at under det møde, som ministeriet i dag havde haft med partiførerne fremhævede særlig grev Frijs og Neergaard stærkt hensynet til, om denne vor holdning ville blive forstået i England.

Hans Majestæt var overbevist om, at Danmarks vanskelige stilling ville blive fuldt og sympatisk forstået af det engelske folk, og om den engelske konges forståelse deraf og velvilje for Danmark nærede Hans Majestæt efter sit nylige besøg ikke rigeste tvivl. Hans Majestæt ville yderligere ved et telegram kunne give ham fuldstændig oplysning om, hvad der havde bestemt vor holdning i denne sag. Danmark var i dette øjeblik i en så alvorlig stilling, at man ikke kunne spille va banque[1] med sit land.

Konseilspræsidenten (Zahle) udtalte: ministeriets opfattelse af hele vor stilling og af, hvorledes den tyske forespørgsel bør besvares falder ganske sammen med Deres Majestæts, men vi har i dag mødt så mange vanskeligheder under vor hævdelse af denne vor opfattelse, at det kun er Deres Majestæts så absolutte tilslutning til ministeriet, det har kunnet føre os over dem.

Hans Majestæt ville endnu kun udtale ønsket om, at den diskussion, som denne sags afgørelse kunne fremkalde herhjemme, måtte blive ført på en værdig måde, at pressen måtte forstå at løfte dette spørgsmål op i en højere plan, hvor hensynet til Danmarks velfærd var det eneste synspunkt, der anlagdes.

Indenrigsministeren ville bede Hans Majestæt bemærke, at der i denne henseende ikke ville møde vanskeligheder fra den presse, der stod ministeriet nær.

Hans Majestæt Kongen hævede derpå statsrådsmødet.

Efter at beslutningen om mineudlægningen var truffet i statsrådet d. 5.8. 1914 afsendte kong Christian X følgende telegram til kong George V af England:

Kære George. Under de overordentlige forhold har jeg og min regering for at opretholde Danmarks neutralitet og så vidt muligt holde krigsoperatonerne ude fra danske kyster og farvande samt sikre forbindelsen mellem de danske landsdele besluttet ved udlægning af miner at spærre dansk søterritorium i Store Bælt. Dette sker bevæget af forhold, som Du, der kender min hengivenhed for Dig, vil forstå.

Chr. R.

Kong Georges svar af 7.8.1914:

Jeg er fuld af forståelse for og anerkender de overordentlig vanskelige forhold Du er placeret i og nødvendigheden af, at Du bevarer neutraliteten med alle midler.

Jeg takker Dig oprigtigt for din hengivne meddelelse, og jeg kan forsikre Dig, at Du har min fulde sympati.

Den engelske gesandt i København, Henry Lowther, afsendte d. 5.8.1914 kl. 20:55 følgende telegram (no. 26) til London:

Den franske militærattaché har i dag oplyst mig om, at han fra pålidelig kilde har hørt, at Tyskland har forlangt at vide, om Danmark vil minespærre Store Bælt, hvis ikke vil Tyskland gøre det.

Hemmeligt

Jeg har siden haft besøg af prins Georg[2] med en meget fortrolig meddelelse, som kongen af Danmark ønsker viderebragt til kong George, gående ud på at Danmark tilsyneladende vil indvilge i at minespærre Store Bælt, men de udlagte miner vil ikke være armerede. Dette er den danske regering uvidende om.

Hans kgl. Højhed oplyste mig om, at der af tyske skibe under dansk flag er blevet lagt miner i sydvestlig retning fra Albuen[3] langs Langelandsbæltet. Hans kgl. Højhed spurgte, om jeg mente, at Danmark skulle afgive en officiel protest. I betragtning af de tyske metoder foreslog jeg, at det ville være bedre at lade tyskerne tro, at deres list ikke var blevet opdaget. Besejlingen af Store Bælt ville derfor være sikker op til Albuen, hvilket alene Storbritannien ville vide.

I det engelske udenrigsministerium udfærdiges herefter om aftenen d. 6.8.1914 følgende instruktion til Henry Lowther:

Deres tel. No.26. hemmeligt. Gennem prins Georg bedes De over bringe Kongen af Danmark Hans Majestæts høje værdsættelse af dette tegn på venskab, hvilket vil blive holdt fuldstændig hemmeligt. Hans majestæt er dybt rørt og taknemmelig over den danske konges handlemåde.

Fra: Hans Branner, Den udenrigspolitiske beslutningsproces. Belyst ved den danske beslutning om mineudlægning i august 1914 (Gyldendal, 1976), s.26, s.34-36, s.55, s.66-67 og s.108-109.

[1]  Egentlig at sætte "hele bankens beholdning" beholdning på spil (i hasardspil).

[2] Den dansk-græske prins Georg var fætter til den danske kong Chr. X og til den engelske konge George V's far (Edward VII).

[3] Albuen er en landtange på det nordvestlige Lolland, som vender ud tættest på Langeland.

Tekst 77 | Oversigten over kildetekster | Tekst 79