Tysk diplomat om krigsudbruddet Kurt Riezlers dagbøger, juli 1914
Uddrag af Kurt Riezlers dagbøger, skrevet på rigskanslerens gods Hohenfinow nordøst for Berlin og i Berlin, juli 1914. Kurt Riezler var professor og tysk diplomat, ansat i udenrigsministeriet 1910-1915. Dagbøgerne blev udgivet sammen med andre historiske kilder under titlen "Tagebücher, Aufsätze, Dokumente" i 1972.
Hohenfinow, 7.juli 1914
Kansleren taler om tunge afgørelser. Mordet på Franz Ferdinand. Det officielle Serbien involveret. Østrig vil tage sig sammen. Mission fra Franz Josef til kejseren med forespørgsel om casus foederis[1]. Vort gamle dilemma ved enhver østrigsk aktion på Balkan. Hvis vi tilskynder dem, så siger de, at vi har skubbet dem ud i det, fraråder vi, så hedder det sig, at vi har ladt dem i stikken. Så vil de nærme sig vestmagterne, hvis arme står åbne, og vi vil miste en sidste nogenlunde store forbundsfælle.
Denne gang er det værre end i 1912; thi denne gang er Østrig i defensiven over for de serbisk-russiske intriger. En aktion mod Serbien kan føre til verdenskrig. Kansleren forventer, at en krig, hvordan den så end slutter, vil betyde en omvæltning af alt bestående.
Fremtiden tilhører Rusland, som vokser og vokser, og som rider os som en stadig større mare.
Hohenfinow, 20.juli 1914
Endnu en gang gennemgået hele situationen. Ruslands voksende krav og uhyre sprængkraft. Om få år ikke mere til at afværge, især ikke hvis den nuværende europæiske konstellation forbliver uændret. Hvis det lykkes at ændre eller løsne den, så må man overveje, om og hvordan hele det nuværende alliancesystem skal omstyrtes og ændres. Men om det er muligt?
Kun hvis Rusland ikke støttes til det sidste af vestmagterne i spørgsmålet om Serbien og indser, at det bliver nødt til at søge en forståelse med os. Men også da vil Rusland forlange en høj pris. Det er blevet for mægtigt og må allerede af indenrigspolitiske grunde og som modvægt mod de revolutionære strømninger føre en panslavistisk politik.
Om det var nødvendigt, at det kom så vidt?
Kansleren funderer med samvittighedsfuldt selvpineri over de mulige fejl, som han har begået. Om han i 1912, efter at kejseren i spørgsmålet, om de tre panserkrydsere havde taget stilling for Tirpitz, skulle have holdt fast ved en indgivne og afviste afskedsbegæring?[2] Så ville Tirpitz eller en anden politiker af samme støbning være blevet kansler. […]
Hohenfinow, 23.juli 1914
Presset af Ungarn, som ikke ønsker nogen udvidelse af slavernes magt, har Østrig besluttet, at man ikke vil stræbe efter territoriale erobringer. Det er godt, fordi en erklæring herom måske alligevel presser russerne til at afstå fra en mobilisering og ind på forhandlingens vej. Men alligevel karakteristisk for den østrigske politik i al sin ynkelighed, som ikke vil give afkald på en verdensnations nedarvede stormagtsmanerer, men som alligevel intet kan udrette, ja somikke engang resigneret kan hævde sig. Vi må altid hinke af sted bagved denne svage stat og sætte vore ungdommelige kræfter ind på at forhale dens forfald.
Berlin, 27.juli 1914
Alle meddelelser tyder på krig. I St. Petersborg er der åbenbart hårde kampe om mobiliseringen. Englænderne har ændret sprog – åbenbart har man i London pludselig erkendt, at ententen vil slå revner, hvis man er for lunken over for Rusland. Lichnowsky[3] er gået helt fra koncepterne. Der er fare for, at Frankrig og England af angst for russernes misbilligelse tilsiger deres støtte, måske uden rigtigt at tro på, at mobilisering for os er ensbetydende med krig, og at de anser alt for at være bluff, som de besvarer med modbluff.
Fra: Hans A. Jacobsen, Tyskland – europæisk stormagt eller verdensmagt, (Gad, 1977), s.66-68 i uddrag.
[1] Begivenhed, der forpligter til udførelse af de foranstaltninger, der er fastsat i en overenskomst.
[2] Kansler Bethmann-Hollwegs afskedsbegæring af 6. marts 1912, som kejseren ikke efterkom.
[3] Tysk diplomat, 1912-14 ambassadør i London
