Den belgiske statsminister om krænkelsen af Belgiens neutralitet, 1915
Allerede i 1915 skrev Belgiens statsminister, van den Heuvel, der desuden var professor i retsvidenskab ved universitetet i Leuwen, et pamflet hvori han beskrev og fortolkede grundlaget for Belgiens neutralitet, med henvisning til traktaten af 1839, der var underskrevet og garanteret af Preussen, Østrig, Frankrig, Storbritannien og Rusland. Statsministeren argumenterer ud fra ordlyden i diverse telegrammer der blev udvekslet mellem stormagterne og Belgien i dagene omkring 1. august 1914.
Ogsaa i det afgørende Øjeblik er altsaa Belgiens Holdning ulastelig. Det havde ikke bundet sig til nogen anden Nation; det staar med frie Hænder. Det erklærer, at dt er rede til at bringe de fornødne Ofre for at værne om sin Neutralitet og modstaa ethvert Angreb, hvorfra det end maatte komme, idet det samtidigt, for at ikke nogen skal kunne føle sig krænket, tilføjer, at det ikke nærer Mistillid til nogen.
Da det tyske Ultimatum indtraf den 2den August – dette oprørende Ultimatum, med hvilket Kniven blev sat paa Belgiens Strube, var Regeringen heller ikke i Tvivl om, hvad den havde at gøre; den henvendte sig ikke i Fortvivlelse til Garantimagterne, den svarede straks, loyalt og resolut, men med Bevidstheden om at have gjort sin Pligt ifølge Grundsætningen: "Fait ce que dois, advienne que pourra" (Gør din Pligt, ske saa hvad der vil).
Den 3de August, Kl. 7 om Morgenen lod den Tyskland vide, at den maatte afslaa at handle i Modstrid med sine Forpligtelser. Tre Timer senere henvendte Belgiens Konge sig til Englands Konge for at gøre et sidste Forsøg ved at paakalde den britiske Regerings diplomatiske Intervention til Fordel for Belgiens Neutralitet.
Næste dag, den 4de August Kl. 6 om Morgenen, underrettede den tyske Gesandt Belgien om, at som Følge af dets afvisende Holdning vilde Kejserriget se sig nødsaget til at anvende Vaabenmagt. Samme Dag, Kl. 10 om Formiddagen, mens tyske Tropper trængte ind paa Landets Territorium, gjorde Kongen for det i Hast sammenkaldte parlament Rede for Regeringens Holdning. Enstemmige og gentagne Bifaldsraab hilste hans Ord, da han erklærede, at Belgien vilde forblive tro imod de Forpligtelser, som det overfor Europa havde paataget sig. Kl. 3 samme dags Eftermiddag modtog Udenrigsministeren fra Sir Francis Viliers, den engelske Gesandt i Bryssel, en Note af følgende Indhold:
"Det er bleven mig paalagt at underrette den belgiske Regering om, at hvis Tyskland udøver en Pression i den Hensigt at tvinge Belgien til at opgive sin Stilling som neutral Stat, venter den engelske Regering, at Belgien vil yde Modstand med alle de Midler, der staar til dets Raadighed.
Den engelske Regering er i saa Tilfælde rede til at forene sig med Rusland og Frankrig, hvis Belgien ønsker det, for uden Ophold at tilbyde den belgiske Regering en fælles Optræden med det Formaal at yde Modstand mod den militære Aktion, som Tyskland vil øve mod Belgien, og paa sammen Tid at garantere Opretholdelsen af Belgiens Uafhængighed og Integritet i Fremtiden"
England tilbød sin Hjælp uden at ville paatvinge den. Der var ikke Tale om at sende Hjælp til Belgien for at forebygge Faren, nej, England tilbød sin Hjælp, kun hvis Belgien ønskede den.
Første den 4de August om Aftenen, da man forgæves havde haabet og ventet, at Tyskland endnu vilde forandre sin Holdning, henvender Belgien sig til England, Frankrig og Rusland for at paakalde disse Garantimagters Medvirkning til det belgiske Territoriums Forsvar.
Disse kendsgerninger levner ikke Plads for den allerringeste Tvivl.
Tyskland har krænket Belgiens Neutralitet for at gennemføre sin strategiske Plan. Det haabede derved at opnaa to væsentlige Fordele. For det første ved et pludseligt Overfald at overaske Frankrig midt under Mobiliseringen og at opnaa en hurtig Afgørelse for derefter at kunne vende sig mod Rusland. For det andet straks at føre Krigen udenfor sit eget Lands Grænser, ind i fremmede Egne, der vilde blive udsat for alle Krigens Rædsler og Lidelser, og som desuden vilde blive bebyrdet med Rekvisitioner og Brandskatninger til fordel for den tyske Hær. […]
Efter at have behandlet Belgierne mere grusomt end man vilde behandle den værste Arvefjende, forsøger Tyskerne nu en Bagvaskelses-Kampagne. Det forsøger at faa Udenforstaaende til at tro, at Belgien allerede for lang Tid siden skulde have tilsidesat sine Pligter. Men det skal aldrig lykkes Tyskland at vildlede den offentlige Mening, det forøger kun Antallet af sine Ugerninger. Dobbelt skyldig er den, der efter at have krænket en andens Ret, yderligere med kynisk Frækhed forsøger at retfærdiggøre sig ved at tillægge sit Offer Fejl, som det aldrig har begaaet.
Fra: J. van den Heuvel, Belgiens Neutralitet. Hvorfor blev den krænket? (Pios Boghandel, 1915), s.27-29.
