Naill Ferguson om krigsudbruddet, 1999
Niall Ferguson (1964-) er en britisk historiker, der forsker og underviser ved blandt andet Harvard University, USA og Oxford University, England. Han beskæftiger sig især med international historie og økonomisk historie. Han er kendt for sine meget provokerende og kontrære synspunkter. Hans synspunkter er konservative og han støttede John McCain's præsidentkampagne i 2008, gav udtryk for sin støtte til Mitt Romney i 2012.
Nedenstående er uddrag fra hans værk om første verdenskrig "The Pity of War" fra 1998, hvor han til sidst fremlægger kontrafaktiske overvejelser – "What if?" og endelig kommer med sit bud på årsagerne til krigsudbruddet i 1914.
[…]
Hvad nu hvis Tyskland havde fulgt en mindre risikabel forsvarsstrategi og brugt mere på sit fredstids forsvar snarere end at sætte alt på Schlieffen planen? Hvad hvis Storbritannien havde holdt sig ude af krigen i 1914?
Hvis første verdenskrig aldrig var blevet udkæmpet, ville den værst tænkelige konsekvens have været noget lignende en 'første kolde krig' i hvilken de fem stormagter fortsatte med at opretholde store militære foretagender, men uden at hæmme deres egen vedvarende økonomiske vækst. Alternativt, hvis en krig var blevet udkæmpet, men uden Storbritannien og Amerika, kunne de sejrende tyskere måske have skabt en udgave af Den europæiske Union, otte årtier før tid.
Hvis den britiske Ekspeditionsstyrke (BEF) aldrig var blevet sendt over, er der ingen tvivl om, at tyskerne ville have vundet krigen. Selv hvis de var blevet stoppet ved Marne, ville de næsten helt sikkert have lykkedes dem at overvinde den franske hær i mangel af de afgørende britiske forstærkninger. Og selv hvis BEF var ankommet, men en uge senere eller ved en anden destination som resultat af en politisk krise i London, kunne Moltke[1] stadig have gentaget sin forgængers triumf. I det mindste ville han have været mindre tilbøjelig til at trække tropperne tilbage fra Aisne. Hvad så bagefter? Uden tvivl ville argumenterne for britisk intervention, for at kontrollere de tyske mål, have fortsat. Men kun en intervention af en ganske anden karakter ville have været mulig. […]
Ferguson taler herefter for at flåden ville have været sat ind enten i et angreb på den tyske kyst eller i et angreb lig det, der fandt sted ved Gallipoli.
Hvis Storbritannien havde holdt sig tilbage – blot for nogle få uger – kunne det europæiske kontinent være blevet transformeret til noget ikke helt ulig den Europæiske Union, vi kender i dag – men uden den massive nedgang i britisk oversøisk magt, som blev resultatet af at kæmpe i to verdenskrige. Måske endda Ruslands fuldstændige sammenbrud i borgerkrigens og bolsjevismens rædsler kunne have været afværget. Selv om der stadig ville have været enorme problemer med landbefolkningens og arbejdernes oprør, et egentligt konstitutionelt monarki eller en parlamentarisk republik kunne have haft en større chance for at lykkedes efter en kortere krig. […]
Med en sejrende kejser, kunne Adolf Hitler have slået sig igennem som en middelmådig postkortmaler og en tilfreds gammel soldat i et tysk-domineret Central-Europa, hvor han ikke ville have haft meget at beklage sig over. Og Lenin kunne have fortsat sine vrantne skriblerier i Zurich, i en evig venten på kapitalismens kollaps – og evigt skuffet. Det var trods alt den tyske hær, der gav Hitler ikke blot hans elskede "Front oplevelse", men også hans introduktion til politik og til at tale offentligt umiddelbart efter krigen. Det var også den tyske hær, der sendte Lenin tilbage til Petrograd for at underminere den russiske krigsindsats i 1917.
Ultimativt var det på grund af krigen, at begge disse mænd var i stand til at indtage positioner, så de kunne grundlægge barbariske despotier, der begik endnu flere massemord
[…]
I en sidste analyse er historikeren nødt til at spørge, om accepten af en tysk sejr på kontinentet ville have været så skadelig for britiske interesser som Grey[2] og de andre germanofobe hævdede dengang, og som de fleste historikere senere har ment. Svaret jeg vil foreslå er, at det ville det ikke have været.
Eyre Crowe's[3] spørgsmål havde altid været: "Skulle krigen komme, og England trække sig ... (og) Tyskland og Østrig sejre, knuse Frankrig og ydmyge Rusland, hvad vil så være positionen for et venneløst England?". Historikerens svar er: bedre end et udmattet England i 1919.
[…]
Det ville have været langt at foretrække, hvis Tyskland kunne have opnået sin position med overherredømme på kontinentet uden to verdenskrige. Det var ikke kun Tysklands skyld, at dette ikke skete. Det var Tyskland, som påtvang et uvilligt Frankrig den kontinentale krig i 1914 (og på et ikke så uvilligt Rusland). Men det var den britiske regering, som i sidste ende besluttede at ændre den kontinentale krig til en verdenskrig, en konflikt, der varede dobbelt så længe og kostede mange flere liv end Tysklands første 'bud på Den Europæiske Union' ville have, hvis det blot var gået efter planen. Ved at bekæmpe Tyskland i 1914, hjalp Asquith[4], Grey og deres kolleger med at sikre, at når Tyskland omsider havde opnået dominans på kontinentet, var Storbritannien ikke længere stærk nok til at fremstå som modstykke til det. […]
Den første verdenskrig var mere end en tragedie, hvilket vi lærer af litteratur og drama at betragte som noget, der i sidste instans er uundgåeligt. Det var intet mindre end den største fejltagelse i moderne historie.
Fra: Niall Ferguson, The Pity of War. Explaining World War I, (Basic Books, 1998), s.458-462 i uddrag.
[1] Helmuth von Moltke, tysk officer. I 1906 efterfulgte han von Schlieffen som chef for generalstaben. Moltke var øverstkommanderende i begyndelsen af 1. Verdenskrig, men han måtte han træde tilbage i september 1914, da han blev gjort ansvarlig for den mislykkede offensiv i Frankrig.
[2] Edward Grey, britisk udenrigsminister i 1914.
[3] Sir Eyre Crowe, britisk diplomat, der argumenterede for en stærk anti-tysk britisk politik i perioden op til krigens udbrud i 1914.
[4] H.H. Asquith, britisk statsmand, premierminister 1908-16. Efter 1. Verdenskrigs udbrud rejstes der kritik mod Asquith for ikke at udvise tilstrækkelig handlekraft. I december 1916 trådte han tilbage og afløstes af Lloyd George.
