Salvador Allendes sidste tale, 11. september 1973
07:55 Radiofonien
Dette er Republikkens Præsident, fra Palacio de La Moneda. Velbekræftede informationer anmærker, at en deling af flåden havde isoleret Valparaíso, og at byen var besat, hvilket betyder at et oprør imod regeringen er i gang, regeringen, som er samlet på legitim vis, regeringen, der er understøttet af loven og af folkets vilje.
Under disse omstændigheder, påkalder jeg alle arbejdere. Jeg opfordrer jer til at drage mod jeres arbejdspladser, til at indfinde jer på jeres fabrikker, og til at opretholde ro og orden. Endnu har der ikke været nogen ekstraordinære troppebevægelser i Santiago, og ifølge mine oplysninger fra chefen for garnisonen, vil soldaterne forblive indkvarterede og ikke foretage sig noget ud over det normale.
I alt fald forbliver jeg her i præsidentpaladset, og her bliver jeg, til forsvar for den regeringen, som jeg repræsenterer på vegne af folket.
Det jeg ønsker, er helt grundlæggende, at arbejderne er beredte, vagtsomme og at de undgår provokationer. Først og fremmest skal vi afvente svar, et svar jeg håber, er positivt fra fædrelandets soldater, der har svoret at forsvare det stående styre, der er et udtryk for folkets vilje, og som stemmer overens med den doktrin, der er Chile og dets væbnede styrkers professionalisme til ære. Under disse omstændigheder er jeg overbevist, om at soldaterne vil være tro mod deres pligt. Under alle omstændigheder bør folket og dets arbejdere, forholde sig i beredskab, på deres arbejdspladser, lyttende til det kald og de instrukser, der måtte komme fra deres kammerat, Præsidenten af Republikken.
08:15
Til Chiles arbejdere:
Dette er Republikkens Præsident. Ifølge de oplysninger vi op til dette øjeblik har fået, afslører eksistensen af et oprør fra flåden i Valparaíso-provinsen. Jeg har beordret Hærens tropper til at drage mod Valparaíso, for at nedkæmpe dette kupforsøg. De er blevet bedt, om at afvente de instrukser, der udgår fra Præsidentskabet. De kan trygt stole, på at Præsidenten forbliver i La Moneda paladset, i forsvaret for Arbejdernes Regering. De kan forvisse Dem, om at jeg vil respektere folkets vilje, den som har givet mig magten indtil d. 4. november 1976.
Arbejderne bør forholde sig beredte på deres arbejdspladser, og afvente mine informationer. Sammen vil de loyale styrker, med respekt for deres edsaflæggelse overfor autoriteterne, og de forenede arbejdere knuse det fascistiske oprør, der truer fædrelandet.
08:45
Kammerater, lyt til mig:
Situationen er kritisk. Vi står overfor et kupforsøg, i hvilket støttes af størstedelen af de væbnede styrker. I denne skæbnesvangre stund, vil jeg gerne påminde jer, nogle af de ord jeg ytrede i året 1971. Jeg siger dem med roligt sind, med absolut fred, jeg har hverken en apostels eller en messias’ mentalitet. Jeg er heller ikke en martyr, min kamp er social, jeg ville fuldføre den dont folket har givet mig. Men de skal mærke sig mine ord, de, der ønsker at lade historien gå baglæns og benægte det chilenske flertals vilje, at jeg, selvom jeg ikke har martyrens natur, ikke går ét skridt baglæns. De skal få vide, de skal få det at høre, så det står dem krystalklart: jeg forlader La Moneda når mit folkelige mandat er udført, jeg vil forsvare den chilenske revolution, og jeg vil forsvare Regeringen, fordi folket har overhændt mig dette mandat. Jeg har intet andet alternativ. Kun ved at gennemhulle mig med kugler, vil de kunne omgå den folkelige vilje, som er at fuldføre dette program. De kan myrde mig, men folket vil følge sin rute, følge sin vej med den forskel, at situationen måske vil blive meget hårdere, meget mere voldelig, for dette bliver en meget hård lektion for masserne, at disse folk skyr ingen midler.
Jeg havde ikke regent med denne mulighed, jeg vil ikke tilskynde den, ej heller hjælpe den på vej.
Den sociale process vil ikke forsvinde, fordi dens leder forsvinder. Den kan forhales, den kan forlænges, men i sidste ende kan den ikke bremses.
Kammerater, forbliv opmærksomme på meldingerne, bliv på jeres arbejdspladser, for jeres kammerat Præsidenten vil ikke lade hverken sit folk eller sit arbejde i stikken. Jeg bliver her i La Moneda, om det så skal koste mig livet.
09:03 RADIO MAGALLANES
I disse øjeblikke passerer flyene over os. Det er muligt, at de skyder os. Men de skal vide, at vi er her, at vi vil statuere et eksempel, på at der stadig i dette land findes mænd, der forstår at leve op til deres forpligtelser. Jeg gør dette på folkets mandat, og på en selvbevidst præsidents mandat, som er den opgave værdig, hans folk har givet ham igennem frie og demokratiske valg.
I folkets allerhelligste interesser, og i fædrelandets navn, påkalder jeg jer, for at sige, at I skal bevare troen. Hverken undertrykkelse eller forbrydelse kan bremse historien. Dette er en fase, som vi vil overvinde. Dette er et svært og hårdt øjeblik: det er muligt at de knuser os. Men morgendagen er folkets, morgendagen er arbejdernes. Menneskeheden skrider fremad, og vil vinde et bedre liv.
Jeg vil betale med mit liv, i forsvaret for de principper, som er dyrebare for fædrelandet. Skam vil falde over de, der har svigtet og kompromitteret sig, ikke holdt deres ord og ødelagt de væbnede styrkers grundsætning.
Folket bør være beredt og årvågent. Folket må ikke lade sig provokere, det må heller ikke lade sig massakrere, men må forsvare sine vindinger. Det må forsvare sin ret til, med sin egen indsats, at skabe sig et bedre og mere værdigt liv.
09:10
Disse øjeblikke bliver, uden tvivl, de sidste, hvor jeg kan tale til jer. Luftvåbnet har bombet Radio Magallanes antenner. Jeg taler ikke af bitterhed, men af skuffelse. Må mine ord blive en moralsk straf for de, der har svigtet deres løfte: Chiles soldater, lederne af rang, admiral Merino, som har erklæret sig selv øverstkommanderende over flåden, og Hr. Mendoza, den usle general, der så sent som i går udtrykte sin loyalitet og troskab til regeringen, og som ligeledes har udnævnt sig selv som øverstkommanderende over karabiner-tropperne. Overfor disse handlinger, har jeg ikke andet tilbage at sige til arbejderne, end: Jeg giver ikke op!
Fanget i en historisk overgangssituation, vil jeg betale med mit liv, for folkets troskab. Og jeg siger jer med overbevisning og sikkerhed, at det frø vi har plantet i bevidstheden om værdigheden hos tusinder og atter tusinder af chilenere, aldrig kan tørre ind for bestandig. De kan betvinge os med den rå kraft, men de kan ikke stoppe de sociale processer, ikke med deres forbrydelse eller med deres kraft. Historien er vores, den opstår i folket.
Mit fædrelands arbejdere: Jeg vil gerne takke jer, for den loyalitet I altid har haft overfor mig, den tillid, som I lagde hos en mand, som blot var en fortolker af den store higen efter retfærdighed, som gav jer sit ord om at respektere grundloven, og det gjorde jeg. I dette afgørende øjeblik, det sidste, hvor jeg kan tale til jer, vil jeg, at I skal tage lektien til jer: udenlandsk kapital, imperialisme, har i fælles front skabt betingelserne, hvori de væbnede styrker kunne forbryde sig imod sin egen tradition, den som general Schneider troede på og kommandant Araya ville kunne bekræfte, begge ofre for den samme sociale gruppe, som i dag med hjælp fra fremmede hænder, vil generobre magten, for at vedblive med at forsvare sine jorder og sine privilegier.
Jeg taler til jer, specielt vores lands ydmyge kvinde, bondekonen, som troede på os, til moderen, som kendte til vores omsorg for børnene. Jeg taler til de faglærte i vores fædreland, de patriotiske faglærte, som vedblev at arbejde imod oprøret, støttet af lavene, de klassediskriminerende lav, som også forsvarede det kapitalistiske samfunds privilegier.
Jeg taler til ungdommen, til de som sang og gav deres glæde og deres kampånd. Jeg taler til den chilenske mand, til arbejderen, bonden, den intellektuelle, til de som vil blive forfulgte, fordi fascismen allerede i lang tid har været til stede i vores land; igennem terroristattentater, der pulveriserede broer, der brød jernbanelinier, der ødelagde olie- og gasledninger, overfor stilheden hos de, der var nødt til at fortsætte fremad.
De var optagede. Historien vil dømme dem.
Radio Magallanes er sikkert bragt til tavshed, og min stemmes metalliske ro, når ikke længere til jer. Det er lige meget. I stadig kunne høre den. Jeg vil altid være med jer. I det mindste bliver mit minde, mindet om en værdig mand, som var tro mod sit fædreland.
Folket skal forsvare sig, men ikke ofre sig. Folket må ikke lade sig udslette eller gennemhulle, men de må heller ikke lade sig blive ydmyget.
Arbejdere i mit fædreland, min tro på Chile og dets skæbne er urokkelig. Andre mænd vil overkomme dette bitre og dystre øjeblik, i hvilket forræderiet forsøger at tage dagsordenen. I må altid vide, at langt før end siden, vil de store boulevarder atter åbne sig for det frie menneskes passage, og for skabelsen af et bedre samfund.
Leve Chile! Leve folket! Leve arbejderne!
Disse er mine sidste ord, og jeg er sikker på, at mit offer ikke vil være forgæves, i det mindste, vil det være en moralsk lektie, som vil straffe forbrydelsen, fejheden og forræderiet.
Santiago de Chile, 11. september 1973
