Om salpeterudviklingen, 1930

Roberto Hernández C., Valparaíso, Fisher Brdr., 1930

Tamarugalskovene har haft en direkte og umiddelbar indflydelse på opbygningen af salpeter industrien, og de fremmede, på baggrund af egen beskadigelse, dens omfangsrige og hurtige udvikling.

Det siges at i den sidste tredjedel af det 18. århundrede, søgte de, der forarbejdede nitrat, ly i de tætte skove i Tirana, hvor de, forfulgte som alkymister, i al hemmelighed forsøgte at koge salpeteren, for at udtrække den værdifulde substans, som med stor succes kunne anvendes til produktionen af krudt. Dette foregik i opposition til det spanske kongehus, som ellers havde monopoliseret produktion og salg til sine egne fabrikker og salgssteder.

Traditionen har bevaret navnet Mariano Ollero, efter en af de indfødte, som arbejdede ihærdigst med udvindingen af salpeter i slutningen af det 18. århundrede. Fra specifikke steder, ikke langt fra hinanden, uddrog de sten tildækkede med salpeter, i hvis indre der også var årer af salpeter.

Fra den oplyste peruaner Don Mariano Eduardo Riveros erindringer:

"Takket være Don Pedro Fuentes, fra Tarapacá, læte jeg dette nitrat at kende i Europa i 1821. Don Pedro havde beskæftiget sig med dets forfinelse i den chilenske provins la Concepción, og jeg skaffede mig lidt af hans produkt i Madrid. Jeg tilbød den dygtige mineralog Haly en portion af substansen, og han var den første som stadfæstede dets krystallisering. Jeg bekendtgjorde således, at dette salpeter fandtes på et enormt territorium, let tilgængeligt og let at udvinde, og at dets udvindelse ville være særdeles fordelagtigt for den europæiske handel.

Til trods for mine løfter blev de første ladninger, der blev sendt til England og USA i årene 27 og 30, ikke nogen god forretning. Dette skyldtes at man stadig ikke forstod dets brugbarhed. Først i 1831 blev nitratet værdsat i Frankrig, og solgt til mere end 30 franc per centner og tilskyndede eksporten, som i de sidste 30 år er steget til 3.260.475 centner.

Med fokus på selve opdagelsen, som udgangspunkt for et forløb, begrænser de herrer Semper og Michels sig i deres monografi udgivet i Berlin i 1904 til følgende beskrivelse: ”Den der igangsatte udvindingen af salpeteren var Tadeo Haenke, en tysker bosiddende i Bolivia, med sin opfindelse i 1809 af en metode til at udvinde den kaliumholdige salpeter i Tarapacá”.
Haenke ankom til Chile med den berømte videnskabelige ekspedition, udsendt af Karl d. III. af Spanien og ledet af Malaspina; ekspeditionen bestod af hydrografer, biologer, astronomer, mineraloger og tegnere.

Til trods for sit ophav fra et af verdens kulturelle centre, var Haenke forelsket i naturen. Han ville slå sig ned for bestandig, på sin hacienda ”Santa Cruz de Elicona”, i nærheden af Cochamba, hvor han opdyrkede jorden ud fra videnskabelig interesse, og her døde han den 17. december, 1817… På baggrund af Haenkes indsigter fra 1809, lykkedes det siden hen de nye fabrikanter at producere en mængde salpeter, som blev sendt til Spanien, den første dokumenterede.

Imellem 1810 og 1812, opførte man på de salpeterrige sletter Negreiros, Pampa Negra og Zapiga (Tarapacá), syv eller otte bygninger til at bearbejde salpeteren, kaldt ”Paradas”, ifølge den fremgangsmåde, der udvikledes på baggrund af den navnkundige Haenkes ekspeditioner.

Negreiros har sit navn fra en portugiser, der var en af de første bearbejdere af salpeteren i ”Paradas” værkstederne, ved hjælp af et system, der, hvor rudimentært det end var, betød et fremskridt.

Faktum er at navnet Negreiros har overlevet som stednavn, taget fra navnet på en arbejder, alt imens chileneren Julian Fierros navn, som var den overordnede administrator og leder af alle bearbejdningsstederne, er gået i glemmebogen. Produktionen af salpeter i Tarapacá nåede fra slutningen af oktober 1812 til starten af februar 1813 op på en mængde af 23,160 centner og 31 pund, hvilket modsvarer en produktion på ca. 70,000 centner pr. år.

Fra og med marts måned 1812 til d. 26. januar 1813, blev der, fra Tarapacá til Callao bestyret og finansieret af Don Sebastián de Ugarrisa, fragtet 7 ladninger salpeter på følgende måde:

Blandt de fabrikanter, der huskes fra perioden findes følgende, hvoraf nogle er indfødte: Esteban Vernal, Benito Calla, Manuel Hidalgo, José Jacinto Plaza, Manuel Arias, Vicente Granadino, Bacilio Carpio, Atanacio Tinaxas. Navnet på en kvinde, Doña Anda Vilca, figurerer også.

Da regeringen indså nødvendigheden af at fremskynde udforskningen, dikteredes følgende dekret, som forefindes indrykket i nummer 39 af ”La Aurora” af Camilo Henríquez, dateret d. 5. november 1812.

"Santiago, 29. oktober 1812.
Selvom erfaringen viser, at man med lethed kan udvinde salpeter i næsten alle chilenske regioner, og at denne simple operation udgør en sikker handelsvare i svage hænder, og måske ufrivilligt lade, disse hindringer har hidtil vanskeliggjort vores arbejders fremskridt, hvilket forpligter os til at købe af nødvendigheder, flere materialer der henligger som overflødige, men burde være genstand for en aktiv handel og varig beskæftigelse, hvilket indtil videre har modvirket dets fuldbyrdelse; derfor har regeringen, som har den almene lykke for øje, ordineret, at ikke mindst ikke modsætter sig den mindste hindring for bearbejdelsen af disse salte, men faktisk vil betale fireogtyve pesos pr. centner, hvor mange man end, af god kvalitet udvinder i disse pulverfabrikker, i forhold til den med mindst aktivitet og kvalitet, og for at muliggøre så vigtig beskæftigelse, låner de underordnede autoriteter så mange hjælpere til deres rådighed tilvejebringer instrukser i aviserne.
Skal i tryk i næste uge.
        Prado.       Portales.       Vial, sekretær."

Tekst 10 | Oversigten over kildetekster | Tekst 12