Pablo Neruda: ’Atacama’ fra Canto General
Utålelige stemme, udstrøede
salt, stedfortrædende
aske, sorte gren
i hvis yderste dugperle den blinde måne
dukker frem gennem sorgfulde kobbergange.
Hvilken materie, hvilken hul svane
sænker sin døende nøgenhed i sandet
og hærder sit flydende, langsomme lys?
Hvilken hård stråle knuser sin smaragd
mellem sine sten, ukuelig indtil
den får det tabte salt til at størkne?
Jord, jord
over havet, over vinden, over den koralbehængte
amazones galop:
fyldte pakhus hvor hveden
sover i klokkens skælvende rod:
O oceanets moder! avlerske
af den blinde jaspis og den gyldne flint:
over din rene hud af brød, fjernt fra skoven,
er der kun dine gådefulde linjer,
er der kun din pande af sand,
er der kun menneskets nætter og dage,
men nær ved tidslens tørst, dér
hvor man finder et begravet, glemt papir, melder en sten
om sværdets og bægerets dybe vugger,
udpeger den kalkens sovende fødder.
