Eduardo Frei Montalva og frihedsrevolutionen
Teksten er et uddrag af historikeren Luis Patricio González’ bog: Revolution i Frihed.
Præsidentens person
Eduardo Frei Montalva fødtes i Santiago i 1911. I 1933 blev han cand.jur. fra det Katolske Universitet (Universidad Católica). Han var en troende mand, hvilket reflekteres i udviklingen af hans kristne socialistiske tankegang. Han var den mest fremtrædende leder i den Nationale Falanks (la Falange Nacional). Valgsloganet til hans præsidentkampagne i 1964 ”Fredelig revolution” (Revolución en libertad), signalerede at det var muligt at gennemføre radikale sociale strukturændringer, og samtidig nyde demokratiets glæder. Han var respekteret som politiker, såvel som intellektuel.
Ét-parti regeringen
Freis regeringen regnede med støtten fra et magtfuldt parti, Kristendemokrater (la Democracia Cristiana). De ønskede at forme landet ud fra en kristensocial demokratisk linie, langt fra marxismen og kapitalismen. Med stor indflydelse hos middelklassen, forventede denne også store resultater fra deres regering. Da partiet kom til magten, udskiftede de militante kristendemokrater, de radikale funktionærer, og de der var tilknyttet højrefløjen, med det klare formål, at tilskynde reformprocessen, som Eduardo Freis valgprogram havde signaleret.
De første regeringsår
Indenfor den nationale sfære, havde det kristendemokratiske valgprogram tre grundsten: landreformen, nationaliseringen af kobberet og ’den folkelige kampagne’ (’la promoción popular’), hvilke alle krævede at kongressen var venligt stillet. Landreformen havde som mål, at uddybe ændringerne i de chilenske landejerskabsforhold og påbegynde en redistribuering. Nationaliseringen af kobberet søgte hen imod en næsten total statslig kontrol over ekstraktionen af mineralet. ’Den folkelige kampagne’ søgte at styrke social organisation og engagement via naboskabsforeninger og mødregrupper.
”Et parlament til Frei” (marts 1965)
Frei arbejdede for en kongres, der vil godkende de love, der var nødvendige for gennemførslen af hans plan, og det var det Kristendemokraterne koncentrerede deres indsats omkring ved parlamentsvalget i 1965. Resultatet var særdeles favorabelt for regeringen: Kristendemokraterne fik 43,6 % af vælgernes stemmer, venstrekoalitionen FRAP (Frente de Acción Popular) nåede 23,4 %, de Radikale 13,7 %, De Liberale 7,3 % og De Konservative opnåede 5,3 % af stemmerne. Befolkningen havde indstillet sig på forandringsprojekter.
Landreformen
Med flertal i kongressen søgte regeringen at få reformen omkring jordejerskab og jordeksproprieringen gennemført (1967). Eksproprieringen af jorderne udgjorde første skridt i reformen for at få redistribueret ejerskabet imellem bønderne. Målene var forskelligartede. Imellem de primære målsætninger søgte man at øge landbrugsproduktionen, hvis niveau blev blokeret af landbrugsproduktionens tilbageståenhed og af det paternalistiske forhold imellem patron og bonde. Samtidig ville man integrere bondestanden socialt, økonomisk og politisk.
Landreformens forskellige karakteristika.
Bevæggrundene til at ekspropriere kunne være enkelte ejeres overvældende landarealer, braklægning eller dårlig dyrkning af jorder og nødvendigheden af at overføre dem til opførsel af boliger. Den eksproprierede jordejer kunne bevare 80 hektar med basal vanding, skadeserstatningen ville blive udbetalt i henhold til en offentlig vurdering, med en vis procentdel til kontant udbetaling og resten som statsobligationer. Dertil ville man nationalisere vandingsmidlerne.
Dannelsen af bondefagforeninger
I 1967 blev en lov godkendt, der tillod dannelsen af fagforeninger for landarbejdere. Således kunne bønderne organisere i fælles front, for at bedre deres arbejdsbetingelser og få retten til at erklære strejke. Ikke desto mindre forbød loven dog strejker i høstperioden, da dette ville medføre alvorlige økonomiske problemer.
Reaktionerne på landreformerne
For langt størstedelens vedkommende har jordejere traditionelt haft partitilhørsforhold hos De Liberale, De Konservative og De Radikale. Derfor var de indædte modstandere af landreformen. Bønderne, for deres part, fulgte deres politiske ledere og begyndte at overtage landejendomme, hvorefter blodige sammenstød fulgte. Den frygt der herskede i landbruget sammen med en tørke, der strakte sig over 1967 og 1968, fremprovokerede en nedgang i landproduktionen, der gjorde regeringens forventninger alvorligt til skamme.
Landreformens resultater
Reaktionerne var meget forskelligartede. Med etableringen af bosættelser, der var samfund, der opstod imellem CORA, Corporación de la Reforma Agraria (Landreform Selskabet), og bønderne, stræbte man efter at øge produktionen og organisere bøndernes ejerskab på kollektiv vis. CORA skulle afstedkomme, at de bosatte antog deres ansvar som grundejere. Indtil 1970 nåede antallet af eksproprierede landejendomme 1264, dækkende over i alt 3.400.000 hektarer. Dannelsen af fagforeninger i landbruget startede i 1970, hvor 114.000 landarbejdere blev tilknyttet 413 forskellige fagforeninger. I sidste ende var disse cifre dog langt under det ventede.
Uddannelsesreformen
Baseret på principperne bag ”Frihedens Revolution”, indledte regeringen en reform i uddannelsessektoren: den basale folkeskole uddannelse blev hævet til otte år og den sekundære blev lagt fast på fire. Denne blev samtidig delt i to retninger: humanistisk-videnskabelig og teknisk-professionel. Nye planer og programmer blev udviklet. Der blev bygget nye institutioner og lærerne blev opkvalificerede, for at kunne møde kravene fra uddannelsesreformen.
Uddannelsesreformen på universitetsniveau
Gymnasieuddannelsen blev afskaffet som gældende prøve, for at få adgang til universitetet. Til dens afløsning kom Den Akademiske Egnethedsprøve (Prueba de Aptitud Académica) for at konkretisere ideen, om at uddannelse skal være en motor for social mobilitet. Derudover indledtes en reformproces på alle Chiles universiteter. Forløberen for disse forandringer var lærer- og studenterbevægelser. Selvom disse bevægelser opstod under akademiske faner, var der også en politisk baggrund, der fra universiteterne gjorde front mod de nationale politiske strømninger.
Kobbersituationen
Som en af grundpillerne i regeringsprogrammet søgte Frei en måde at modificere ejerskabet af kobberindustrien, ud fra den tankegang at staten burde have indflydelse i de store firmaer, der styrede kobberindustrien i Chile. Ved hjælp af nationaliseringen af kobberet i 1965 forsøgte staten at øge produktionen, inkorporere ejerskabet af firmaerne i den chilenske stat, bearbejde størstedelen af kobberet i Chile, opnå en øget markedsandel på det internationale marked og bedre situationen for kobberarbejderne.
Kobbersituationen og nationaliseringsoverenskomsten (1969).
På grund af prisstigningen for kobberminedriftsredskaber, fremskyndede regeringen nationaliseringsplanerne. Således købte staten 51 % af aktierne i minerne Chuquicamata, Potrerillos og El Salvador. Det blev bestemt, at fra d. 31. december 1972 forbeholdt staten sig retten til at tilegne sig 49 % af de resterende aktier.
Den folkelige kampagne
Et andet nøglepunkt for Frei regeringen, var den folkelige deltagelse i det nationale liv, hvorfor man gennemførte en omfattende plan for social organisation med udgangspunkt i naboskabsforeninger, mødregrupper, kooperativer og lokalcentre. Dette projekt vakte tilbageholdenhed på venstrefløjen, da den så projektet, som et forsøg på at omslutte samfundet ud fra kristendemokratiske principper. På grund af denne modstand blev kun lovforslaget om naboskabsprojektet godkendt i 1968, selvom der imellem 1964 og 1969 var blevet dannet tyvetusinde lokalcentre.
Inflationen
Regeringens plan for at stabilisere inflationen var en succes imellem 1964 og 1966, og det lykkedes at det årlige indeks fra 38,5 % til 17 %, hvilket skyldtes opsvinget på det internationale marked og stigningen i produktionen af forbrugsgoder. Alligevel opgiver regeringen planen i 1968 for at hellige sig andre makroøkonomiske variabler, hvilket gav udslag, i at inflationen på ny steg gradvist og dermed skabte en grel social spænding i samfundet.
Regeringens svækkelse
I starten af regeringsperioden kunne Frei regne med hele sit partis entusiastiske tilslutning. I løbet af valgperioden begyndte kritiske røster, dog at lyde indefra hos kristendemokraterne. De der betingelsesløst støttede præsidenten, de venligstemte, var flertallet i partiet; rebellerne, for deres part, var de der forsøgte at indføre mere radikale reformer og ville vedligeholde deres autonomi overfor regeringen. Rafael Agustín Gumucio stod i spidsen for denne gruppe. Til sidst var der, ’den tredje part’, der skubbede på for at udvide reformerne, men uden at bryde med regeringen.
Den internationale ramme
Frei var den første chilenske regent, der tog på rundtur i Europa og dermed udvidede båndene for venskab og samarbejde. I 1968 gengældte Dronning Elizabeth II af England besøget, som Frei realiserede i 1965. De diplomatiske relationer med Sovjetunionen og de socialistiske lande, der ellers havde været nedlagt under González Videlas regering, blev genoptaget. Den brede relation med USA blev dog bibeholdt. I forhold til Latinamerika sluttede Chile sig sammen med Peru, Ecuador, Colombia og Bolivia i Andes-pagten i 1969, et initiativ der skulle overskygge det mislykkede Latinamerikanske Frihandels-aftale (Asociación Latinoamericana del Libre Comercio ~ ALALC).
De nye politiske partier
Den ideologiseringsproces som den politiske scene i Chile oplevede, tvang partierne til at reorganisere sig i forhold til den nye konjunktur. Således som de gamle partier, de Liberale og de Konservative, forsvandt og i stedet blev til Nationalpartiet (el Partido Nacional), med en stærkere ideologisk ladning. På den anden side opstod Bevægelsen for Samlet Folkelig Aktion (Movimiento de Acción Popular Unitaria ~ MAPU) ud af Kristendemokraterne; Det Radikale Demokratiske Parti (Partido Democracia Radical) ud fra den gamle radikale stamme; og Bevægelsen for det Revolutionære Venstre (Movimiento de Izquierda Revolucionario ~ MIR), der var fortaler for en væbnet magtovertagelse.
Bevægelsen for det Revolutionære Venstre (MIR)
Den chilenske venstrefløj var voldsomt påvirkede af den cubanske revolution, og ikke mindst Ernesto ”Che” Guevaras guerillafigur. I 1965 blev MIR stiftet i Concepción. Partiet blev ledet af universitetsstuderende fra Concepción Universitet og unge arbejdere som Luciano Cruz, Miguel Enríquez og Bautista von Schowen, men dets skabelse hvilede også på indflydelse fra fagforeningsfolk, såsom Clotario Blest og små grupper fra venstrefløjen, der afslog venstrefløjens generelle konventionelle politiske strategi. MIR stræbte efter at opnå magten med våben i hænde.
Dannelsen af Nationalpartiet (1966)
Straks efter derouten ved parlamentsvalget i 1965 fusionerede partierne De Liberale og De Konservative, og dannede sammen med de nationalistiske segmenter Nationalpartiet i 1966. Efterfølgende indlemmedes National Aktion (la Acción Nacional), ledet af Jorge Prat. I sit valgprogram søgte han at genvinde de nationale rigdomme, en effektiv socialforsorg, ensretningen af skattesystemet og forstærkning af middelklassen. I 1966 rådede partiet over 9 parlamentsmedlemmer og 5 senatorer, tre år senere havde de 20 % af stemmerne og 33 parlamentsmedlemmer.
Bevægelsen for Samlet Folkelig Aktion (MAPU, 1969)
Uoverensstemmelserne i regeringen omkring de reformer de burde indføre, og måden hvorpå de burde gøre det, var grunden til at en gruppe kristendemokrater meldte sig ud af partiet og dannede Bevægelsen for Samlet Folkelig Aktion i maj 1969, med Alberto Jerez og Rafael Agustín Gumucio. Denne gruppering fraveg at støtte Radomiro Tomic, den kristendemokratiske præsidentkandidat, for at samle deres kræfter om en venstrefløjsindsats omkring Salvador Allende.
Det Radikale Demokratiske Parti (1969)
I 1969 kulminerede De Radikales delingsproces, der allerede var begyndt i 1965 med ledende skikkelser som Raúl Pettig og Pedro Alfonsos afvisning af partiet.
Efter forvisningen af højresektoren hos De Radikale i 1969, dannede førstnævnte Det Radikale Demokratiske Parti ledet af den tidligere præsidentkandidat Julio Durán, og med Jorge Alessandris kandidatur i 1970.
Samtidig overgik de resterende sektorer af De Radikale til venstrealliancen Unidad Popular, og overgav dermed deres støtte til Salvador Allendes kandidatur.
Parlamentsvalget (1969)
Ved ovennævnte valg var det et højt antal af sofavælgere, hvilket illustrerede befolkningens manglende interesse i deres politiske pligt. Kristendemokraterne vedblev med at have flertal, til trods for at deres repræsentation faldt fra 82 til 56 parlamentsmedlemmer, hvorved de miste flertallet i kongressen. Nationalisterne, de radikale, socialisterne og kommunisterne havde nu til sammen 94 sæder. Regeringen var dårligt stillet overfor præsidentvalget i 1970.
Frei-regeringens sidste år
De politiske omvæltninger havde uheldssvangre følger for regeringer. En af de mere alvorlige begivenheder var strejken i El Salvador i 1966, hvor 7 døde og der var adskillige dusin sårede.
Rømningen af et stykke land i Puerto Montt i 1969 endte med 8 døde og mere end hundrede sårede. Studenternes og arbejdernes strejker fulgte efterfølgende og skabte stor offentlig uorden og gadetumulter, som til sidst blev ukontrollerbare. Derudover mobiliserede de militære også, hvilket blev kendt som ”Tacnazo-episoden”.
Tacnazo-episoden (oktober 1969).
I spidsen for denne bevægelse stod general Roberto Viaux, Kommandant af Hærens Første Division med hovedsæde i Antofagasta, som havde skrevet et brev til præsidenten, hvori han havde bedt ham renoncere Forsvarsministeriet og hærens øverstbefalende, og samtidig krævet en lønforhøjelse.
Da han blev kaldt til Santiago og stillet til ansvar, indkvarterede han sig i Tacna-regimentet. Flertallet af civilbefolkningen og militæret støttede regeringen. Viaux skulle overgive sin befalingsstilling over regimentet d. 22. oktober, udmeldte da, at det drejede sig om en bevægelse af rene professionel karakter.
Konsekvenserne af Tacnazo-episoden
Tacnazo-episoden demonstrerer at alle dele af samfundet var tilhængere af det demokratiske styre. På det tidspunkt frygtede ingen muligheden af en institutionel krise, militæret krævede ikke andet end lønstigninger modernisering af de væbnede styrkers udstyr. Men under alle omstændigheder, stod det klart at militæret ikke var tilfreds. Venstrefløjen øjnede højrefløjens indflydelse på disse omstændigheder.
Præsidentspørgsmålet
Tre centrale blokke gjorde sig gældende ved præsidentvalget i 1970: højrefløjen med Jorge Alessandri som kandidat; Kristendemokraterne og det Nationaldemokratiske Parti (PADENA) med Radomiro Tomic og Unidad Popular, venstreblokken med Salvador Allende.
De tre kandidaturer repræsenterede gensidigt ekskluderende projekter, selvom Kristendemokraternes program var meget lig Unidad Populars. Alessandri ville for sin del genindføre den liberale model, som han havde prøvet under sin regeringstid (1958-1964).
De præsidentielle kandidaturer i 1970
Højrefløjen udråbte tidligere præsident Jorge Alessandri til kandidat, endda mens denne selv var opstillet som uafhængig. I sit program propagerede han for skabelsen af Den Ny Republik (la Nueva República), og videreførte således Nationalpartiets linie, med en liberalistisk økonomisk tilgang.
Unidad Popular-blokken, der bestod af socialister, kommunister, mapuche-fortalere og radikale havde Salvador Allende i spidsen. Denne koalition besluttede sig for at formulere et regeringsprogram inden de valgte en kandidat. I dette program opererede de på tre økonomiske planer (skat, blandet og privat) og på at nationalisere de store firmaer.
Den siddende regerings kandidat Radomiro Tomic, blev støttet af Kristendemokraterne og flertallet af PADENA, der så ham som Freis naturlige arvtager. Deres intention var at gå videre med ”trediveårsregeringen”, der indledtes i 1964. Programmet var i tråd med den afgående regering, men alligevel mere radikalt. Tomic forsøgte faktisk, at indgå en alliance med venstrefløjen for at stå sammen til valget. Allende og hans partnere fra Unidad Popular afviste dog den mulighed.
Unidad Populars triumf
Til trods for spændingerne og det ophedede klima før valget forløb selve valget d. 4. september absolut normalt. Ud af de 3.500.000 vælgere var der et frafald på 16 % og resultatet blev det følgende: Salvador Allende fik 1.070.000 stemmer (36,2 %), Jorge Alessandri 1.031.000 stemmer (34,9 %) og Radomiro Tomic 821.000 stemmer (27,8 %). Eftersom der ikke var tale om absolut flertal, måtte kongressen afgøre, hvem der skulle være Chiles næste præsident. Kristendemokraterne forhandlede en Demokratisk Garanti Vedtægt (Estatuto de Garantías Democráticas) med venstrefløjen, som betingelse for at støtte Unidad Populars kandidat.
Garanti Vedtægten skulle bevirke, at den politiske pluralisme var intakt, de konstitutionsmæssige garantier, retsstatens gyldighed, de væbnede styrkers politiske neutralitet, den demokratiske sameksistens, den frie undervisning, universiteternes uafhængighed og lavenes og fagforeningernes frie eksistens. Man ville sikre at Salvador Allendes regering holdt sig indenfor det chilenske politiske systems juridiske rammer, og at bremse de radikale reformer som den ekstreme venstrefløj proklamerede.
Mordet på general Schneider
Få dage efter kongressen godkendte valget af Salvador Allende, blev hærens øverstbefalende general René Schneider myrdet i et attentat. Civile fra den ekstreme højrefløj skød imod ham d. 22. oktober, i et forsøg på at bortføre ham og tvinge ham til at vælte Allende. Før valget havde general Schneider erklæret sin respekt for konstitutionen, i det der blev kaldt Schneider-doktrinen. Generalen døde d. 25. oktober.
Allende indtager præsidentskabet
D. 24. oktober blev valget af Allende godkendt i kongressen med 153 stemmer for, 35 for Alessandri og 7 blanke stemmer. Således videreførtes den chilenske demokratiske tradition, ifølge hvilken kongressen vælger den kandidat, der har opnået flertal i præsidentvalget som præsident. Selvom dele af højrefløjen forsøgte at opnå en sidste aftale med Kristendemokraterne, for at undgå Allendes ankomst i La Moneda paladset, indtog kandidaten fra Unidad Popular præsidentskabet for perioden 1970-76.
