Unidad Populars Program

Introduktion

De partier og bevægelser, der er integrerede i den Koordinerende Komité i Unidad Popular, har, uden at undertvinge den enkeltes filosofi og politiske profiler, et rigt sammenfald i karakteriseringen af det nationale landskab, i det fortsatte arbejde og i det program og de forslag, der bliver udgangspunktet for vores fælles handling, og som vi stiller til overvejelse hos folket.

Chile gennemlever en dyb krise, der udtrykker sig i den økonomiske og sociale stagnation, i den generelle fattigdom og tilsidesættelsen af enhver form for orden, som arbejderne, bønderne og de øvrige udnyttede lag, lider af. Såvel som det stigende besvær som faglærte og store og små handlende lider under, for slet ikke at tale om de minimale muligheder, som kvinderne og ungdommen står overfor.

Chiles problemer kan løses. Vores land råder over store rigdomme, såsom kobber og andre mineraler, et stort hydroelektrisk potentiale, enorme skovområder, en lang kyststrækning, rig på havets arter, mere end rigelig landbrugsjord, etc.; desuden råder Chile over viljen til arbejde og fremskridt hos chilenerne, sammen med sin tekniske og uddannede kapacitet. Hvad er så gået så galt?

Det der har slået fejl i Chile, er et utidssvarende system, der ikke imødekommer de aktuelle behov. Chile er et kapitalistisk land, afhængigt af imperialismen og domineret af et borgerskab, der er knyttet til udenlandsk kapital, og som ikke kan løse landets grundlæggende problemer, som grunder i de selv samme klasseprivilegier, som de aldrig frivilligt vil afstå.

Konsekvensen heraf er, ydermere, at som det nationale borgerskabs tilknytning til den internationale kapitalistiske system, samtidig med at deres egen rolle mindskes.

For nogle er det, hver dag at sælge et stykke af Chile en levevis. At bestemme for os alle sammen, er blot dagligdag.

Omvendt sælger det store flertal dagligt deres indsats, intelligens og arbejde, i et utroligt ringe bytteforhold, hvor det at være sin egen lykkes smed, i stor udstrækning, ikke er dem forundt.

De ”reformistiske” og ”udviklingsorienterede” opskrifter, som satte gang i Alliancen for Fremskridt, og Frei regeringen tog til sig, har ikke opnået nogen som helst ægte forandring for Chile.

Helt basalt har det endnu en borgerlig regering, til tjeneste for den nationale og udenlandske kapitalisme, hvis vage forsøg på social forandring forliste uden hverken ære eller skam, i den økonomiske stagnation, de høje priser og den voldelige undertrykkelse af folket. Med dette er det endnu engang demonstreret, at reformismen er ude af stand til at løse folkets problemer.

Udviklingen af den monopolistiske kapitalisme fornægter udvidelsen af demokratiet og øger volden mod folket.

Forøgelsen af folkets kamplyst, i takt med at reformismen slår fejl, forstærker de reaktionære klassers dominans, som ultimativt ikke vil have andre udveje end den rå, brutale styrke.

Den aktuelle regerings brutale vold, såsom Móvil-gruppens aktioner, gennembankningen af bønder og studenter, mordene på landarbejdere og minearbejdere, er ikke mindre væsentlige end de talrige andre og mindre brutale midler, som påvirker alle chilenere.

Det er også vold, når de der ejer luksusboliger, lever side om side med den største del af befolkningen, som bor i uværdige boliger og andre ikke engang har et hjem. Og det er vold når nogle smider mad ud, imens andre ikke kan ernære sig.

Den imperialistiske udnyttelse af de tilbagestående økonomier, viser sin effekt på mange områder: La explotación imperialista de las economías atrasadas se efectúa de muchas maneras: igennem investeringerne i minedriften (kobber, jern, etc.), og i den industrielle sektor; bankvæsenet og den kommercielle sektor; igennem den teknologiske kontrol, der forpligter os til at betale uhørt høje beløb for udstyr, licenser og patenter; igennem de nordamerikanske åger, som binder os til at købe varer USA og med den yderligere forpligtelse at lade de købte varer transportere i nordamerikanske både, etc.

For at give et eksempel: Fra 1952 til i dag har nordamerikanerne investeret 7 mia. og 473 mio. $ i Latinamerika, og de har tjent 16 mia. $.

I løbet af Chiles historie har imperialismen udtrukket en mængde midler, der svarer til den dobbelte værdi af det, der har været investeret i landet.

De nordamerikanske monopoler har med de borgerlige regeringers samtykke, formået at gore sig til herrer over næsten alt vores kobber, jern og salpeter. De kontrollerer vores udenrigshandel og dikterer vores økonomiske politik, på vegne af den Internationale Valuta Fond og andre organismer. De dominerer vigtige grene af industrien og servicesektoren, og de nyder lovmæssige privilegier, imens de pålægger os at devaluere valutaen, nedsætning af lønninger og de styrer og ødelægger vores landbrug ved hjælp af deres eget landbrugsoverskud.

De bryder også ind i uddannelsen, kulturen og medierne. De benytter sig af militære aftaler og politikker, for at trænge ind i de væbnede styrker.

De dominerende klasser, som er medskyldige i denne situation, men ude af stand til rigtigt at drage nytte af den, har i løbet af de seneste ti år intensificeret Chiles udenlandsgæld.

De sagde, at lånene og forpligtelserne fra de internationale banker kunne give en bedre økonomisk udvikling. Men det eneste de opnåede, er at Chile i dag er et af de højst belånte lande i verden, i forhold til sit indbyggertal.

I Chile regerer og lovgiver man til fordel for nogle få, til fordel for de firmaer, der dominerer vores økonomi og for de godsejere, hvis magt stadig er så godt som intakt.

Kapitalens ejermænd er interesserede i hele tiden, at tjene mere, ikke at tilfredsstille det chilenske folks behov. Hvis det for eksempel er en god forretning, at producere og importere dyre biler, afsætter de værdifulde ressourcer fra vores økonomi, uden at tage i betragtning, at kun en ubetydelig procentdel af chilenere har muligheden for at købe dem, mens der samtidig er langt mere presserende nødvendigheder at tage sig af, for eksempel at bedre den offentlige transport og mekanisere landbruget, etc.

Den gruppe af forretningsfolk, der kontrollerer økonomien, pressen og andre medier; det politiske system, som truer staten, når denne forsøger at intervenere eller nægte at favorisere denne gruppe, koster alle chilenere utroligt dyrt.

For at disse grupper nedværdiger sig til at “arbejde” – kun de kan i øvrigt tillade sig den luksus at arbejde eller lade være – kræves der:

-at de får enhver form for hjælp. De store forretningsfolk presser staten, ved hjælp af truslen om, at den private investering vil forsvinde, hvis ikke de beløb og de garantier de udbeder sig bevilges;

-at de får frie hænder, til at producere det de vil, med alle chileneres penge imellem hænderne, I stedet for at producere de ting det store flertal af chilenere har brug for;

-at de får lov til at deponere deres overskud på deres udenlandske bankkonti;

-at de får lov til at fyre arbejdere, der kræver bedre lønninger;

-at tillade dem, at manipulere distributionen af fødevarer, hamster dem for at fremprovokere mangel og således hæve priserne, med det ene formål at berige sig yderligere på folkets regning.

I samme stund, er det en svær situation for en stor del af de, der rent faktisk producerer:

-En halv million familier mangler et hjem, og så mange flere lever under ringe kår, i forhold til sanitering, drikkevand, lys og sundhed.

-Befolkningens behov i form af uddannelse og sundhed ikke tilstrækkeligt tilsete.

-Mere end halvdelen af de chilenske arbejdere lever med lønninger, der ikke rækker til at dække deres helt basale behov. I hver familie døjer man med ledighed og ustabile arbejdsforhold. For utallige unge er muligheden for et erhverv meget svær og usikker.

Den imperialistiske kapital og en gruppe af priviligerede, der tæller mindre end ti procent af befolkningen, tegner sig for halvdelen af nationalindkomsten. Det vil sige, at for hver 100 escudos den chilenske befolkning producerer, går 50 direkte i lommerne på 10 oligarker, og de resterende 50 må deles imellem 90 chilenere, fra folket og middelklassen.

De stigende leveomkostninger er et helvede i folkets hjem, og i særdelshed, for husmødrene.Over de sidste ti år er leveomkostningerne, ifølge officielle tal, steget næsten 1000 procent.

Dette betyder, at hver eneste dag rover de en del af din løn eller din fortjeneste, fra de chilenere, der lever af deres arbejde. Det samme sker for pensionister, selvstændige arbejdere, håndværkere og de små erhvervsdrivende, hvis indkomster dagligt beskæres af inflationen.

Alessandri og Frei lovede, at de ville sætte en stopper for inflationen. Resultatet står klart og tydeligt frem. Realiteterne viser, at Chiles inflation i bund og grund skyldes sammenhænge i vores samfunds kapitalistiske struktur, og ikke stigende lønninger, som gentagne regeringer har forsøgt at få os til at tro, for at retfærdiggøre systemet og skære ned i selv samme lønninger til arbejderne. Storkapitalisten, derimod, kan forsvare sig imod inflationen, ja, endda tjene på den. Hans ejendele og kapital værdisættes, og hans konstruktionskontrakter justeres i skattepolitiken, hvormed prisen på hans produkter stiger og han altid holder sig et skridt foran lønstigningerne.

Et højt antal chilenere er dårligt ernærede. Ifølge officielle statistikker er 50 % af unge under 15 underernærede. Underernæringen påvirker deres vækst og begrænser deres kapacitet til at lære.

Dette viser, at økonomien generelt, og i særdeleshed landbruget, er ude af stand til at ernære chilenerne, selvom Chile i dette øjeblik kunne brødføde en befolkning på 30 millioner, det tredobbelte af den nuværende befolkning.

Samtidig er det hvert år nødvendigt for os, at importere fødevarer for hundredetusinder af dollars.

Storgodserne bærer størstedelen af skylden for de fødevareproblemer chilenerne oplever, og er ansvarlige for den tilbageståenhed og elendighed, der karakteriserer den chilenske landbefolkning. De er ansvarlige for børnedødeligheden og den lave middellevealder, analfabetismen, boligmanglen og usunde forhold i landområderne, som er markant højere end i de tilsvarende tal for byerne.

Den kristendemokratiske regering har med deres utilstrækkelige landbrugsreform ikke formået  at løse disse problemer. Bøndernes kamp kan kun vindes med hele folkets støtte.

Den nuværende udvikling med jordkampene og nedbrydningen af godsejersystemet, åbner nye muligheder for en folkelig chilensk bevægelse.

Vores økonomiske vækst er minimal. I de seneste femårsperioder har den gennemsnitlige vækst ikke oversteget 2 % pr. person årligt; og siden 1967 har der slet ingen vækst været, faktisk er det, ifølge regeringens egne cifre (ODEPLAN), gået tilbage. Det vil sige, at i 1966 havde hver chilener flere midler, end han har i dag. Dette forklarer, hvorfor flertallet er uenige med regeringen og gerne vil finde et alternativ for vores land.

Det eneste ægte populære alternative, som folkets regering står overfor, er at bryde med imperialisternes dominans, monopolerne, jordejernes oligarki og begynde opbygningen af socialismen i Chile.

………………..

Programmet

Folkets magt

De revolutionære forandringer som landet behøver, kan udelukkende realiseres, hvis det chilenske folk tager magten i egne hænder og udøver den rigtigt og effektivt.

Det chilenske har efter en lang proces med mange kampe, erobret særlige friheder og demokratiske garantier, for hvis kontinuitet man bør forblive årvågen og kæmpe uden stop. Men selve magten er folket ubekendt.

De folkelige og revolutionære klasser har ikke forenet sig, for at kæmpe for noget så simpelt som at udskifte en præsident med en anden, men derimod for at gennemføre nogle forandringer fra grunden, hvor magten skal overføres fra de gamle dominerende grupper til arbejderne, bønderne og de progressive kræfter i middelklassen, både i byen og på landet.

Den folkelige triumf vil bane vejen for det mest demokratiske politiske styre i landets historie.

I forhold til den politiske struktur i den folkelige regering, står vi overfor en dobbel udfordring:

-at bevare, effektivisere og udbygge de demokratiske rettigheder og de landvindinger arbejderklassen har gjort; og

-omdanne de nuværende institutioner for at indføre en ny stat, hvor arbejderne og folket har den reelle magtudøvelse i sine hænder.

Den folkelige regering vil garantere udøvelsen af de demokratiske rettigheder og vil respektere hele folkets individuelle og sociale rettigheder. Den fri bevidsthed, ytringsfriheden, presse- og mødefrihed, hjemmets ukrænkelighed og retten til at danne fagforeninger og organisationer vil være effektivt gældende, uden de hindringer den dominerende klasse i dette øjeblik ligger i vejen.

For at det kan effektueres, vil sammenslutninger og fagforeninger for arbejdere, ansatte, bønder, bosættere, husmødre, studerende, faglærte, intellektuelle, håndværkere, små og mellemstore virksomheder og resten af den arbejdende sektor, blive taget med på råd, i den grad det vedkommer dem, i de magtfulde organers beslutninger. Foreksempel i socialforsorgens institutioner og andre sociale organer, vil vi etablere administrationen for deres egne midler, og dermed sikre dem et demokratisk valg og lukkede afstemninger, i forhold til deres overordnede. I forhold til den offentlige sektor vil dens styrende råd og produktionskomiteer, tælle delegerede fra sine arbejdere og ansatte.

I beboerorganisationer vil lejerbestyrelser og lignende råde over midler, i henhold til deres størrelse og råderum, til selv at styre sin økonomi og agere selvstændigt i adskillige aspekter af deres generelle virke. Det drejer sig dog ikke udelukkende om disse eksempler, men om et helt ny opfattelse af magt, hvor folket har adgang til reel og effektiv indflydelse i de statslige organer.

Ligeledes vil den folkelige regering garantere arbejderne retten til arbejde og strejke, og hele folket retten til uddannelse og kultur, i fuld respekt for alle religiøse ideer og overbevisninger, med garanti for retten til udøvelse.

Alle demokratiske rettigheder og garantier vil blive udvidet til at gælde alle sociale organisationer, og vi vil skabe strukturer, der tillader dem at agere indenfor statsapparatets forskellige niveauer.

Den folkelige regering vil simpelthen forankre sin styrke og sin autoritet i den støtte, som det organiserede folk kan give den. Dette er vores opfattelse af en stærk regering, i direkte modsætning til de, der vogter oligarkiet og imperialismen, og som ligestiller autoritet med undertrykkelse udøvet imod folket.

Den folkelige regering vil være sammensat af mange partiretninger. Alle de revolutionære partier, bevægelser og strømninger vil være integrerede i denne. Således bliver det i sandhed en demokratisk eksekutiv komite, repræsentativ og sammenhængende.

Den folkelige regering vil respektere oppositionens rettigheder, indenfor de juridiske rammer.

Den folkelige regering vil straks initiere en reel administrativ decentralisering, på demokratisk og effektiv måde og effektivt gøre en ende på det centralistiske bureaukrati og indføre en koordinering imellem alle de statslige organismer.

Den kommunale struktur vil blive moderniseret, og anerkende hver kommune den selvbestemmelse der tilkommer dem, i overensstemmelse med den statslige koordination. Vi vil bestræbe os på at gøre dem til lokale organer, i den nye politiske organisation, og gøre dem selvbestemmende med egen økonomi, i den grad det findes passende, i samarbejde med lokale organer, så de imellem sig kan koordinere og møde udfordringer af lokal karakter iblandt kommunen og dens indbyggere. De regionale forsamlinger skal gøres funktionsdygtige ud fra samme forudsætninger.

Politiet skal også reorganiseres med det formal, at de ikke kan ende med at blive brugt som repressionsmiddel imod folket, men derimod kan virke med det formål at beskytte folket imod antisocial opførsel. Politiets fremgangsmåder skal humaniseres, således at respekten for folkets værdighed og menneskets fysiske integritet garanteres. Fængselsvæsenet, som er et af det nuværende systems værste mangler, vil også undergå gennemgribende reformer, specielt med øget fokus på resocialiseringen og rehabiliteringen af kriminelle.

……………………………..

Skabelsen af en ny økonomi

De forenede folkelige kræfter har, som et centralt punkt i sit politiske program, i sinde at omdanne den aktuelle økonomiske struktur for at skabe en socialistisk baseret økonomi, og dermed gøre op med den med den nationale og udenlandske monopolitiske kapitals magt og med godsejersystemet.

I den nye økonomi vil planlægningen spille en yderst vigtig rolle. Dens centrale organer er på vil være på det højest tænkelige administrative niveau, og deres beslutninger, truffet på demokratisk vis, vil have udøvende karakter.

Området for offentligt ejerskab

Den økonomiske transformationsproces tager sit udgangspunkt i en politik rettet imod at skabe en dominerende stat, bestående af de firmaer, der for indeværende hører under staten og de firmaer, som vil blive eksproprierede. Det første middel er, at nationalisere de basale rigdomme, såsom minedriften ved kobber, jern, salpeter og andre, der i dag er på udenlandske kapitalisters og interne monopolers hænder. Således vil følgende sektorer blive nationaliserede:

1. Storminedriften på kobber, salpeter, iod, jern og stenkul;
   
   
2. Landets finansielle system, i særdeleshed de private banker og forsikringer;
   
   
3. Handlen med udlandet;
   
   
4. De store firmaer og distributionsmonopolerne;
   
   
5. De strategiske industrimonopoler;
   
   
6. Generelt set alle aktiviteter, der er afgørende for landets økonomiske og sociale udvikling, såsom produktionen og distributionen af elektrisk energi; tog-, fly- og vandvejstransport; kommunikationsveje; produktion, raffinering og distribution af petroleum og dets underindustrier, inklusiv flydende gas; jernindustrien, cement, petrokemien og den tunge kemi, cellulose, papir.

Alle disse eksproprieringer vil blive foretaget med ansvarlig hensyntagen og støtte til den lille aktieindehaver.

Området for privat ejerskab

Dette område inkluderer de sektorer indenfor industrien, minedriften, landbruget og servicesektoren, hvor produktionsmidlerne, som nu, vil forblive på private hænder.

I forhold til antal er disse firmaer størstedelen. Ud af 30.500 industrier (inklusiv industrihåndværk), var det i 1967 kun 150 af disse, som havde monopolstatus på markedet, således modtog de al statsstøtten, bankkreditten, og udnyttede resten af landets industrivirksomheder, ved at sælge dem råmaterialer dyrt og efterfølgende købe deres produkter billigt.

Firmaerne i denne sektor vil fremover blive begunstigede med en generel plan for den nationale økonomi. Staten vil fremover sørge for den nødvendige finansielle og tekniske støtte til firmaer i denne sektor, for at de kan opnå den vigtige funktion, som de udøver for nationaløkonomien, også tagende i betragtning det antal personer, der er ansatte i disse virksomheder, regnet med i deres samlede produktion.

Derudover vil vi simplificere patentsystemerne, toldtariffer, afgifter og skatter for disse firmaer og vil vil sikre dem en passende og retfærdig markedsføring af deres produkter.

Indenfor disse firmaer skal man kunne garantere arbejdernes og de ansattes rettigheder til retfærdige lønninger og arbejdsbetingelser. Respekten for disse rettigheder vil blive sikret af staten og de respektive firmaers arbejdere.

Det blandede område

Denne sektor er blandet, fordi den består af firmaer, der både bæres af statskapital og privat kapital.

De lån eller kreditter, som tilkendegives disse firmaer fra støttepuljer, vil have karakter af bidrag for at gøre staten til interessent, men ikke kreditor.

Det samme vil være gældende i de tilfælde, hvor førnævnte firmaer modtager kredit mod kaution eller garanti fra staten eller dens institutioner.

Udbygning og udvidelse af Agrar Reformen

Vi betragter Agrar Reformen som en sideløbende og komplimentær proces i forhold til de generelle reformer vi ønsker at ombringe i landets sociale, politiske og økonomiske struktur, i den forstand, at dens realisering er uadskillelig fra resten af den generelle politik. De eksisterende erfaringer indenfor dette område, de tomme felter og den manglende logik, som vi skal gøre os frie af, leder os imod at omformulere distributionspolitikken og organiseringen af jordejerforholdene ud fra de følgende retningslinier:

1. En acceleration af Agrar Reformens proces, ved at ekspropriere de priser, der overstiger den etablerede prissætning, i henhold til betingelserne i forskellige regioner og områder, inklusiv betingelserne for frugt, vindyrkning og skovvækst, uden at ejeren har retten til at tilbageholde produktet. Eksproprieringen kan inkludere helheden eller dele af aktiverne i de eksproprierede landbrugsejendomme (maskineri, værktøj, bedriften, etc.).
   
   
2. Umiddelbar inddrivning af høsten fra braklagte og misligholdte jorder, som statslig ejendom.
   
   
3. De eksproprierede jorder vil blive udstykket til kooperativt ejerskab. Bønderne vil blive tituleret som ejermænd af huset og køkkenhaven de tildeles og over de rettigheder, der tilfalder ham – og er udelelige – i landejendommen tilhørende kooperativet. Når betingelserne tilråder det, vil jord blive tildelt til personligt ejerskab til bønder, for at incentivere organiseringen af arbejdet og markedsføring på baggrund af gensidigt samarbejde. Jord vil også blive udlagt til skabelsen af statslige landbrugsfirmaer med moderne teknologi.
   
   
4. Jord vil, i kvalificerede tilfælde blive tildelt til mindre landbrugere, middelstørrelse forpagtere og landarbejdere beskæftigede med kvægavl.
   
   
5. Omorganisering af mini-landbrugsejerskaber, via progressive kooperative landbrugssammenslutninger.
   
   
6. Inkorporering af mindre og middelstore landbrugere i kooperativer i deres geografiske område, med de fordele og servicer det medfører.
   
   
7. Forsvar for integriteten og udvidelsen, og sikring af den demokratiske retning for de oprindelige samfund, der er truede af underminering, og nok jord, teknisk assistance og nødvendig kredit vil blive sikret for Mapuche-folket og de øvrige oprindelige samfund.

.............

Den folkelige regerings udenrigspolitik

Formål

Den Folkelige Regerings udenrigspolitik er rettet mod at forankre Chiles politiske og økonomiske autonomitet.

Vi vil pleje relationer med alle lande i verden, uafhængigt af deres ideologiske og politiske position, med udgangspunkt i respekten for selvbestemmelsen og det chilenske folks interesser.

Vi vil etablere venskabelige og solidaritets-bånd med uafhængige, såvel som koloniserede folkeslag, specielt de, der kæmper for frigørelse og uafhængighed.

Vi vil promovere en stærk latinamerikansk enhedsfølelse sammen med en tilsvarende anti-imperialistisk, i kraft af vores udenrigspolitik, der retter sig imod folkeslag før kancellier.

Retten til forsvar ud fra folkeslagenes selvbestemmelse, vil være grundlaget for international sameksistens hos den nye regering. Som konsekvens heraf, vil vi føre vores politik med et åbent øje og være aktive i forsvaret for ikke-intervention og afvise ethvert forsøg på diskrimination, pres, invasion eller blokade, fra de imperialistiske lande.

Vi vil forstærke relationer, udveksling og venskab med socialistiske lande.

Øget national uafhængighed

Den aktive forsvarsposition for chilensk uafhængighed vil afvise det aktuelle OEA (Organización de los Estados Americanos~ Organisationen af Amerikanske Stater), da vi anser den som et instrument og aktiv for nordamerikansk imperialisme, og vi vil bekæmpe enhver form for panamerikanisme implicit i denne organisation. Den Folkelige Regering vil i stedet plædere for skabelsen af en reel repræsentativ organisation for de latinamerikanske lande.

Det er absolut magtpåliggende at revidere, afvise og opgive, i forhold til hvert enkelt tilfælde, de traktater eller overenskomster, der medfører kompromiser, der begrænser vores suverænitet og helt konkret de traktater om bilateral assistance, pagterne om gensidig hjælp og andre pagter, som Chile har indgået med USA.

Udefrakommende hjælp og politisk betingede statslån, eller lån kræver at disse midler bliver omsat i investeringer, som kompromitterer vores suverænitet og går imod folkets interesser, vil blive afvist og opsagt af regeringen. I samme stil vil vi afvise enhver form for udefrakommende påligninger omkring de latinamerikanske naturressourcer, såsom kobber, og bånd lagt på den frie handel, hvilket igennem lang tid har udmøntet sig i en blokering af muligheden for at etablere kommercielle relationer med alle lande i verden.

International Solidaritet

De kampe, der befrier folkeslag, i kraft af deres uafhængighed og konstruktion af et socialistisk samfund, vil møde effektiv og militær solidaritet fra den Folkelige Regering.

Enhver form for kolonialisme og neokolonialisme vil blive fordømt og vi vil anerkende undertrykte folkeslags ret til at gøre oprør imod disse systemer. Ligeledes fordømmer vi enhver form for aggression, det være sig politiske og/eller militært, fremprovokeret af de imperialistiske magter. Den chilenske udenrigspolitik vil antage et fordømmende standpunkt, overfor den nordamerikanske aggression i Vietnam, i anerkendelse af, og solidaritet med, det vietnamesiske folks heroiske kamp.

På samme made vil vi være effektivt solidariske med den cubanske revolution, fremkommet af revolutionen og konstruktionen af socialismen på det latinamerikanske kontinent.

Den anti-imperialistiske kamp blandt folkeslagene i Mellemøsten, kan også regne med den Folkelige Regerings solidaritet, som også støtter søgeprocessen imod en fredelig løsning baseret på både det jødiske og de arabiske folkeslags interesser.

Alle reaktionære regimer, der promoverer eller praktiserer raceadskillelse eller antisemitisme vil blive fordømt.

Latinamerikansk politik

På det latinamerikanske niveau vil den Folkelige Regering bakke op om international politik, der affirmerer den latinamerikanske personlighed på verdensplan.

Den latinamerikanske integration skal hæves til et fundament af økonomier, der har frigjort sig af de imperialistiske former for afhængighed og udnyttelse. Ikke desto mindre vil vi opretholde en aktiv bilateral politik, på de områder, hvor det er i chilensk udviklings bedste interesser.

Den Folkelige Regering vil handle aktivt for at løse de nuværende grænse-problematikker, der afhænger af forhandlinger, for at forhindre imperialismen og de reaktionære kræfters intriger, altid havende det chilenske folks – og de omkringliggende landes – interesser for øje.

Den chilenske udenrigspolitik og dens diplomatiske udtryk, vil afvige fra enhver form for bureaukratisme og stivhed. Den skal henvende sig til folkeslagene med det dobbelte formål, at lære af deres kampe, i skabelsen af vores egen socialisme, og i tilgift at tilbyde vores egne erfaringer, med hvordan man konstruerer den internationale solidaritet, som vi vil være forkæmpere for.

Note: Programmet for den Folkelige Enhed blev godkendt i Santiago d. 17. december 1969 af socialdemokratiet, de radikale, socialisterne og de kommunistiske partier, samt Bevægelsen for Uafhængig Folkelig Aktion (Movimiento Acción Popular Independiente (API)) og Bevægelsen for Samlet Folkelig Aktion (el Movimiento de Acción Popular

Unitaria (MAPU)).

Tekst 18 | Oversigten over kildetekster | Tekst 20