CHILE: Revolution eller reformisme
Artiklen er skrevet af Inger Mondrup og blev bragt i Information i maj 1971.
Informations Chilekorrespondent giver en analyse af Chile efter Salvador Allendes sejr ved kommune valgene for nylig og beskæftiger sig blandt andet højrepressens massive smædekampagne mod regeringen. Oppositionen har dog ret på et enkelt punkt, nemlig art de for der i dag sker beskæftigelsesmæssigt, mere ligner et storstilet socialt hjælpeprogram end dybtgående reformer. Men denne tilstand skyldes ikke. mindst, at mange godsejere efter regeringsskiftet nægtede at holde produktionen i gang, skriver Inger Mondrup.
SANTIÅGO E CHILE i maj: — Revolution. duer reformisme er blevet det store spørgsmål i Chile efter at Salvador Allendes folkefront Unidad Popular den 4. april gik at med en overvældende valgsejr. Allende blev sidste år i september bragt til magten - med kun 36,2 pct. at stemmerne, (et forspring på kun 1,4 pct. foran den højreorienterede modkandidat Jorge Allesandri). Den 4. april, altså kun 5 måneder senere, mønstrede Unidad Popular 50,87 pct. - en stemmefremgang på 333.852 og et vidnesbyrd om, at det chilenske folk - trods massiv højre orienteret propaganda med spådomme om statsbankerot, borgerkrig og indførelse at diktatur — alligevel har sagt ja til socialismen og til Salvador Allende.
Ikke blot i USA’s brede befolkning, men over den ganske vestlige verden ryster man på hovedet, at et folk, som ligefrem frivilligt begiver sig ind i socialismens æra. Nøden er hård at knække for den højreorienterede presse. —
På det sidste har man været ude med spekulationer over, om den almindelige chilener »på grund at for dårlig ernæring under opvæksten» skulle være blevet så åndeligt retarderet, at han rent faktisk ikke er ved sine fulde fem — for det kan da ikke passe, at flertallet blot ser lidenskabsløst til, medens regeringen overfalder privat ejendom, smider skarn på USA’s hjælpsomhed og etablerer diplomatiske forbindelser med de kommunistiske lande verden over.
»Engelske tilstande«
Men foruden verdensomspændende forundring samt fortvivlelse henholdsvis forbitrelse i det chilenske højre har Unidad Populars stigen op til over 50 pct. På ny aktualiseret spørgsmålet, om hvorvidt man skal fortsætte med den hidtil førte moderate reformistiske politik, hvor gradvise og »rimelige» socialiseringer har været foretrukket frem for radikal og absolut overgang til socialisme. Fra venstrefløjen — Ikke mindst i MIR (Movimiento Izquierda Revolucionario) — har man længe slået på, at Salvador Allende var for borgerlig, at han i for høj grad gik i de europæiske socialdemokraters fodspor, at Chile ville ende i »engelske tilstande» og at man forrådte den marxisme, som han for i tiden så bedt’ havde kæmpet for.
Alligevel synes Allende ikke at være indstillet på at ville fravige den hidtil fulgte moderate linje. Et vundet kommunevalg er naturligvis en god gevinst, men for intet at regne, hvis man t. eks, tager et vundet kongresvalg eller en vunden’ folkeafstemning om forfatningsændring i betragtning.
Fra oppositionspartiernes side udfoldes der, trods frustrationen over det tabte lokalvalg, de ihærdigste anstrengelser for at finde frem til beviser på, at regeringen nu vil misbruge dét netop opnåede flertal. Man ønsker tydeligt nok at belære. chilenerne om, at socialisterne er ulve i fåreklæder, som blot venter på det rigtige øjeblik. — Og her er åbenbart et punkt, hvor regering og opposition har den samme opfattelse
Også Salvador Allende opfatter det rigtige øjeblik som det øjeblik, de han ved en folkeafstemning kan sikre sig mandat til at ændre den chilenske forfatning således, at det sindrige og langsomt fungerende tokammersystem kan blive afløst at et hurtigt virkende etkammersystem. Hvis befolkningens positive holdning til den siddende regering holder sig vil Allende nemlig kunne sikre sig et absolut flertal, i et kommende i folkekammer» — og dette er det egentlige første mål for folkefronten Unidad Popular.
Det drejer sig tydeligt nok for Allende om at bevare ikke blot chilenernes men hele verdens overbevisning om, at der spilles ærligt’ spil, og at det virkeligt er folkets vilje som sker fyldest selv om de hidsige venstreradikalister både inden for og udenfor Unidad Popular har haft svært ved at acceptere Salvador Allendes filen på idealerne, er det et spørgsmål om ikke den hidtil førte politik i virkeligheden har ført Chile nærmere socialismen, end man umiddelbart skulle tro.
Pressens beskyldninger.
Fra den højreorienterede opposition så man gerne snart nogle beviser på, at valgsejren d. 4.april uundgåeligt vil medføre antidemokratiske initiativer og overgreb fra regeringens side.
Pressen udnytter sin frihed til det yderste. Faktisk. synes der ikke at være nogen grænse for, hvad man forsøger at skyde præsidenten og hans kabinet i skoene. Mange beskyldninger er af en sådan hårdnakkethed og så delikate at man f. eks. i Danmark forlænget ville have skredet til retsforfølgelse for bagvaskelse og injurier. Hver dag fremkommer, nye hårrejsende ”beviser” på, at kommunisterne finansierer det nye Chile med falske, pengesedler, at regeringen ved hjælp at arrangerede ulovlige strejker på forskellige fabrikker tvinger disse i konkurs, og således gør dem til et let bytte for statsovertagelse, og at ministrene lever det søde liv på statens regning. Ved forskellige lejligheder har der været gjort forsøg på at provokere politiet til at gribe til magtanvendelse for der ved at vise, at Allendes politi er ligeså repressivt som ethvert andet politi, hvis regeringen stilles over for forhindringer ved gennemførelsen at trufne beslutninger.
Men alle disse anstrengelser til trods så foretager regeringen sig ikke andet end at ignorere oppositionens angreb. Politiet har fået strenge ordrer på ikke at lade sig provokere, og som svar på den inden- og udenlandske løgnekampagner mod regimet har regeringen iværksat en operation kaldet ”Operacion verdad” (Operation sandhed). En stor gruppe europæiske journalister, kunstnere og andre intellektuelle er for den chilenske regerings regning med specialfly blevet bragt til landet for, som det hedder, ved selvsyn og uforbeholdne studier, at blive I stand til at skabe sig et første håndsindtryk at tilstandene I Chile.
Tilsyneladende har Salvador Allende og hans regering altså intet at skjule. I disse dage lægges sidste hånd på nationaliseringen at det chilenske kobber, der repræsenterer de største forekomster i verden. Undergang, ødelæggelse og forlis er naturligvis for længst spået for den fortsatte udvinding af det røde metal. Kontrakterne med USA, Vesttyskland og de øvrige vestorienterede lande er opsagt, en kinesisk handelsdelegation har i flere uger arbejdet sammen med chilenske ministre for at få knyttet de nye handelsforbindelser mellem Peking og Santiago de Chile, og efter de udsendte fælleserklæringer at dømme skulle resultaterne af disse nye aftaler være endog særdeles tilfredsstillende. Alligevel er der måske grund til at dvæle ved oppositionens spådomme om, at det hele blot er en overgang.
Beskæftigelsen
Salvador Allende har på kun fem måneder formået at overbevise yderligere 333.852 chilenere om, at hans kurs er den rigtige, For den lavestlønnede vælgermasse har der været tale om en væsentlig højnelse af levestandarden.
Inflationen, der tidligere var på over 30 pct. årligt, er blevet holdt I ave, og et gigantisk beskæftigelsesprogram har på det sidste åbnet muligheder for beskæftigelse, at de tusinder af arbejdere, som sidste år efter valget mistede deres arbejde, fordi kapitalisterne indstillede produktionen. Imidlertid omfatter beskæftigelsesprogrammet først og fremmest rensning af vandingskanaler, maling og istandsættelse at broer o. lign — den paralyserede produktion forbliver i stilstand. Der er som rigtigt påpeget at oppositionen I virkeligheden taler om et storstilet socialt hjælpeprogram som har betydet enorme udgifter for staten.
Også i landdistrikterne er det lykkedes at skabe beskæftigelsesmuligheder til titusinder af arbejdsløse. Men den kendsgerning at 30 pct. Af landbrugsjorden ikke er blevet sået i tide, fordi godsejerne efter regeringsskiftet nægtede at holde produktionen i gang, vil bevirke, at produktionskurven vil få et alvorligt knæk nedad – også selv om langt flere mennesker nu er kommet i arbejde
Urimelig. kampagne
Oppositionen har formentlig ret i, at de gode. tider alene kan bevares, hvis det lykkes at sætte gang i den stillestående produktion, men samme opposition har med sin massive og helt urimelige kampagne imod regeringen skabt en situation, hvor ingen synes at være modtagelig for borgerlig propaganda. Saglige argumenter og konkrete oplysninger syner ikke meget, når de bringes sammen med sensationelle og skandaløse påstande. Den borgerlige presse har i de sidste måneder smurt lige netop så tykt på, at ingen længere kan tage dens synspunkter eller meninger alvorligt. Så selv om noget kunne tyde på, at Chile står over for alvorlige økonomiske vanskeligheder, så bliver meddelelser eller beviser herpå blot modtaget med det sædvanlige skuldertræk.
